KINDSIGHT – Swedish Punk

Foto: Line Hvid (Pressebillede)
Label: Rama Lama Records
Udgivelsesdato: Fredag den 25. marts 2022

Debutalbummet fra det danske indieband KINDSIGHT giver os en bred vifte af forskellige stemningsbilleder, som alle bliver pakket ind i en utroligt veludviklet signaturlyd.

3,5/5 stjerner

Jeg har siden udgivelsen af ”Sun Is Always In My Eyes” tilbage i januar holdt et tæt øje med KINDSIGHT, der dengang annoncerede det nyankomne debutalbum og satte barren højt for hvor de kan bevæge sig hen rent lydmæssigt. Med deres meget forvrængede instrumenteringer og samtidig nuttede sangskrivning er der mange muligheder for bandet som i den grad må siges at have udnyttet potentialet. Swedish Punk, som er titlen på debutalbummet, summer af ungdommelig energi og trækker tråde fra både 80’ernes alternative rock såvel som den sitrende nordiske popmusik hvilket skaber en lyd hvor man som lytter føler sig godt taget imod.

Hele albummet føles nærmest som om det er bygget op som soundtracket til en indie coming-of-age-film da absolut ingen af numrene ville være malplaceret i en sådan sammenhæng. Der er en fin blanding af de følsomme sjælere og naive ungdomshymner som alle bæres frem af forsangeren Nina Hyldgaard Rasmussens henrivende vokal der let og elegant svæver over bandets lag af forvrænget guitar og finurlige melodier. Albummet åbner op med en ægte ørehænger; nok det mest ørehængende nummer jeg længe har oplevet, da jeg har gået og nynnet omkvædet fra “Weekend Thieves” i flere uger, siden jeg hørte sangen for første gang, og lige bagefter bliver man revet rundt af “Hi Life” der med sin skæve taktart og math-rockede guitarriffs virkelig hiver mig til sig som lytter. Hvis jeg skal udpege ét højdepunkt fra Swedish Punk bliver jeg nødt til at vælge “Party Time” da det giver den der helt varme fornemmelse i maven af at høre sin yndlingssang for aller første gang. Det er på samme tid melankolsk og varmt, hvilket skaber en forvirrende eller urolig følelse i kroppen hvor man ikke helt ved om man skal blive glad eller bedrøvet af at høre sangen, og den kan altså være et brugbart afløb for begge slags følelser. Jeg synes også at “Party Time” er et godt bevis på bandets evne til ikke at fortælle os en handling men at skabe et billede af en følelse. Jeg kan til hver enkelt sang associere dem med en bestemt farve hvilket især gør sig gældende på dette nummer”

De fire numre midt i, fra “Panic Juice” til og med “Laughing Wood” tager albummet helt ned i tempo ovenpå en forrygende start, og det er her jeg synes at man som lytter falder lidt i staver, selvom det er gode numre. “Panic Juice” rammer på det helt rigtige tidspunkt, efter at man som lytter har været helt oppe og ringe, og man derefter får en pause til at tænke over de numre der lige har været med et eftertænksomt og melankolsk mellemspil. “Sun Is Always In My Eyes” kommer i hælene på dette med sin naive tekst om at stjæle penge fra mor og løbe hjemmefra med solen i øjnene, men jeg savner at blive hevet helt op igen bagefter i stedet for at blive holdt nede i det rolige med “Trampoline To Me” og “Laughing Wood” lige i rap. Forstå mig ret; jeg mener at gode albums har denne her blanding af høj energi og rolige pusterum men på Swedish Punk bliver det for opdelt og jeg bliver ved med at fange mig selv i at blande sangene sammen når de kommer så tæt på hinanden. Det er derfor svært at sige om det ville hjælpe at ændre på rækkefølgen, eller om der bare lige mangler den ene sang midt på albummet der vækker min interesse igen, for sangene står ret stærkt hvis man isolerer dem fra helheden.

Swedish Punk er altså et virvar af utrolig velskrevet sange som får en næsten filmisk effekt idet de skaber billeder for det indre øje, og albummet bliver derfor en bred palette af forskellige farver og stemninger. Jeg synes dog at det som helhed kan halte lidt i sin opbygning, hvilket desværre har gjort det svært for mig at investere mig i hele lytteoplevelsen, selvom jeg på ingen måde kan udpege en eneste dårlig sang på albummet, og derfor er grunden til at jeg ikke kan rangere det højere. Men hvis du er til ungdommelig og velspillet indierock, så må KINDSIGHT være noget lige til dig, især efter denne utroligt velrundede debut!

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com