10 mar Damon Albarn – K.B Hallen

Foto: Kim Matthäi Leland (Pressebillede)
Venue: K.B Hallen
Dato: Onsdag den 9. marts 2022

Det blev desværre med en noget vag fornemmelse at vi fik stavret ud af K.B. Hallen, på en ellers dejlig onsdag. Vi prøvede at genskabe i hovedet hvad vi lige havde set, men det hele bliver mudret sammen men også afbrudt abrupt – noget der virkede som om det var temaet for aftenens koncert med Roskilde Festival-darlingen Damon Albarn. 

3/5 Stjerner

Forventningerne var høje mens jeg satte mig oppe på balkonen, forreste række. K.B. Hallen var godt fyldt op med en masse siddende gæster. I baggrunden spillede over højtalerne en messende stemme, da lyset pludselig blev slukket og koncerten startede. 

The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows, er Damon Albarns seneste album fra 2021, og skulle nu kropsliggøres af Albarn selv på klaver, en bassist, guitarist, tre strygere og en saxofonist slash synthspiller. Da koncerten begyndte var der næsten helt mørkt på scenen, og man så kun silhuetterne af musikerne. Lyduniverset var eksperimenterende og smukt, og hele kroppen sitrede og ventede på forløsningen. En forløsning, der desværre aldrig rigtig kom. 

Albummet var lavet med inspiration fra Island, og alle de lyde man oplever der, det samme skete på scenen, men blev forstørret i sådan grad, at jeg faktisk husker det som om at introerne, outroerne, og overgangen fyldte mere end selve ‘numrene’. Og det i sig selv, gør egentlig ikke noget. Problemet er bare at det værk, den oplevelse Albarn prøvede at skabe i sin, skal vi sige, lydkunst eller kunstoplevelse, blev ødelagt af det man på bedste teatersprog kalder blackouts. Altså helt abrupte kulsorte skift, som bliver brugt for at stille op til næste scene. Det er nok den bedste måde jeg kan forklare den oplevelse på. Men modsat klassiske black outs, hvor scenen skifter, var det som om det var samme scene vi oplevede igen og igen. Albarn der meget indadvendt, siddende ved sit klaver, og sang langsomme (men meget smukke) ballader. 

Blandingen af de akustiske elementer på scenen og det elektroniske backing track fungerede som oftest enormt godt, men en gang imellem føltes det uorganisk, og skabte en form for metronome-stemning, som ikke rigtig klædte numrene. 

Strygerne på scenen var iført mundbind –  jeg kan ikke rigtig regne ud hvorfor, men lad nu det ligge – og spillede smukke lange vibrerende toner, men Albarns orkestrering blev en smule ensformigt, især i forhold til de forsinkede dissonanser, i næsten alle strygernumre.  

Til gengæld må man bare sige at Royal Morning Blue bare er et herregodt nummer. Jeg kunne have hørt det nummer hele koncerten igennem, og jeg havde været glad. Saxen var skøn i blæsermotivet og det var som om der kom lidt liv i salen, og i publikum, som inden det, hovedsageligt virkede som om at de ikke rigtig vidste hvordan de skulle opføre sig. Ikke lang tid efter han havde spillet hittet fra albummet rejste Albarn sig endelig op, stillede sig frem i lyset og hev frem en lang, lang blæser, poserede lidt imens han truttede en ordentlig omgang. Der skete noget i salen, folk piftede og råbte, scenen blev levende og virkede dragende. Men det blev en kort fornøjelse, og Albarn kom hurtigt bag klaveret igen. Den eneste person der står op på scenen var bassisten i flagrende bukser. Han bevægede sig rundt, prøvede at skabe noget nærvær på scenen, men det stillesiddende band var svære at ruske op i. 

Numrene blev svære at skelne fra hinanden, men de var ikke sammenhængende. Man kan sagtens sætte sig ind i Albarns tanker om showet, men det var som om de ikke rigtig bliver gennemført. 

Et kæmpe højdepunkt bliver faktisk Albarns melodika-solo og klaverdrillerier i slutningen af koncerten. Der kom som min mor ville sige, ‘gang i den’, stemningen blev løftet, publikum smilede. Den selvhøjtidelige stemning var som forsvundet. Scenen blev lyst op af farver og rejste ud mod publikum, pludselig kunne man se hele bandet. Men også dette indslag forduftede hurtigt, og koncerten sluttede ligeså stille og indadvendt som det begyndte.  

Jeg kan godt høre at jeg generelt lyder enormt negativ i forhold til koncerten, men det var ikke en DÅRLIG koncert. Bandet spillede godt, Albarn er dejlig at høre på og flere er numrene er smaddergode. Problemet er bare denne forløsning som aldrig rigtig kom, og som gjorde det hele lidt anspændt og svært at trække vejret i, hvilket er ærgerligt, for det havde været et dejligt vejr. Men det er altså også svært at være sur på Albarn, for jeg tror han vil os alle sammen det bedste, og han har virkelig prøvet at skabe et koncept. Og så er det måske lige meget at alle sidder ned, og der er noder på scenen, for man vil så gerne bare tages med på den rejse, også selvom den rejse altså blev en smule kedelig.