29 mar Koncertanbefalinger // Uge 13
Foto: Dusin // Daniel Nissen Lauritsen (Pressebilleder)
Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra energifyldt elektronisk mutation til strømlinet pop og indierock. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder
Neon Priest – support: Lyra Valenza
Hvor: Pumpehuset, København
Hvornår: Torsdag den 31. marts
Neon Priest tager deres venner med fra den hastigt voksende elektroniske vækstlagsscene til en aften præget af hårdtslående performances og medrivende beats. Med sig har de en lang række tech-DJ’s, som spiller til langt ud på natten, samt den dynamiske duo Lyra Valenza og deres eksklusive AV-show, hvor du vil blive revet igennem en mutation af technogenren. Neon Priest indtager naturligvis også selv scenen med deres unikke take på popmusikken, som de smelter sammen med alle tænkelige aspekter af den elektroniske genrer, og skaber noget du med sikkerhed ikke har hørt magen til før – i hvert fald ikke fra Danmark. Det bliver en vild aften, og vi vil nok råde jer til at tage danseskoene med.
Philip Hedegaard
Hvor: Tobaksgården, Assens
Hvornår: Fredag den 1. april
Den charmerende vestjyde Philip Hedegaard har igennem det seneste stykke tid arbejdet på sin strømlinede popmusik, og er nu klar til at prøve den af på live-scenerne rundt omkring. Vi har længe holdt øje med kunstneren, som for blot et par uger siden landede som Ugens Upcoming her på siden, og har udgivet selvsikre singler som “Wave” og “The Only Thing On My Mind”, der blander organiske elementer med knivskarp præcision. Philip Hedegaard varmer lige for tiden op til en EP-udgivelse, og du kan helt sikkert få oplevelsen af at høre ham afprøve noget af det nye materiale, når han indtager Tobaksgården på fredag!
Augustine
Hvor: Copenhagen Distillery
Hvornår: Lørdag den 2. april
Med grundlag i poesien, som har været en del af Augustine siden barns ben, har sangskriveren begivet sig ud i et lydunivers der mixer alt det bedste fra retro og groovy melodier til en mere nutidig lydflade. Augustine er en af de mest frembrusende indiekunstnere i hjemlandet Sverige, hvor han allerede har skrabet en del priser hjem for sin musik, som han selv skriver og producerer. Nu er han draget ud på sin første skandinaviske turné, hvor du i weekenden kan opleve hans sjælfulde falset og tidsløse sangskrivning.
Dusin – support: hun_sagde
Hvor: Hotel Cecil, København
Hvornår: Lørdag den 2. april
Dusin drøner lige nu derudaf med singlen “USB”, som med det samme fløj ind på playlisterne her på redaktionen, og holdt dampen oppe efter, at de tilbage i 2021 hittede med “Fucking Fantastisk.” Nu er de klar til at tage nyt materiale med ud på spillestederne sammen med deres allerede kæmpestore bagkatalog, hvilket de allerede gør på lørdag på Hotel Cecil. I et popunivers med lyst til at lege med elementer fra andre genrer som rock og elektro, skaber Dusin ørehængende sange til dansegulvet, som samtidig sætter gang i både tanker og følelser. Med sig på Hotel Cecil tager Dusin også Aarhus’ næste store hiphop-håb, i form af hun_sagde, som med sin uortodokse tilgang til genren, allerede har taget diverse live-scener med storm. Der er altså linet et talentfuldt sæt kunstnere op på Hotel Cecil, som uden tvivl er værd at tage ind og feste med!
Lucy Dacus – support: Fenne Lily
Hvor: VoxHall, Aarhus
Hvornår: Mandag den 4. april
Med sin vidunderlige stemme skifter Lucy Dacus uhindret imellem intime og løsslupne indierocksange fyldt med historiefortællende tekster, som tager udgangspunkt i sangskriverens personlige følelsesliv og tidlige ungdom. Lucy Dacus har allerede stablet et imponerende CV på benene med koncerter på Lollapalooza og The Late Show with Stephen Colbert samt et kunstnerisk samarbejde med Pheobe Bridgers og Julien Baker, der sammen går under navnet Boygenius. Sidste år udgav hun sit fjerde album Home Video, som hun nu er klar på at tage med rundt på turné, hvilket bringer hende et smut forbi smilets by.
Tjek også disse koncerter ud:
Mammal Hands – Dexter, Odense – Onsdag den 30. marts
Iceage – Posten, Odense – Torsdag den 31. marts