01 mar Karin Ann – side effects of being human
Foto: Sara Shots (pressebillede)
Label: 3am Records/BreanZone
Udgivelsesdag: Fredag den 25. februar 2022
Karin Anns minialbum er en samling af otte sange, der tager dig igennem tematikker om det svære og ensomme ved at være menneske og de problemer, der hører med til at blive voksen – Et alsidigt og hudløst ærligt album, hvor sangerindens rebelske persona kommer til udtryk i både 00’er punk-pop og inderlig moderne pop, hvor nogle sange fungerer bedre end andre.
3,5/5 stjerner
Karin Ann er blevet kaldt for den slovakiske Billie Eilish og har gennem sine tematikker om den svære ungdom med psykiske og personlige udfordringer og det at blive voksen, etableret sig en status som værende et talerør for sin generation – ikke mindst som et forbillede for LGBTQ+ miljøet. Sangerinden har en fanden i voldskhed over sig og en oprørsk måde at vade ind i lytterens øre uden at banke på, med hudløst ærlige og provokerende tekster, indkredset i punkrockede pop-numre. Det har jeg fra starten af fundet interessant, og havde derfor glædet mig til at høre side effects of being human for at høre hvad den oprørske teenager havde på hjerte i den her samling af 8 sange. I 2021 udgav hun sin debut-EP lonely together og nu er hun altså ude med sit debut-minialbum. En udgivelse, der kun indeholder én sang mere end det forrige EP og tre minutters længere spilletid.
Da jeg først satte albummet i gang, gned jeg mig i hænderne over, hvor fedt det her album kunne gå hen at blive. Det fremragende åbningsnummer ”almost 20” var en helt igennem lovende begyndelse på det hele. Nummeret er nemlig rocket på den rigtig fede måde; up-tempo med en rå akustisk trommelyd, en distortion arpeggio-guitar og et monotont, rebelsk og fængende vers der opløses i et catchy, originalt og storslået omkvæd, der fungerer til perfektion. Et ‘coming of age’-nummer, hvor sangerinden funderer over, at hendes liv nok ikke kommer til at blive som man ser livet på film. Præcis den lyd, jeg havde forestillet mig at få fra Karin Ann. Til min mindre ærgrelse fandt jeg dog ud af at ”almost 20” skulle vise sig at være det bedste nummer på hele albummet. Selvom side effects of being human er spækket med en masse velfungerende og rockede numre, så kommer det ikke på noget tidspunkt op på siden af åbningsnummeret. Selv synes jeg, det er ærgerligt, når en plade er struktureret sådan, at man bruger sin bedste ammunition til at starte med. På albummets andet nummer ”i’m a loser” skrues der lidt ned for energien, og vi bliver præsenteret for en mere tilbagelænet, men samtidig groovy og langt mindre rå lyd, hvor sangerinden dykker ned i dårligt selvværd og det at føle sig som en taber, på et rundgangsomkvæd, der gentages igen og igen. Et behageligt popnummer, men ikke et man skal høre for mange gange i streg.
Albummet har to langsomme og sørgelige sjælere, hvor sangerinden udtrykker enorm eftertænksomhed og sørgmodighed ved hjælp af flydende instrumenteringer og en mild, tilbageholdt og helt igennem udtryksfuld vokal, nemlig ”in company” og albummets afslutter ”winter song”. Begge sange rammer lytteren lige i følelserne og har nærmest identisk lyd med de ballader, vi også har mødt hos amerikanske Billie Eilish, som ”8”, “listen before i go” eller ”i love you”. ”winter song” er en helt igennem veludført ballade, der med sin flotte melodi og fede akkordprogression er det perfekte afslutter-nummer til at slutte pladen trist, eftertænksomt og nærmest ensomt af på. Når det kommer til de to stille numre, så fungerer ”winter song” bare bedre end ensomhedsnummeret ”in company”, der vel at mærke også er et flot nummer, men bare har mindre at byde på i både melodi, besætning og i fortælling. Det klæder dog albummet, at den rebelske sangerinde tager os med ned i disse dybt personlige og sårbare fortællinger, vi får på disse to numre.
Vi var allerede tidligere blevet præsenteret for både ”we’re friends, right?” og ”looking at porn”, som singleudgivelser og der er ingen tvivl om, at disse to spiller en uundgåelig rolle på side effects of being human. To rockede energibomber på hver sin måde. ”we’re friends, right?” er en klassisk break-up sang; ironisk adresseret til en ekskæreste, der er kommet for hurtigt videre. Energien og udtrykket i det velfungerende omkvæd går rent ind hos mig. Det er et vredt og sarkastisk nummer, der dog bliver en anelse for udtalt for min smag. Linjen ”we’re friends, right” fremstår en anelse for påtaget, og jeg sidder en smule tilbage med følelsen af at have hørt endnu et ”jeg er glad på dine vegne, men alligevel ikke” sang, hvor ironien simpelthen smøres for tykt på. Derimod, er jeg imponeret over albummets måske mest rockede nummer ”looking at porn”, hvor sangerinden kaster os tilbage til 00’ernes punk-pop på en måde, der ikke lyder out-datet. ”looking at porn” er lyden af 00’ernes Green Day, P!nk eller Avril Lavigne kombineret med Karin Anns rebelske sangskriverstil, og hun slipper afsted med det.
Til sidst vil jeg nævne ”!use!” og ”you should run from me”. ”!use me!” er et interessant og anderledes nummer på albummet med forskellige stemningsskift undervejs, mange indskydelser af lyde og gimmicks og en nærmest manisk pumpende rytmefigur. Inspirationen fra Billie Eilish bliver tydeligst på det her nummer, som i øvrigt starter ud med et direkte citat fra Eilish’ ”i love you”. ”you should rund from me” står for mig, som pladens kedeligste nummer, hvor den ellers fint fungerende brug af vocoder ikke vejer op for sangens kedelige melodi, der simpelthen gentages for meget i omkvædet.
Jeg havde høje forventninger til den spirende sangerindes debutalbum, som jeg mest af alt synes opfyldes for mig. Selvom albummet har et par sange, der godt kunne revurderes lidt, så er niveauet alt i alt højt. Albummet har lyden af Karin Ann på den måde, jeg havde forventet. Der er fin variation i et ellers kort album, som både indeholder eftertænksomme og stille sjælere, hvor der ikke lægges fingre imellem de tunge følelser, men også up-tempo rock med den kant og flabethed, jeg forventer når jeg sætter et Karin Ann nummer på. Side effects of being human er, med sine tunge emner, en fed lytteoplevelse og nu kan jo kun glæde mig til, hvordan sangerinden tager sin lyd videre i fremtiden.
