18 mar Cypress Hill – Back in Black
Foto: Eitan Miskevich (Pressebillede)
Label: BMG Rights Management GMBH
Udgivelsesdato: Fredag den 18.marts 2022
De skæve raplegender fra Cypress Hill virker sultne – men mangler personlighed – på Black Milk-produceret tier.
3/5 Stjerner
Den legendariske californiske hiphopgruppe Cypress Hill kræver næppe nogen lang introduktion. B-Reals nasale stemmeføring, Sen Dogs iskolde flow og DJ Muggs’ trippede produktioner er alle synonyme med både 90’er-rap og vestkystens cannabiskultur. Og med udødelige numre som “Insane in the Brain” og “Hits from the Bong” cementerede den cannabisaktivistiske trio – der senere blev til en kvartet med tilgangen af percussionist Eric Bobo – deres plads i hiphoppens historiebøger. Siden gruppens storhedstid i 90’erne har det musikalske output imidlertid svinget end del i kvalitet, men med 2018’s eksperimentelle Elephants on Acid syntes de at være tilbage på rette kurs. Af den grund – og med informationen om at dygtige Black Milk skulle vikariere for Muggs – trykkede jeg “afspil” på Back in Black med forsigtig optimisme.
Jeg bed straks mærke i, at netop Black Milks produktion er en stor del af pladens identitet. De buldrende trommer fylder meget i mixet, mens den tunge bas ligger ulmende i baggrunden, og al anden instrumentation mest virker som krydderi. Derfor er B-Real og Sen Dog også nødt til at levere deres rim med en vis form for autoritet for ikke at drukne fuldstændigt. Og det lykkes de sådan set ret godt med. De lyder i hvert fald sultne og selvsikre, når de spytter teksterne, der på mange måder kan ses som en tilbagevending til deres gangsta rap-rødder og ofte tager udgangspunkt i den amerikanske cannabislovgivning og politikken omkring den. Men selvom der rent lyrisk findes et væld af referencer til gruppens storslåede fortid, er det som om, at der mangler et eller andet, når man for eksempel sammenligner med en plade som Black Sunday. Måske er det DJ Muggs finurlige valg af samples, eller måske er problemet, at genkendeligheden og den uimodståelige personlighed i B-Reals stemme er blevet svagere med tiden – manden fylder da også 52 senere i år.
Problemet er, at jeg flere steder på albummet kan blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne gætte, at det var Cypress Hill jeg lyttede til, hvis ikke jeg vidste det i forvejen. Der er ofte ikke meget, der adskiller gruppen fra andre midaldrende rapperes forsøg på at bringe den gamle skole tilbage. Der er dog steder, hvor den velkendte charme skinner igennem – som på “The Original”, der med et klassisk funky vestkyst-beat og et stærkt hook gør det svært at holde hovedet i ro. Overordnet er Back in Black da også en af gruppens mest stabile udgivelser i nyere tid. Desværre kommer denne kvalitetsmæssige stabilitet på bekostning af den originalitet, som typisk forbindes med LA-legendernes bedste materiale.
