24 mar Sleaford Mods – Voxhall

Foto: PR
Venue: Voxhall
Dato: Tirsdag den 22. marts 2022

Sleaford Mods tog den beskidte, britiske arbejderklasse med til Aarhus, hvor deres selvtillid og attitude udfyldte den halvtomme scene med “jolly fucker” 

4/5 Stjerner

Du behøver ikke at være ung, smuk, amerikansk eller poleret for at vælte et publikum bagover. Sleaford Mods viste på en ellers kedelig tirsdag, at hvis du bare sparker døren ind med beskidte rim og vellavede tracks, kan du sagtens få midaldrende mænd til at ryste hofterne. Den britiske, bitre, barske electropunkduo væltede dørene ind til den engelske musikscene tilbage i 2008. Den modvind, som man ellers kan møde i deres utaknemmelige hjemby Nottingham, forstummer ikke de engelske lads. De giver heller ikke meget for forargelse hos medierne, når de synger  // Boris on a bike, quick, knock the cunt over // i sangen “Faces to Faces”. Sleaford Mods er et band, som er beskidte i munden, og de beskriver den engelske arbejderklasse i et sprog, der afspejler de tilrøget pubs ude på landet. 

Forsangeren Jason Williamson svajede selvsikkert ind på scenen, hvilket er nødvendigt, når man har tekster, der kan frastøde begge fløje af det politiske spektrum. Han lignede enhver far i dit lokale supermarked med sin stribet  t-shirt, løse joggingbukser og trainers.
Geniet bag beatsene i bandet – Andrew Frem bærer som altid cap og et stort, brunt skæg, der giver klare associationer til en midaldrende far i krise. T-shirten er kombineret med et par klassiske far-på-ferie shorts. 

De ligner arbejderklassen, og de larmer for dem. Det er den hvide, vrede mands band. Jason Williamson spyttede selvsikkert teksterne ud på den sorte scene, hvilket inspirerede de fremmødte til at give sig hen i deres egen undertrykte vrede. Bandets musikalske univers omhandler det at være britisk, imens forsangerens stemme lægger sig mellem det rappende, råbende og spoken word. Tekster kan være svære at forstå, hvis man ikke er velkendt i det engelske slang. Man skulle derfor være klar på at sætte sig med indersiden af vinylen, inden man tog cyklen mod Voxhall, hvis man vil kunne synge med på de hurtige beats. 

Sangene var korte og intense – der var ikke tid til tekstuelle gætteri, før man piskede videre i det næste raserianfald. Jeg savnede dog til tider en mere råbende tilgang til musikken, så deres live optræden ville adskille sig fra deres produceret og mixet musik. Jason Williamson kastede ikke kun hårdt slående tekster ud men spyttede også på establishment, når han fremførte sin tekster- eller når der var en slimklat i halsen. Han var heller ikke bange for at lave lyde, der normalt skabes på en computer. Publikummet fik både glæde af hans fuglepip, lydeffekter og pruttelyde. De er ikke for sarte til at skabe sig. 

Sleaford Mods er et band, som har en atypisk sceneoptræden. Normalt vil en beatmager som Andrew Fram stå ved en pult, så han kan mikse live. Han er dog kendt for at have sine tracks som playback, hvor han med et enkelt klik går videre til den næste sang. Det er en satirisk approce til det at optræde, som de har anvendt i mange år, hvilket går fint i tråd med deres tekstunivers. Han stod dog ikke stille bag computeren, som var tilklistret med britiske klistermærker som Dronnning Elizabeth og et hjerte med teksten “curry sauce”. Andrew Fram dansede rundt som din onkel til en familiefest, imens en knæforbinding prydede under shortskanten. Jason Williamson følger heller ikke tiktok-tendenserne. Han stod skiftevis med ryggen mod højre del af publikummet og derefter venstre. Han sås sjældent i profil, og hvis publikummet skulle være heldige og se hans udtryksfulde mund, var hans blik dog fæstnet på de mørke scenetræsplader. Der var lidt øjenkontakt med publikum, og han interagerede først med de lyttende halvvejs inde i koncerten, hvor der bliver råbt på ægte britisk manerer “ Are you all’ good?”. Hvilket farmandsrockerne var. 

De fremmødte på den kedelige tirsdag aften i midten af Aarhus, gav dog ikke udtryk for, at de manglede øjenkontakt med musikerne. De var et klart eksemplar på Sleaford Mods’ målgruppe – mænd der er trætte af generation z og rådne politikere. Gennemsnitsalderen var omkring de 40 år, og der var flere måner end lange manker, og kvinder var et særsyn. Da den første sang lagde tonerne an, var publikum antændt, de følte sig afspejlet i det britiske, vrede univers, hvor man er træt af kapitalismen, apatiske statsledere og dagligdagen. Musikken blev fremført på en psykotisk, vred måde, som afspejler fint den danske mands indadvendte vrede. 

Familiefædrene sand ikke meget med på sangene, hvilket var forståeligt i forhold til den forholdsvis lave vokal, tykke Nottingham accent og det ukendte, ubarmhjertige slang. Det havde dog ingen indvirkning på publikummet, som nød musikken med vrede hovedrysten, en øl i vejret – når det var passende og en næsten hoppende dans. 

Sleaford Mods tog det taknemmelige publikum under sine vinger og fløj dem over til de barske, britiske pubber, hvor man ikke er bange for at sige sin mening, og hvor alle står for skud.