20 mar Slægt – Goddess

Foto: Peter Troest (Pressebillede)
Label: Century Media Records
Udgivelsesdato: Fredag den 18. marts 2022

Det danske “black heavy metal” band med det trendy navn Slægt, er tilbage med deres fjerde studiealbum ‘Goddess’. Efter pladens titelnummer ringer ud, sidder man tilbage med følelsen af et band der endnu engang har formået at destillere deres formular. På trods af at det er forudsigeligt, så er bandets bryg så velsmagende og interessant, at den tåler at stå på fad endnu et år og lade nye nuancer komme frem.

4,5/5 Stjerner

Efter en kort overture ind i black metallens (norske) anden bølge med debuten Ildsvanger, har Slægt været kendetegnet for deres atypiske krydspollinering af den mørke metalgenre med heavy metallens tidlige guldalder. Krydr det hele med den progressive tradition inden for rocken og så har du basalt set bandets atypiske tilgang til ekstremmetallen. En skøn blanding af det grimme og det musikalsk opløftende. En blanding der skiller sig ud selv blandt 2010’ernes mange mutationer af det af det mere “primitive” udgangspunkt for black metallen. 

Det er denne musikalske lyd bandet har arbejdet på siden deres andet album, det glimrende Domus Mysterium, en lyd de bearbejdede på deres tredje album The Wheel og som får endnu en behandling på Goddess. Denne formel danner ramme om en lyrik af eksistentielle længsler, der faktisk ofte kan dechifreres på trods af den aggressive vokalstil.  

Alle de ovenstående elementer er tilstede på Goddess og det er mere et spørgsmål om hvordan bandet vælger at vægte de forskellige sider af deres lyd i et givent nummer. På åbningsnummeret “Deceived by an Amethyst” er heavy metal elementerne højt på vægtskålen. På pladens andet nummer,  “Kiss from a knife”, er det black metallen, som er i fokus. Lidt usædvanligt for Slægt, lader det også til at der her trækkes mere på den klassiske thrash metal, hvilket passer som fod i en bastant læderstøvle. 

“Hunt Again” føles som midtpunktet mellem de to ekstremer og flasher samtidig den melodiske snilde, som har kendetegnet bandet længe efterhånden, samt en glimrende evne til opbygge sangstrukturer med spandevis af opløftende dynamik. “Fealty, Thunder Whip” starter med vocoderagtige fraser, efterfulgt af nogle enormt velskrevet akkordprogressioner. Et nummer der trækker på de mere atmosfæriske elementer i bandets indflydelseskatalog, inklusive en flittig brug af dubbede akustiske guitarer. En tilgang der giver musikken farve og som virker fordi bandet er så dygtige til at skrive fængende harmonier. 

Albummet har et kort mellemspil i “Stabat Bloody Stabat”, hvis navn måske indikerer bandets intentioner, og kulminerer derefter i titelnummeret. En komposition der starter med fantastiske melodiske fraser og derefter opløses i et simpelt, men noget så effektivt, riff.
Derefter får vi flere af Slægts spændende harmoniske progressioner, samt de følelsesmæssigt mest potente sektioner på pladen. Sangen varer 11 minutter, men indeholder ikke mange sektioner trods sin længde. I stedet føles det som om, at bandet opbygger så meget momentum, at de ikke kan stoppe igen. Fantastisk. 

Sammenspillet mellem de to guitarister på “Goddess” er nærmest ærefrygtindgydende og med en buldrende og dynamisk rytmesektion, samt forsanger Oskar Frederiksens dybe, men melodiske vrissen, er der en formular, som bare virker. Udover dette har vi også at gøre med et ekstremmetalband, som er melodisk sofistikerede og sågar giver os et par fraser, der vel nærmest kan betegnes som “hooks”. Slægt viser dermed på Goddess, hvorfor de har været et af de mest opsigtsvækkende danske metal bands de seneste ti år. Bandet har en fantastisk fandenivoldskhed og en upoleret tilgang, som jeg som anmelder godt kan savne i meget moderne ekstremmetal. 

Der er en fantastisk livskraft i musikken, måske for nogle et usædvanligt ord at bruge om et metalband, men som i det her tilfælde føles rammende. Musikken er mørk, ja, men bandet svælger ikke og føles ikke drevet af en ungdommelig fascination af genrens mange sataniske klicheer. I stedet mærker man et ungt orkester, som søger (selv)erkendelse gennem musikken og som udstråler en overvældende lyst til livet. Klareste kritikpunkt er at Slægt holder sig til en, for dem, velkendt formular. En kritik der er svær at afvise. Samtidig er det også svært at afvise, hvor velskrevet og vital musikken på Goddess er. Ligesom man heller ikke må glemme, at Slægt oprindeligt er kommet med et originalt bidrag. Et bidrag, der på Goddess har fået endnu en raffinering, hvilket det fint tåler.   

– Skrevet af Emil Weis Brix