FORPREMIERE: The Oceans vender stærkt tilbage, dog med en ny lyd

Foto: Per Joe (Pressebillede)

Efter nogle års pause vender de to musikere Linus Valdemar og Dan Joe, også kendt som The Oceans, tilbage til deres fælles projekt, denne gang er der dog kommet lidt andre boller på suppen.

De to erfarne musikere fra The Oceans er vendt tilbage til tegnebrættet efter nogle års pause fra projektet, og annoncerer nu et debutalbum med udgivelsen af “Did You Know” som udkommer i morgen, fredag den 25. marts. Deres tidligere EP’er har modtaget stor ros med deres støjende popmusik syret til med fuzz-guitarer, og netop disse guitarer er i denne omgang blevet lagt på hylden i samarbejdet med produceren Noah Rosannes, som blev hevet ind for at hjælpe med debutalbummet. Til dette siger bandet:

– Vi havde brug for at miste kontrollen. […] Det første Noah gjorde, da vi spillede vores demoer for ham, var at slukke for alle guitarsporene. Allerede dér var vi jo ude af vores comfort zone.

Dette har medført et større fokus på synthesizerne som får den fremtrædende rolle på “Did You Know” som også er det nummer bandet udpeger som det bedste billede på- og introduktion til den udvikling de har gennemgået på pladen. Én ting Noah Rosannes dog ikke har kunne pille ved er The Oceans evne til at skrive iørefaldende popmelodier og overbevisende melankolske tekster, som også i den grad kommer til udtryk på dette nummer. Og nej, guitarerne er ikke helt væk, men der er skruet væsentligt ned for fuzz-effekterne og guitaren får derfor en birolle i det store lydbillede hvor den sammen med en glas-agtig synthesizer breder lyden ud i omkvædet.

Førstesinglen “Did You Know” udkommer som sagt i morgen, men lige her kan du få en forsmag på nummeret samt se musikvideoen.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com