10 mar Musik i lejet er ude med 10 nye navne til årets program
Foto: Spleen United // PR
Festivalen fra Tisvildeleje, der finder sted fra den 21-23 juli, har netop tilføjet 10 stærke nye navne til sommerens store program.
Vi er i forvejen allerede blevet præsenteret for de første navne til årets lineup til Musik i Lejet. Et alsidigt program der breder sig fra old-school dansk hip-hop til moderne dance-pop; med etablerede artister på den danske musikscene og fra det danske vækstlag. Programmet har indtil videre heddet Malk de Koijn, Jada, Gnags, Prisma, Mina Okabe, Benjamin Hav & Familien, Coco O., Kesi, Mekdes, Joyce, Patina, Dopha, Bbybites, Statisk og Goss.
Festivalen er nu ude med 10 nye stærke tilføjelser, hvor alsidigheden bliver holdt ved lige, da der er alt fra ældre dansk rock til elektronisk dansemusik til benhård rap fra vestegnen. Første navn der nævnes er electropopbandet Spleen United, der har hittet med sange som ”Suburbia” og ”Gold Ring”. De seks drenge meddelte deres comeback til live-scenen tilbage i 2019, og efter en lang corona-nedlukning bliver drømmen om at se dem live endelig til virkelighed.
Blandt de 10 tilføjelser har vi fået en perlerække af stærke soloartister. Tessa er nemlig offentliggjort på årets festival, med sin benhårde hip-hop fra vestegnen og enorme hits som “Okay”, “Ben”, “Så’n der” og “Blæstegnen. Den syriske Omar Souleyman er efterhånden blevet et globalt danseikon, og har turneret verden rundt de sidste 10 år. Nu svinger han også forbi Musik i Lejet, og vil lave kæmpe en dansefest med sine sange om romantik og kærlighed til verden. Derudover har vi danske rap-ikon Artigeardit, der efterhånden har fastslået sig, som en fast etableret del af den danske musikscene, og som også allerede her bevist sit værd på live-scenen. Den talentfulde sanger og sangskriver Clara, der blandt andet har hittet stort med nummeret “Crazy”, er også klar til at præsentere sin sangskrivning for et stort publikum på festivalen. Blandt soloartisterne skal Niklas Sahl til sidst nævnes, som det efterhånden uundværlige navn på de danske festivaler med sin bløde popmusik, ført an af sin ikoniske stemme og sit guitarspil.
Udover de mange soloartister, har festivalen også offentliggjort en perlerække af etablerede danske bands, der alle er erfarne på livescenen og kan garantere store liveoptrædener: nemlig TV-2, Katinka, Scarlet Pleasure og When Saints Go Machine.