07 mar Porridge Radio – Voxhall
Foto: Kristoffer Nørager Møller (Pressebillede)
Venue: Voxhall
Dato: Søndag den 6. marts 2022
Koncerten med Brighton-bandet Porridge Radio er blevet rykket en håndfuld gange – først fra hedengangne TAPE til VoxHall engang sidste år, og så flyttet frem i kalenderen igen på grund af corona. Mange har selvfølgelig holdt fast i deres billetter, men stadigvæk – der er nok på den gode side af 100 mennesker, og det er sgu en positiv overraskelse. Rocken lever i bedste velgående.
3,5/5 Stjerner
Først og fremmest: Tusind tak til aarhusianerne for at møde så talstærkt op til at høre et mærkeligt rockband på en kold og mørk søndag aften, hvor vi stadig venter på foråret .Man kunne så absolut heller ikke mærke på den sydengelske kvartet, at det her var en søvnig søndag aften i Østjylland, og at det i øvrigt var sidste aften på deres tour. Næh, humøret var højt – forsanger og guitarist, Dana Margolin, roste det danske landskab mellem København og Aarhus, hun havde nydt togturen, fortalte hun. Og den koncert, hun med sit band leverer, var ganske forførende.
Musikken er et ret skønt miskmask af inderlig dreampop, vred loud/quiet/loud-grunge a la Pixies og 80’er-nostalgiske synthesizere. Det befriende ukoordinerede i bandmedlemmernes påklædning illustrerede det meget godt. Margolin androgyn og cool med helt kort hår og en mørk skjorte stoppet ned i bukserne. Keyboardspiller Georgie Stott med oversized skjorte, fjollet slips og Kurt Cobain-solbriller. De havde sgu passet ret godt ind på TAPE eller sågar gode gamle Trøjborg Beboerhus. En lunken Harboe fra kassen havde uden tvivl også været mere i ånden end de kolde IPA’er fra To Øl eller et andet fornemt bryghus, der nærmest koster det samme som billetten.
Nå, men nok om nostalgien. Porridge Radio lod sig som bekendt ikke kue af, at det var søndag og sidste aften på deres tour – den intensitet, der er kronen på værket i deres skønne genremiskmask, sad lige i skabet. Tag outroen på åbneren ”Born Confused”, hvor linjen: // Thank you for making me happy // gentages så mange gange, at den ændrer betydning flere gange. Eller outroen på ”Long”, hvor Margolin ender med at råbe mere, end hun synger, så øjenbrynene spændes og blodårene på halsen bliver tydelige. Energien var medrivende, men det var lidt for tit opskriften på sangene, at de skulle ende ud i endeløse repetitioner af en eller anden linje, der gerne blev leveret vredere og vredere som gentagelserne skred frem. Nogle gange blev det hypnotisk, meditativt, lindrende – andre gange rent ud sagt trættende. Det fungerede bedst på nummeret ”Lilac”, der både kan læses i konteksten af et forhold og som et håb for verdens fremtid:. // I don’t want to get bitter/I want us to be better/I want us to be kinder to ourselves and to each other //, sang Dana Margolin igen og igen, og trancen blev forløsende. Et dejligt afbræk fra den faste formel af et nummer midt i sættet, der fik den anonyme introduktion: ”This is a new one”. Bandet blev badet i lilla lys, beatet var langsomt. En smuk akkordprogression afviklet af dybe, lækre guitararpeggioer bar nummeret frem. Margolin lukkede øjnene, stilte sig på tæerne, lagde læberne øverst på mikrofonen og sang:
// I don’t wanna mean anything to you/I don’t wanna be forgiven //.
Mod slutningen af koncerten fik vi titelnummeret fra det kommende album, Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky. Det er sættets mest stille nummer, men desværre også det svageste. Tempoet sejlede, guitaren stemte ikke, og Margolin virkede apatisk. Det ville ellers være en kærkommen ny side af bandet, hvis der kunne snige sit et par ballader ind i sådan et søndagssæt. Hvorom alting er, bliver det absolut spændende at se, hvad den nye plade byder på. Den med de lækre guitararpeggioer og den nyeste single, ”Back To The Radio”, som Porridge Radio også spillede, er fremragende. Og det er nok til, at jeg sætter et stort fedt kryds i kalenderen d. 20. maj, hvor Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky lander.
– Skrevet af Kristoffer Nørager Møller
