Redaktionen hylder fantastiske kvinder fra den nordiske musikscene

Foto: Rebecca Lou // Tue Blichfeldt (Pressebillede)

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag hylder vi kvindelige artister fra Danmark og Norden, som har fyldt vores øregange med lækker musik indenfor det seneste år.

Hvert år den 8. marts markeres kvindernes ret til ligestilling verden over, og det giver os på redaktionen en favorabel anledning til at fremhæve et udpluk af fantastiske artister, som har gjort sig særligt bemærket i det musikalske landskab. Listen kunne uden tvivl være meget længere, men vi har valgt at stille skarpt på 10 kvinder fra den nordiske musikscene, som i særdeleshed har rumsteret på vores playlister. I samme forbindelse har vi selvfølgelig opdateret vores playliste “BoT <3 Kvinder” med ny musik, som du finder længere nede i artiklen.

Jada

Popkometen Jada tog hele Danmark med storm tilbage i 2019, hvor hun debuterede med albummet I Cry A Lot, og hun har siden gjort et gigantisk comeback på bagkanten af de adskillige corona-nedlukninger de sidste par år. Med hitsingler som “Nudes”, “Lifetime” og “I’m Back” har Jada cementeret sig som en af Danmarks største popstjerner, og hun fik også imponeret vores anmelder til hendes overvældende live performance i K.B. Hallen tilbage i efteråret, hvor hun demonstrerede sine stjerneklare divakvaliteter. Senest har hun udgivet singlen “Dangerous”, hvor Jada i bedste bond-stil præsenterer sit på én og samme tid følsomme og overlegne vokaltalent.

PRISMA

Et uundgåeligt og indiskutabelt nævneværdigt musikalsk projekt, som fortjener en hyldest i forbindelse med Kvindernes Kampdag, er den fremadstormende søsterduo PRISMA. På under et år har søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen overtaget pladsen som et af de mest lovende vækstlagsnavne på den danske musikscene, hvor blandt andet nummeret “I Never Wanted To Meet You” er med til at bringe distortion-spækkede guitartoner tilbage på menuen. Hvis du ligesom os er faldet fuldstændig pladask for den rock-chikke søsterduo, kan se frem til at opleve PRISMA til en række koncerter i løbet af året. Du kan blandt andet opleve dem på den spritnye festival SYD FOR SOLEN til sommer eller til årets Roskilde Festivals 50 års jubilæum,

Hanne Mjøen

Norske Hanne Mjøen har med sit elektropoppede univers vagt stor opmærksomhed på den skandinaviske musikscene og ikke mindst her på redaktionen, hvor vi var heldige at få et dybdegående interview med den spirende artist i forbindelse med hendes debut-EP sidste år. Hanne Mjøens relaterbare tekstunivers centrerer sig omkring hendes oplevelse af at blive voksen og være ung i 20’erne. Det er en kvindes skildring af et ukontrolleret følelsesliv med numre, der både kan danses og grædes til. Derudover har sangerinden netop udgivet den klubbede single “Tell Me” i samarbejde med produceren James Carter, og vi glæder os til at høre mere fra den norske artist i 2022.

Brimheim

Den dansk-færøiske sangerinde og musiker Brimheim har netop smidt sit anmelderoste debutalbum can’t hate myself into a different shape på gaden, der også efterlod vores anmelder begejstret. Med sit alternative greb om popmusikkens konventioner præsenterer Brimheim et forunderligt, musikalsk univers, der tilbyder et friskt pust til den danske popmusik. For nylig stillede Brimheim op til en fotoserie af 50/50, hvor hun sammen med en række andre kvinder portrætterer ligestilling på den danske musikscene. Udstillingen er at finde i Store Vega i København frem til den 19. april, og du kan læse mere om den aktuelle fotoserie lige her.

Veps

Fire unge kvinder fra Oslo udgør den indierockede kvartet Veps, der repræsenterer et band i bedste DIY-stil. Som punkrockede teenagere opstod bandet på baggrund af en fælles interesse for musik, men pludselig stod de overfor en pladekontrakt med et anerkendt amerikansk selskab. Veps har uden tvivl gjort os vilde med slackerrock på redaktionen, og i efteråret lavede vi derfor et større interview med den kvartetten, som vi sagens kunne forudse blive Norges næste store indiestjerneskud. En ting er sikkert, og det er, at vi håber på at høre nyt fra de seje kvinder fra Veps i løbet af 2022.

Nøx

Nøx er en spirende rapper fra den danske hiphop-scene, som vi for alvor fik øjnene op for sidste år, da hun udgav debutalbummet Walk Of Shame. Med afslappede beats, kreative metaforer og et tydeligt talent for rap cementerer hun sin plads på den ellers meget mandsdominerede hiphop-scene. Hun har ved flere lejligheder bidraget til debatten om sexisme i det danske hiphop-miljø, blandt andet på singlen “Rygtet Siger”, som hun har udgivet i samarbejde med Josie Amadonna. For nylig har Nøx igen været vokal omkring sit feministiske budskab, hvor hun udgav en hårdtslående musikvideo til nummeret “Ulv”, som du kan se lige her.

Wilma Nea

Den svenske vækstlagsmusiker Wilma Nea har netop løftet sløret for sit debutalbum This Too Shall Pass, og vi har i den forbindelse haft stillet popartisten 10 hurtige spørgsmål, så vi kunne lære hende lidt bedre at kende. Med sit retropoppede udtryk er hun blevet en sand favorit på redaktionen, hvor hun inviterer os ind i et tekstligt univers af ærlige fortællinger om selvrespekt og parforhold. Wilma Nea er først og fremmest en talentfuld singer-songwriter, men har nu også prøvet kræfter med producersiden af hendes nye album, som vi ser som et særdeles vellykket forsøg.

Rebecca Lou

Som et spirende håb på den danske musikscene står den poppede punkrock-sangerinde Rebecca Lou knivskarpt på scenen såvel som i hendes sprælske univers. Sidste efterår var vi ivrige efter at få fingrene i hendes nye album Heavy Metal Feelings, som overraskede vores anmelder med en noget anderledes lyd end forventet. Rebecca Lous lydkollage spænder nemlig bredt – fra det rå og rockede til det mere bløde og poppede. Du kan opleve Rebecca Lou på turné lige nu og frem til midt april, hvis du er ligeså vilde med hendes rå greb på pop, som vi er.

Drew Sycamore

Hendes formidable popsange topper de danske hitlister, og hun åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival. Drew Sycamore har vist sig som en vaskeægte powerkvinde på den danske musikscene, og hendes musikalske indflydelse og enorme popularitet er simpelthen ikke til at overse. 2021 har mildest talt været et forrygende musikår for den talentfulde sangerinde, der foruden at vinde P3 Prisen også havde hele tre radiohits og en udsolgt efterårsturné. Drew Sycamore har også vækket en international bevågenhed, blandt andet vandt hun ”Best Pop video – newcomer” ved det britiske Music Video Awards, og vi kan altså kun gisne om, hvor langt den danske artist succes fortsat vil række.

Vero

Vero er en Stockholm-baseret trio, som længe har fløjet under vores radar, men som vi er glade for at have fået øjnene op for nu. De har netop annonceret debutalbummet Unsoothing Interior og er aktuelle med singlen “Cupid”, hvor vi hører en rå og nysgerrig lydside. Med en kombination af drømmende lyrik, forvrængede guitartoner og til tider kaotiske lydbilleder trækker Vero nostalgiske tråde til grupper som Sonic Youth og Pixies. På redaktionen glæder vi os til at følge trioens musikalske rejse og venter spændt på det kommende album.

Du kan gå ind og tjekke vores skræddersyede playliste “BoT <3 Kvinder” ud på Spotify, hvor vi har opdateret med ny, fed musik fra de 10 fantastiske kvinder, som vi har haft i spotlyset i denne artikel. Find playlisten lige her:

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com