31 mar JOYCE-INTERVIEW: »Hvis man bare føler sig som den fedeste hele tiden, så tror jeg ikke, at det bliver så fedt«

Foto: Sarah Birk (Pressebillede)

De fire Roskilde-drenge fra Joyce lukker os ind i deres mandehule, hvor man gerne må snakke om følelser. Så det gjorde vi og kom samtidig omkring det store forventningspres på den svære toer og udsigten til en restriktionsfri festivalsommer.

Vejret er kommet foråret i forkøbet på årets sidste februardag i København. Solens stråler puster liv i de falmede gule mursten, der udgør facaden til musikfællesskabet EKHO EKHOs industrielle øvelokaler på Refshaleøen. Bag tremmerne i vinduet sidder guitarist Oscar Engel Libonati, trommeslager Casper Winther Hansen, keyboardspiller og guitarist Søren Bang samt forsanger, producer og tekstforfatter Sebastian Wegener. Tilsammen kalder de sig Joyce og er muligvis Danmarks største rockhåb – det er i hvert fald, hvad de konstant får at vide fra de musikorienterede medier. De rosende ord og de helt store superlativer bliver konstant skreget dem i ørerne, og senest regnede det med stjerner ved udgivelsen af deres debutopfølgende plade Elsk Mig. Jeg skal da for en god ordens skyld også være den første til at erkende min egen plads i det lovprisende kor. Men i mit og andre musikjournalisters forsvar, så er det altså også utroligt svært at lade være.

Få bands har nemlig formået at stige til tops i det danske rocklandskab med så eksplosiv en fart, som Joyce har. Endnu færre har måttet trodse jordskreddet fra en global pandemi på vejen op. Og dette er bestemt ikke en bedrift, man ikke kommer sovende til.

Allerede med udgivelsen af debutsinglen “Tomme Ord” fleksede det unge band deres talent for at sætte ild til berøringsfladerne mellem det grimme og smukke, det hårde og bløde og det melankolske og ekstatiske. Nummeret dannede grundlaget for bandets vision og satte gang i en bølge, der senere skulle udvikle sig til en regulær tsunami båret af debutalbummet Formskifter og dets radiodominerende titelnummer. Siden er det blandt andet blevet til en række priser og en optræden på Roskilde Festivals Summer Days – der fungerede som et lille plaster på såret, efter coronapandemien spolerede afviklingen af de store festivaler.

Meget at leve op til

Da Oscar åbner døren med et smil og leder mig mod bandets lille øvelokale, hvor jeg bliver introduceret til de resterende tre medlemmer, er der imidlertid ingen rockstjernenykker at spore. Stemningen i det tæppedækkede studie er helt nede på jorden og afslappet på en måde, der står i skarp kontrast til bandets energiske musikalske udtryk. Især Sebastian, der ellers fremstår som lidt af en vildbasse, når han optræder rundt omkring på de danske scener, er forbavsende dæmpet. Den store succes har tydeligvis ikke steget dem til hovedet. Tværtimod føler bandet, at deres enorme renommé måske har taget en smule overhånd. 

– Der er noget ærgerligt i, at vi allerede er blevet kørt op på et eller andet level, hvor vi ikke rigtigt selv føler, at vi er, lyder det fra Sebastian, som fortsætter:

– Da vi udgav vores seneste single, blev vi kaldt for et af landets største rockbands, og så havde jeg det bare sådan ‘what?’ Det fattede vi ikke en skid af. Det, synes vi egentlig, var sådan lidt for meget at blive kaldt det. Fordi der er lidt for meget pres på det.

Oscar stemmer i:
– Det er meget at leve op til.

De høje forventninger, som offentligheden ofte vil have til en succesfuld debuts opfølger, fylder da også i bandmedlemmernes hoveder her kort inden udgivelsen:

– Vi er da totalt spændte på modtagelsen, og om pladen kan leve op til det renommé, der er blevet kastet på os, og som, vi til tider synes, er lidt overdrevet i forhold til, hvor vi selv føler vi er i vores karriere, siger Sebastian og gentager sin bekymring for det højtravende omdømme.

– Der er ingen tvivl om, at vi føler, der er mere på spil nu, end der var på den første plade. Der kunne man jo kun overraske, slår Oscar fast.
– Vi har også været ude at spille 70-75 koncerter efterhånden, så vi møder jo folk derude, som har forventninger. Og det har vi også til os selv.

Sebastian erkender også, at det netop er spændingen og nervøsiteten, der til dels driver dem:

– Jeg håber egentlig aldrig at man kan føle sig for sikker på sig selv, for så tror jeg, der sker noget dårligt med musikken. Hvis man bare føler sig som den fedeste hele tiden, så tror jeg ikke, at det bliver så fedt. Man skal altid presse sig selv og hinanden.

Med en træmand som skræmmebillede

Siden jeg snakkede med bandet, har de i mellemtiden kunne ånde lettede op, da deres nye plade Elsk Mig er blevet udgivet til stor fanfare. Opfølgeren til Formskifter er et mere helstøbt og tematisk fokuseret værk, og det fik blandt andet min kollega her på Bands of Tomorrow til at kvittere med fem stjerner i en anmeldelse, hvor han proklamerer, at han nærmest ikke har lyst til at lytte til andet. Det musikalske udtryk er råt og rocket med inspirationskilder som Nirvana og Weezer, mens den vrede, som også var til stede på Formskifter, i højere grad er blevet rettet indad. 

Det er Sebastian der skriver alle bandets tekster, og for ham har tilgangen til plade nummer to da også været noget anderledes, end det var tilfældet på debuten.

– På den første plade havde jeg nogen, jeg var virkelig sur på. Jeg ville gerne gøre et aktivt oprør imod nogle rigtig dårlige mænd. Men Elsk Mig er jo nærmest også blevet skrevet under én stor lockdown, så der har ikke rigtigt været nogen at være sur på. Man har blot kunne være sur på sig selv og kigge indad. Så det er meget mere indadvendt og spekulativt i forhold til, hvor man gerne vil ende ud som menneske – og som mand. 

Selvom det som nævnt er Sebastian, der står for sangskrivningen, betyder det dog langt fra, at teksternes tematikker er eksklusivt knyttet til ham.

– Det er så nok også netop frygten for, hvad man kan blive, hvis man ikke ligesom gør noget ved det, lyder det for eksempel fra Casper. Og Oscar er enig:

– Ja, hvis man ikke tager stilling aktivt.

Da jeg spørger Casper om, hvad han er bange for at blive til, svarer han:

– Det er frygten for at blive en træmand. Det der med ikke at komme ud med sine følelser – bare at gå alene med sig selv. Det er måske også noget, der bliver forstærket, når man sådan render rundt i coronaisolation og ser de samme tre mennesker hver dag. Det er jo den der frygt for at blive ensom.

Og hvor stammer denne frygt så fra? Ifølge bandet handler det hovedsageligt om, at de selv har haft mænd i deres liv, som ikke har været gode til at håndtere deres egne følelser.

– Den manderolle, som vi eksempelvis har set i vores fædre, er bare meget mere firkantet, end hvordan verden egentlig er. I den periode, hvor vi er voksede op – vi er fra ‘95 – var der bare stadig et meget firkantet syn på, hvad en ægte kvinde var, og hvad en ægte mand var. Det har vi fået ind med modermælken, med fodboldskoen og nede i SFO’en. Men da vi blev ældre, fandt vi ud af, at der i virkeligheden er mega mange nuancer i, hvad det vil sige at være en mand eller at være en kvinde. Men på den anden side har man stadig sit DNA og sin familiære opvækst, så man kan heller ikke lade være med til tider at være det, som man er bange for at blive, forklarer Sebastian og spørger, om det giver mening.

Og det gør det i den grad, når man dykker ned i tekstuniverset på Elsk Mig, der nærmest bugner med selvhad, som især rammer i de perioder, hvor den (selv)destruktive side af maskuliniteten tager over. På “Rottemand” lyder det blandt andet.: // Så klam jeg væmmes ved mig selv. Vågner op med pletter overalt //.

Et terapeutisk fællesskab

For Sebastian, der inden succesen med Joyce var på vej mod livet som tømrer, har fællesskabet med bandet dog været med til at hjælpe ham længere væk fra at blive til denne rottemand.

– Jeg oplevede bare meget i min familie og på min arbejdsplads, at der bearbejdede man sgu ikke det der. Der snakkede man overhovedet ikke om sine følelser. Jo ældre jeg blev, jo mere indadvendt og indelukket begyndte jeg at blive, indtil jeg startede det her med jer, siger han og smiler i retning af sine band-kammerater.

Og for dem har Joyce-familien også været gavnlig for det mentale.

– Det fællesskab, som vi har, har på mange måder været en øjenåbner for mig, udbryder Oscar og fortsætter:

– Vi er jo sammen konstant, og ud over at vi har droppet ud af vores uddannelser og investeret på en karrieremæssig måde, er der jo også sindssygt mange følelser med i det, vi gør. Der er jo ikke noget, der er lige meget for os. Jeg har i hvert fald selv lært, at hvis jeg går ind i rummet, og jeg har gået hele dagen med noget og ikke sagt det højt, så bliver det en meget dårligere dag, end hvis jeg bare får det sagt med det samme. Det er en læringskurve, som vi har haft, men vi er også blevet gode til det. For det bliver man ligesom nødt til, når vi er så meget sammen, og vi har så mange følelser i det her.

Selvom bandet gør en dyd ud af at snakke om tingene, er det dog ikke altid lige nemt. Selv efter at have brugt så meget tid sammen, er kampen mod de maskuline instinkter altså stadig et work-in-progress.

– Der er måske et eller andet form for instinkt i os, som de mænd vi nu er. Det der med, at man ikke vil ødelægge den gode stemning. Man vil jo også bare gerne hygge sig og se noget fodbold og drikke nogle bajere – fordi det er nemt at gøre. Så nogle gange er det lidt en kamp at få åbnet op – selv over for sine bedste venner, siger Sebastian.

Føles som debutsommer

Inden jeg forlader bandets følsomme mandehule, når vi at snakke lidt om den kommende sommer, som bliver den første, hvor de fire kammerater for alvor får lov til at opleve den danske festivalsæson. Det bliver blandt andet, endelig tid til den længe ventede hjemmebanekoncert på Roskilde Festival, der oprindeligt skulle have fungeret som en foreløbig kulmination på kvartettens gennembrudsår i 2020.

– Jeg tror egentlig, vi vil se det som vores debutsommer, men stadig holde af de gode og anderledes debutoplevelser, vi havde med Formskifter. Der var jo også mange fede ting, som bare ikke var en festival, men alt muligt andet sjovt, afslutter Sebastian.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at setlisten kommer til at være sprængfyldt med hårdtslående numre fra Elsk Mig, når “et af landets største rockbands” kommer på græs til sommer og endelig får de festivaloplevelser, som de for længst har gjort sig fortjente til.