Kindsight hylder kaosset, der opstår i mødet med fremmede mennesker

Foto: Line Hvid (Pressebillede)

Kindsight har udgivet fjerde og sidste forsmag på debutalbummet Swedish Punk, der lander den 25. marts, nemlig deres nyeste single “Queen of Cowboys”.

Da den Københavnske kvartet Kindsight udgav deres første single i 2020, inviterede de allerede der lytteren med ind i deres unikke rockunivers, som trækker inspiration fra 80’erne og 90’ernes alternative rock-musik og kombinerer det med lyden af skandinavisk popmusik, der tilsammen skaber en rå, sløret og samtidig melodisk lyd. Efter en lang række singleudgivelser, ikke mindst i form af “Hi Life”, “Sun is Always in My Eyes”, Don’t Grow Up” og nu “Queen of Cowboys”, har gruppen nu varmet deres lyttere godt op til udgivelsen af deres debutalbum Swedish Punk, som lander den 25. marts.

“Queen of Cowboys” er lyden af et kaos, hvor de rå musikalske elementer kastes rundt i et skarpt rytmisk sammenspil, der samtidig rummer lyden af tilfædlighed. De energiske trommer i sammenspil med guitarens rå flyde akkorder og Nina Hyldgaard Rasmussens udtryksfulde og genkendelige vokal falder rytmisk sammen på en alternativ måde og understreger sangens tematiske pointe; det de selv kalder en hyldest til det kaos, der opstår ved at møde fremmede mennesker i offentligheden og måske endda overhøre fragmenter af samtaler fra fremmede mennesker i forbifarten. Lyt til “Queen of Cowboys” her, og varm op til Kindsights debut-album, der lander i slutningen af måneden.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com