Krush Puppies beskriver tryghed i mørket med eksperimenterende punk

Foto: PR

Den britiske post-punk kvartet har lige annonceret deres debut-EP, som lander til maj. Med til annonceringen har de udgivet singlen “Love Kills the Demons”, med en tilhørende dyster musikvideo.

Den britiske post-kvartet Krush Puppies fik sin spæde start i køen hos den britiske kæledyrsforretning Pets at Home. Det var nemlig her, de tre kvinder Alexa Daly, Jenny Wells og Jess McGill mødte hinanden. Efter at have delt sin fælles interesse for eksperimenterende post-punk musik med hinanden, begyndte de at spille sammen på de instrumenter, de lige havde liggende og efter et opkald til trommeslager Heather Britton et par år senere, formede de fire kvinder kvartetten Krush Puppies.

I går annoncerede gruppen en spritny pladekontrakt og en kommende debut-EP Love Kills the Demons, der lander til maj. Med annonceringen fulgte udgivelsen af EP’ens titelnummer. Et up-tempo rock nummer med rå trommelyd og en forvrænget og indadvendt vokallevering. Nummeret er ikke mindst båret af den interessante blokfløjtelydende figur, der beskedent leverer et genkendeligt tema, der fremstår som et hook-element i sangen. Sangens dystre, men samtidig opbyggende tematik baseres på sanger og bassist Alexa Dalys erfaringer med søvnrædsel, hvor hun i mange år ikke kunne sove om natten, fordi hun så skikkelser i mørket. En lidelse, der gik væk efter hun mødte den specielle person, der skabte en tryghed i hende. Hun beskriver det selv:

(…) jeg følte mig bare pludselig meget tryg (…) jeg kan nærmest ikke beskrive den her overvældende følelse af fred, jeg følte med det samme. Jeg tog straks i studiet med akkorder og melodi, og så skrev vi sangen færdig den dag.

Med til sangen følger den nærmest okkulte musikvideo, hvor bandet overværer dåbssesancer i en video, der visuelt skal ligne en hjemmevideo fra 60’erne. Se videoen her eller lyt til sangen her.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com