Fotoserien 50/50 portrætterer ligestilling på den danske musikscene

Foto: Brimheim // Christina Jensen & Merle Mejlby (Pressebillede)

Ny aktuel fotoserie med fokus på ulighed mellem køn på den danske musikscene udstilles i en håndfuld af Danmarks musikhuse.

De seneste år har der været et stort fokus på den store ulighed mellem køn, hvilket også gør sig gældende inden for musikbranchen. Selvom der er blevet snakket meget om dette emne, betyder det desværre ikke, at vi er i mål, hvilket også betyder at der stadig er behov for gode tiltag, der kan skabe en ændring på området. I forbindelse med denne debat har de to fotografer Christina Jensen og Merle Mejlby valgt at skabe et værk, som indeholder en fotoserie af i alt 51 kvinder og kvindeligheder fra den danske musikscene. Fotoserien tager udgangspunkt i Gramex’ tal fra 2019, som var tredje år i træk uden en eneste kvinde i top 10 statistikkerne, samt den mest hørte begrundelse for disse tal, hvilket er, at der stort set ingen kvinder findes i musikbranchen. Denne begrundelse passer dog ikke, og som modsvar er der gennem årene lavet flere initiativer, som modbeviser argumentet. Dette er lige præcis hvad fotoserien 50/50 også belyser.

Fotoserien 50/50 der som nævnt består af 51 kvindelige artister fra den danske musikscene, indeholder blandt andet portrætter af artisterne Brimheim, Reveal Party og PRISMA, som kan ses udstillet samme med skøn musik fra alle medvirkende artister. Foruden fokus på kvinder har serien også lagt vægt på, at være så divers som muligt, og der er derfor også taget højde for en række andre parametre. På listen kan der blandet andet også ses en god blanding af aldre, hvor der er et spænd fra 20 år til 72 år, forskellig etnicitet og et bredt spænd mellem hvor i karrieren de forskellige kvinder er. Om projektet siger Merle Mejlby følgende:

– Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at dem, der sidder på magten fremadrettet tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i.

Dette meget aktuelle og spændende projekt kan ses til fernisering allerede nu på fredag, den 4. marts, i København i Store VEGAs foyer, og vil være udstillet i dette lokale til og med den 19. april. Efterfølgende vil udstillingen kunne ses i Musikhuset i Aarhus, Forbrændingen i Albertslund og Værket i Randers i løbet af 2022. Derudover udgives fotoserien også som bog, den 8. marts 2022, på Kvindernes Internationale Kampdag.

Liv April Theede Lauridsen
livapriltheede@bandsoftomorrow.com