KOM VI LØBER længes efter ungdommens umiddelbarhed

Foto: Frederik Lunde Angelo Jacobsen (Pressebillede)

En længsel efter at vende tilbage til umiddelbarheden har inspireret KOM VI LØBER til at pakke tankerne ind i drømmende guitarflader og melankolsk poesi på den nyeste single “I kraven, i knoglen” som blev udgivet i fredags, sammen med en dertilhørende musikvideo.

I fredags udgav KOM VI LØBER endnu en single til det kommende album Parafrase, som handler om at tænke tilbage på mere umiddelbare dage, som ung med en øl i hånden eller som 7-årig der hopper i vandpytter. “I kraven, i knoglen” tager derfor alle sanserne frem og både husker, smager, dufter, mindes og drømmer i forsøget på at mærke den man var engang. Om dette fortæller KOM VI LØBER også:

– Det er noget med at prøve at forbinde sig med den tid, og at genkende sig selv: At se gadehjørner, hvor man stod og røg en cigaret da man var helt ung, og pludselig at møde sig selv der, og de følelser man havde i sig mange år tilbage – Og at prøve at forbinde sig med alle de sanseerfaringer, man bærer med sig gennem livet.

Den melankolske og poetiske tekst pakkes ind i et feststemt rocknummer hvor de opmuntrende melodier nærmest understreger længslen i sangen. Selvom tempoet er højt og melodierne virker forholdsvist naive, kan man mærke nostalgien i hver enkelt tone. Sangen udkommer også på KOM VI LØBERs kommende album Parafrase, hvilket startede som et benspænd men er endt med at blive til en udforskning af sanseerfaringer, identitet og følelsesliv.

Imens vi venter på albummet kan man lytte til “I kraven, i knoglen” lige her:
Spotify
Apple Music
Se musikvideoen her

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com