11 mar Joyce – Elsk Mig

Foto: Sarah Brik (Pressebillede)
Label: The Bank Records
Udgivelsesdato: Fredag den 11. marts 2022

‘Elsk Mig’ er en kæmpe lussing, der giver en reminder om, hvorfor rock aldrig kan erstattes. Det giver mig lyst til at slette alle mine playlister og unfollowe New Music Friday – jeg vil kun høre Joyce.

5/5 stjerner 

Man snakker tit om forventningspres, når succesfulde bands står over for udgivelse nummer to. Joyces bud på ‘den svære toer’ må være den mest vellykkede, jeg har hørt. Debuten Formskifter ruskede op i dansk rockmusik, og gav håb om, at der var store ting i vente. Med Elsk Mig beviser de det. Joyce er allerede udråbt som en af de mest spændende danske rocknavne nogensinde, og som dem, der skal føre rocken videre. Med den nye plade gør de meget mere end at føre rocken videre – de udvider den og gør den til deres egen. Elsk Mig er endnu bedre end debuten. 

Udtrykket er generelt mere hårdt og uhyggeligt på Elsk Mig, end vi hidtil har været vant til fra Joyce. Der er stadig poppede, fællesangsindbydende melodier og guitarfigurer – særlig på singleforløberne “Jeg Har Glemt Hvor Gammel Jeg Er” og “Lev Beskidt”. Både tekster og stemning kredser om hjerteskærende skæbner, og et menneske, der er så fyldt op af selvhad, at det næsten gør ham blind. Beskrivelsen bliver mere og mere detaljerig for hver sang, man kommer igennem, og det skaber en simpel, nærværende og relaterbar historie, som man ikke kan undgå at blive uhyggeligt påvirket af. 

Der er flere ting i det, der er uhyggelige. For det første er der Sebastian Wegeners eksemplariske stemmeføring, som bliver tilpasset til hver enkelt sang, som giver dem hver deres unikke udtryk – men samtidig spiller sammen som en enhed. For mig kulminerer det i numrene “Ret Dig Op” og “Fingrene I Fedtefadet”, der trækker tydelige tråde til 90’ernes grunge på en nostalgisk måde, der får klumpen fra maven til at sætte sig fast i halsen. Vokalen starter dyb, hæs og indadvendt og tilføjer flere detaljer på billedet af et mennesket, der hader sig selv. Og så eksploderer det. Teksterne er nærværende på en måde, så man får lov til at smage på hver enkelt sætning, og de bliver eminent underbygget af den fandenivoldske musikalitet. Lige meget hvor højt, man har skruet op for højtalerne, overtager Joyce dagligstuen med det simple og hjerteskærende budskab: ELSK MIG! Det var evnen til at gå fra 0 til 100 på en enkelt akkord, der gjorde mig Joyce-fan, da jeg hørte dem på Spot i efteråret. Det er stadig det, der fascinerer mig. Efter første gennemlyt sidder man tilbage med en overvældende følelse af tilfredshed. Måske er det fordi, vi mangler et band som Joyce, der tydeligvis er ligeglad med tendenser og uskrevne regler. Man sidder nemlig tilbage med følelsen af, at de har en historie på hjerte, som de synes er relevant at dele – og for at fortælle den historie var det nøjagtigt disse 11 sange, der skulle til. Det er ikke bare lavet fordi “det var tid til et nyt album”. Det er lavet fordi, der var en historie at fortælle. En historie, som formentlig altid vil være relevant at lytte til.