10 mar INTERVIEW: Rhys har efter 5 år i musikbranchen endelig fundet den vibe, som hun manglede i sit artistiske udtryk
Foto: Warner Music (Pressebillede)
Rhys deler ud af tanker og dårlige erfaringer på hende nyeste EP ‘Thanks a lot now I can’t smile’, som har givet os anledningen til, at tage en længere snak med hende. Her deler hun ud af personlige historier og hendes rejse inden for musikbranchen, som har givet hende muligheden og modet til endelig at udtrykke sig på den måde, som hun har lyst til i sin musik.
Sangeren Rhys er en artist, som vi på Bands of Tomorrow har fulgt længe, og længe har haft stor interesse i. Vi lavede blandt andet et interview med hende helt i starten af hendes karriere, hvor hun blot var 20 år gammel, og lige havde udgivet singlen “No Vacancy”. Nu er hun 25 år, har udgivet mange singler, et album og er netop nu aktuel med EP’en Thanks a lot now I can’t smile, som går helt ind til benet og omhandler de svære tider i hendes liv. I forbindelse med udgivelsen af Rhys EP, havde jeg aftalt at mødes med hende over zoom en torsdag formiddag i slutningen af februar, så vi kunne få en god sluder om, hvor i karrieren hun nu er samt tankerne om hendes EP. På trods af at det stort set kun havde regnet i februar måned, var der på denne dag masser af solskin, som lyste skønt gennem vinduerne i vores mødelokale. Ikke længe efter tjekker Rhys ind på zoom, og jeg kan se, at hun befinder sig i hendes stue, men på grund af dårlig internetforbindelse, vælger hun at rykke væk og sætte sig ved hendes spisebord i køkkenet – dejlige hjemmelige omgivelser. Solskinnet strømmer også ind hos Rhys og der var tydeligvis også godt vejr i Sverige, hvor hun befinder sig og er bosat.
Efter lidt formel og uformel snakken begynder vi vores interview. Jeg havde på forhånd lyttet til Rhys EP, og var derfor blevet nysgerrig på hvem hun er som person, og hvordan hun er blevet interesseret i at lave musik.
– Min baggrund er, at jeg flyttede til Sverige, da jeg var 10 år, hvor jeg startede på forskellige kunstskoler, teatre, til musical og sang. Alt det som børn nu gør. Jeg er den klassiske: “Jeg sang før jeg kunne gå”
Rhys griner lidt, hvorefter hun fortsætter med at fortælle om hendes vej ind i musikken, og hvordan hun startede med at få en fod indenfor i den mere professionelle musikbranche.
– I gymnasiet havde jeg en sanglærer, som jeg tilfældig havde fundet, og herigennem mødte jeg en sangskriver der hed Jörgen Elofsson. Jeg havde en fase, hvor jeg var sådan: Jeg vil virkelig gerne synge. Hvordan gør jeg det? … Og da jeg mødte denne sangskriver, Jörgen Elofsson, begyndte vi lige så stille at arbejde sammen, fordi han syntes, at jeg havde en sjov stemme. Han begyndte derfor at lære mig, hvordan man skriver sange, og hvordan man bygger musik. Jeg arbejdede med ham i tre år.
Efter vi havde snakket lidt sammen om hendes vej ind i musikken i starten af hendes karriere, bevægede snakken sig over imod, hvordan hendes arbejdsliv ser ud nu, og hvem hun nu arbejder med.
– Nu arbejder jeg med en masse forskellige sangskrivere. Før det, havde jeg en lille pause fra musikken, hvor jeg kunne skrive nyt musik, og hvor jeg begynde at lære mig selv at kende, siden jeg startede rimelig ungt. Rhys griner lidt og siger i sjov: – Jeg er jo gammel nu. Jeg har været i industrien i omkring fem år… Wow, hvor voksen jeg føler mig.
En større selvbevidsthed indlejret i musikken
I pressemeddelelsen for Rhys nye EP har hun fortalt, at hun endelig har fundet sin lyd, hvilket jeg rigtig godt kunne tænke mig, at høre endnu mere om. I starten af hendes karriere i 2018 udgav hun et fuldt album Stages, hvor hun siden har udviklet sig meget. Derfor finder jeg det meget relevant at spørge ind til den proces og om det havde været svært.
– Næ, jeg synes egentlig ikke, at det var så svært. Da jeg begyndte at arbejde med nye folk, og det var ikke, fordi jeg ikke kunne gøre det med Jörgen, men det er nemmere, når man møder nye mennesker, at vide hvordan man lyder. Når man bliver vant til at arbejde med nogle bestemte mennesker, så bliver det svært at vide, hvad der er dem og hvad der er en selv. Så jeg føler lidt, at da jeg begyndte at arbejde med nye mennesker, så kom jeg også til at kende mig selv og alt i situationen. Sådan at jeg var den røde tråd i alle disse sange og sessions.
Denne samtale fik mig straks til at tænke over, om der mon er en forskel på Rhys som artist og som privatperson. Jeg stiller hende spørgsmålet, og hun giver straks udtryk for, at hun synes at det er et interessant spørgsmål. Hun kigger hurtigt men eftertænksomt op i loftet, alt imens hun overvejer, hvad hun skal svare.
– Jeg tænker, at der i begyndelsen var en stor forskel mellem artisten og min personlige vibe. Fordi jeg mener, at i begyndelsen var der en masse pop/dance sange, og jeg var aldrig rigtig komfortabel med at danse på en scene. Så det var ret svært for mig. Hver gang beatet droppede var jeg sådan: “ookay”. Hvor jeg nu føler, at jeg er blevet mere til den musikvibe, som jeg voksede op med, og som jeg altid har elsket. Sådan mere instrumentalt og organisk musik. Jeg føler også, at jeg i begyndelsen ikke rigtig forstod, om jeg var tilladt at være mig selv, fordi jeg var 19 år gammel, og jeg syntes, at alle andre så meget glamourøse ud hele tiden, og jeg har aldrig rigtig været den store glamourøse type. I begyndelsen prøvede jeg at passe ind i den der glamour, og var mere “lady-like”. Jeg havde blandt andet stramme bukser på. Men jeg føler, at efter jeg tog den pause, fandt jeg ud af, at jeg ikke behøver at prøve på, at være noget bestemt. At folk vil formentlig kunne lide mig for den jeg er og hele viben omkring mig. Jeg prøvede at være mere fancy, som bare går imod hele min personlighed, hvilket gjorde at det hele ikke føltes lige så ærligt, som jeg føler mig nu.
Dette leder samtalen over på, om hendes imageskift også kan høres i hendes musik, og om musikken i den sammenhæng også er blevet mere personligt.
– Jeg synes, at mine tekster altid har været personlige, men jeg føler, at nu tør jeg forbinde min “instagram-vibe” med, hvem jeg virkelig er. I stedet for at jeg er to forskellige personligheder. Jeg føler også, at min fremtræden er blevet mere mig. Folk har før været sådan: “fed fremtoning”, fordi de så mig som mystisk og cool, men det er jeg ikke. Så jeg har også følt, at jeg har været nødt til at få alt det ind i min vibe. Jeg virker måske cool, men det er jeg ikke. Det er også hvad jeg får ind i mine sangtekster: Jeg er faktisk usikker.
Jeg spøger om dette skift i vibe og image, også har noget at gøre med hendes mindre genreskift fra pop til pop/rock.
– Jeg tror, at jeg altid har haft lyst til at lave det skift. Jeg mener, da jeg voksede op var min største inspiration Avril Lavigne og Kelly Clarkson, som var med i American Idol, og jeg lyttede nærmest kun til den slags genre. Så for mig var det meget naturligt at lave det skift, for jeg har aldrig rigtig givet slip på den slags musik. Jeg lytter heller aldrig til nyt musik, når det er udgivet, hvilket er meget mærkeligt.
Hertil tilføjer Rhys en sjov lille bemærkning alt imens hun smiler og griner.
– Helt ærlig, så kan jeg godt lide at tage høretelefoner i, når jeg bevæger mig rundt omkring. For eksempel når jeg er i toget. Altså jeg har ikke noget musik i. Jeg lytter bare til andre folks samtaler. Men når jeg faktisk lytter til musik, så lytter jeg til gammelt musik, hvilket er mærkeligt. Det ved jeg godt. Jeg burde lytte til musik hele tiden. Jeg er jo musiker. Min interesse for ældre musik gjorde også at det var meget naturligt for mig, at gå over til en mere pop/rocket genre. Jeg voksede op i USA, så for mig var det ikke rigtige som om, jeg påtog mig en genre, som jeg ikke kendte. Det var mere en genre, som jeg altid har elsket. Jeg har altid været vild med navne som All American Rejects, Green Day og Simple Plan. Oh God. Det er jo nærmest det eneste gode musik.
Inspiration til musik og EP’en Thanks a lot now I can’t smile
Rhys har tidligere udtalt, at hun finder inspiration i hendes barndom og det liv hun havde, da hun voksede op i Portland USA. Derfor føltes det også naturligt at spørge mere ind til dette, samt hvad hun generelt bliver inspireret af.
– Jeg har altid virkelig elsket guitaren, og jeg har aldrig rigtig været i sync med et klaver. Jeg har bare altid godt kunne lide lyden af en guitar. Både akustisk og elektrisk. Jeg kan både gå ind i country, og synes det er fedt, og jeg kan gå ind i hård rock. Jeg føler, at man kan altid mixe genrene. Det jeg elsker allermest er “sanger/sangskriveren”, hvor man både kan have en folk-vibe, en slags rock-vibe, og en poppet-vibe. Jeg kan virkelig godt lide at mixe genrerne. Jeg føler, at på nuværende tidspunkt er genrer generelt meget mere flydende, og man kan bare lave det hele. Så jeg føler, at jeg har fundet min lyd. Dog kan jeg sagtens lave countrymusik på mit næste album, men det vil stadig være mig, fordi det er min stemme og min sangskrivning.
Herudfra spørger jeg lidt mere ind til hvilke genrer hun trak mest inspiration fra, da det er tydeligt, at inspirationen fra barndommen handler om hvilken type musik hun interesserer sig for, og ikke så meget gengivelse af bestemte begivenheder. Jeg spørger derfor lidt ind til om countrymusikken er hendes største inspirationskilde, da jeg har lagt mærke til at hun har nævnt den genre flere gange.
– Ja totalt! Eller, det er ikke sådan, at jeg laver “country-country”, for jeg er ikke sådan, at jeg drikker whisky og siger “arr”. Siger Rhys med et glimt i øjet og fortsætter: – Men jeg lytter meget til country. Da jeg voksede op, tog min far min søster og mig med til Vancouver folkfestival i Canada et par gange. Det er meget folk’et med sanger/sangskrivere, der står med deres guitarer og synger folk-lyriks. Det inspirerede mig også, da jeg var yngre. Jeg føler at den musik, som ens forældre lytter til, også selv om man ikke har lyst til det, er det musik som man også begynder at lytte til når man bliver ældre. Også selvom man var imod det, da man var barn. Så jeg har lyttet en del til anderledes sanger/sangskrivere, som måske ikke er så kendte, men som har en fantastisk lyrik. Og altså, jeg stjæler ikke, men det inspirerer mig, og jeg kan spille en af deres sange til at starte med, og så begynder jeg at spille en helt anden sang, som jeg lige finder på, og det ender så ud i en mix af de to. Og ja… så bliver der en ny sang ud af det.
Det er tydeligt at høre og mærke på Rhys at hun har tænkt meget over, hvad der har været med til præge hendes musik, og jeg spørger derfor mere ind til dette.
– Jeg føler, at sangen “Cry over me” fra min EP, tydeligt udstråler min Paramore-fase. Jeg elskede bare Paramore! Og jeg føler, at den her sang er et vink til Paramore. Og så har jeg også nogle unreleased sange, som er demoer, hvor jeg leger lidt rundt med instrumenterne før sangene starter, som jeg så efterfølgende har tilføjet. Sådan Avril Lavigne agtigt. Det er forskelligt fra sang til sang, hvad der inspirerer mig. Det kommer meget an på sangen.
I samme ombæring spørger jeg også ind til, hvad der har været inspirationen til hendes EP Thanks a lot now I can’t smile samt dens titel.
– Mine tanker bag… Jeg føler, at jeg har prøvet at finde på en cool baggrundshistorie for EP’en. Men ærligt, så er det bare mine tanker om mine tidligere forhold, hvor jeg kigger tilbage på det sådan lidt bittert. Det er lidt som om, at det går op for mig, hvad de har givet mig, og hvad de ikke har givet mig, og jeg bebrejder dem, fordi jeg er pissed. Jeg er irriteret. Det er lidt mine værste sider, der kommer frem på den her EP. Jeg tænker, at det måske er på grund af corona, hvor jeg har haft tid til at overanalysere alle mine forhold, hvor jeg har gennemgået depressioner her og der, og skrevet nogle sørgelige sange. Og så er min EP kaldt Thanks a lot now I can’t smile. Så ja, sangene indeholder mine værste sider, hvilket ikke lyder så godt, men det er mest af alt sørgeligt, fordi sangene er rimelige sørgelige. Man altså, jeg har prøvet at give dem et lille tvist af humor, også fordi jeg har lyst til at reflektere min personlighed. At få den måde jeg snakker ind i min lyrik. Jeg har generelt fokuseret meget på lyrik i denne EP, fordi lyrik er det bedste.
Hurtigt kommer vi til at snakke om tankerne bag EP’ens titel Thanks a lot now I can’t smile, og hvorfor hun har valgt lige netop den titel.
– Det er den samme titel som en af sangene, og jeg synes, at den gav en en god vibe til EP’en, fordi den forklarede min tankeproces, da jeg skrev hele EP’en. Sådan: Mange tak! Til verdenen, til corona og til mine eks-kærester. Jeg er ikke glad. Agtig. Men nu er jeg! Men jeg synes, at jeg har været oppe og nede, og normalt så skriver jeg når jeg er nede, hvilket er lidt pudsigt.
Rhys bemærkning omkring tankeprocessen bag EP’en og snakken om hendes lyrik, giver mig et tydeligt indtryk af at disse to elementer er vigtige for hende. Derfor spørger jeg lidt ekstra ind til, hvordan hun starter sin skriveproces når hun skal til at lave en ny sang, og om der mon er noget bestemt, som hun gør i den forbindelse eller om det kommer af sig selv.
– Det er forskelligt fra gang til gang. Jeg føler, at mange af gangene, er der nogen, som har sagt noget sjovt, og jeg skriver det ned. Sådan, var det for eksempel for et par dage siden, hvor jeg tænkte, at jeg virkelig gerne ville skrive noget – lige netop disse to ord, og jeg har lyst til at lave en sang, der handler om det her, fordi det kunne være sjovt. Nogle gange kan man få det til at virke, og andre gange var det en virkelig dårlig idé, og det virker slet ikke. Så enten kommer jeg op med et ord, som jeg synes er virkelig cool, eller andre gange kommer det med ordet, eller også sidder jeg bare med guitaren, og så nynner jeg bare noget, og tænker: oh, det lyder godt! Og så kommer jeg op med et koncept på den måde. Jeg kan generelt godt lide at tage ét ord, og så virkelig analysere det, og finde på forskellige måder at dreje det. Hvis du har et ord som: “Foresale”, så kan man finde på ord som “Refund” og “Receipt”. En masse forskellige ord, hvor man kan lege lidt med det, og så skrive en hel sang, der har ét koncept, hvor folk er nødt til at være kloge for at kunne forstå det. Siger hun grinende.
Henimod slutningen af interviewet begynder snakken langsomt at dreje sig ind på Rhys fremtid, samt hvilke planer og drømme hun har for det næste år.
– Jeg håber, at jeg kan tage på tourné. Det kunne være sjovt, for alt kommer jo tilbage til live nu. Jeg skal optræde på LollaPalooza (Stockholm). Så det bliver sjovt! Og nervepirrende, for jeg har ikke spillet live i meget lang tid, så det er spændende! Og så håber jeg på, at jeg måske kan få min musik ud på et mere internationalt plan, fordi det er hvad jeg godt kunne tænke mig. Og måske kan jeg tage til USA, og skrive lidt nationalt, det kunne være sjovt. Så ja, bare skubbe min karriere fremad.
Efter snakken med Rhys er det tydeligt at se, at hun har lært sig selv meget bedre at kende, og er kommet meget længere i sin karriere, siden vi sidst interviewede hende. Hendes EP Thanks a lot now I can’t smile, drager én helt ind i Rhys verden, og hvis man er en lige så stor lyrik-elsker som Rhys er, kan det klart anbefales, at man giver sangene et ekstra lyt, hvor der fokuseres på den enkelte sangs tekster og udtryk.
