24 mar Baby in Vain + Yung – Lille VEGA
Foto: Baby in Vain // PR / Yung // Daniel Hjort (Pressebillede)
Venue: Lille VEGA
Dato: Onsdag den 23. marts 2022
Forårssolen havde varmet København op i dagligdagens hurtige timer. Da den sagde farvel, stimlede en gruppe folk sig samme i Lille Vega, hvor de blev rystet igennem af dansk postpunk. Baby in Vain og Yung havde slået pjalterne sammen til en aften fyldt med energi og vildskab.
Baby in Vain
3,5/5 Stjerner
Den københavnske trio Baby in Vain er et band, der kan inspirere fremtidige kvindelige rockmusikere. De er stærke, rå og selvsikre i deres musik. De har været en del af den danske musikscene i snart ti år og blev internationalt anerkendte for deres seneste udgivelse See Through. De er et band, som er sprunget direkte ned i baljen fyldt med postpunk, shoegaze og indierock.
Kvinder på den mere hårde del af musikscenen er desværre et sjældent syn. Det varmer derfor i mit kvindelige postpunkhjerte, da de tre fantastiske musikere trådte op på scenen en ganske normal onsdag. Bandet følger ikke de konventionelle ideer om, hvad det vil sige at være et støjende rock band. En bassist er derfor skiftet ud med to guitarister, Lola Hammerich og Andrea Thuesen, der veksler mellem at være forsangeren i bandet. Trommeslageren Benedicte Pierleoni-Nielsen styrer samtidig bandet med hårde slag.Bandet var selvsikre i deres musikalske performance. Når den ene af forsangeren trådte frem til mikrofonen, blevman revet ind i deres hjertes smerten. Sangen Be my baby now var deres andet nummer den mørke tirsdag aften, musikken lod hverdagens frustrationer slippe fri, og det kunne mærkes helt inde i knoglerne.
Baby in Vain har længe været på den danske musikscene, de er dog ikke ligeså selvsikre i deres stageperformance, som de er i deres musikalske evner. Bandets medlemmer kiggede mere på hinanden, når de spillede deres hårde riffs, end de interagerede med publikummet. Det var tydeligt at se, at der var en stærk forbindelse mellem musikerne. Vi, som de observerende, var taget med i deres øvelokale, hvor vi overværede deres indre energi og aggressivitet. Der blev ikke kommunikeret synderligt meget med de fremmødte – kun den typiske “tak” efter nogle af numrene. De ellers hårde kvindelige musikere virkede generte og nærmest undskyldende for deres tilstedeværelse, hvilket er en stor skam, når man er så velspillende. Når man lytter til Baby in Vain’s seneste plade ebber den ikke at hårde postpunk toner eller voldsomme riffs. De viste dog på Lille Vegas skrå brædder, at de er meget mere end drømmende indierock der er blandet med shoegaze. Der var skruet helt op for forstærkeren med hårde, klare guitarstrøg. Det klædte bandet at give fuldkommen slip på deres hæmninger og lade deres hår piske rundt i lokalet. Deres optræden sendte klare associationer til shoegaze-traditionen med lange mellemstykker, som gav publikummet mulighed for at nyde deres talenter på instrumenterne. De lange musikalske åndedrag hjalp med at drage publikummet ind, når de spillede deres mere hårde numre – der var plads til fordybelse. Der blev desuden afprøvet nye, ikke-udgivet sange, som publikummet tog godt imod. Nakken blev svinget flere gange i løbet af koncerten, men ellers stod publikummet observerende i mørket. Det var et stille publikum, der var inde og nyde de hårde, klare toner fra Baby in Vain en ganske almindelig forårsdag. Baby in Vain arbejdede med, hvad de havde og gav en musikalsk god oplevelse. Deres genert- og tilbagetrukkenhed holdte dog bandet tilbage fra at give koncertoplevelsen det sidste skub.
Yung
4,5/5 Stjerner
Jeg vendte straks mod den Aarhusiansk punk kvartet Yung, da jeg skulle pege på den bedste udgivelse i 2021 i forbindelse med redaktionen der udpegede årets bedste albumudgivelser i 2021 . Yung er et band, som allerede har opnået stor succes med deres to tidligere udgivelser A Youthful Dream og Falter. De tog sig dog en pause efter deres store gennembrud i 2016. De sparkede igen døren ind til den danske musikscene med deres seneste plade Ongoing Dispute. Der var derfor lagt i kakkelovnen til en aften i vildskabens tegn den ellers stille hverdagsaften i Lille Vega. Da de fire herre trådte ind på scenen, osede der selvtillid ud af deres porer, som straks drog publikummet ind til sig. Det var dem, som bar scenen – ikke omvendt. Forsangeren Mikkel Holm Silkjær, der har sideprojektet Holm, har en stemme, som er rå og ufiltreret. Den vrængende vokal river ens tilbageholdenhed ud af kroppen, så man kun efterlades som en dansende skal. Bandet var tydeligt klar over, hvad de gjorde på scenen, og hvordan det skulle gøres. Når instrumenter skulle stemmes, kørte der typisk en summen fra en af instrumenterne, som gjorde, at publikummet ikke blev efterladt i stilhed. Den konstante baggrundslyd gjorde, at man ikke blev revet ud af forbandelsen, der var lagt hen over Lille Vega.
Silkjær er ikke den store snakker, når han står på scenen. Han har derimod en energi, der er ægte og ligefrem. Når der var mellemstykker i hans vokal, trak han sig tilbage med guitaren og blev en del af bandets symbiose. Når han trådte hen imod mikrofonen igen i sangen “Such a Man”, var det tydeligt for publikum, at han mente ordene // Self-inflited wound – so you’re such a man – you’re such a man //. Silkjær er en mester i at synge hans ømme, rå tekster på en måde, hvor det stadigvæk er let og forståeligt for de fremmødte at synge med på hans skærende vokal. Bandet var gode til at holde kontakten med det koncentrerede publikum, selvom de tit selv lod sig omfavne af musikken. Det var ikke ualmindeligt, at de unge talenter lukkede øjne og lod sig falde tilbage i punkens dybe, mørke atmosfære. Det påvirkede ikke koncertoplevelsen, da man som udenforstående forsvandt ind i det dunkle univers med bandet. Når tryllebunden blev for lang, blev man revet tilbage til virkeligheden af Frederik Nybo Veiles hårde, insisterende trommer. Yung er blevet internationalt anerkendt for deres musikalske egenskaber, hvilket de også viste frem i VEGA. Tobias Guldborg Tarp er ikke en mand, som udstråler rock’n’roll i en udadvendt, vulgær maner. Når han giver den los på strengene på bassen, mærkes der derimod tydeligt en indre vrede, som er en pålidelig del af musikken. Emil Korning Zethsens insisterende guitar slangede sig med Silkjærs vokal gennem hele koncerten og skabte en tydelig forbundethed i musikken. Bandet er selvsikre i deres lyd og giver instrumenterne plads til at udfolde sig. De skynder sig ikke igennem koncerten – der er kun det hurtige, insisterende tempo i deres musikalske univers, som kører i overhalingsbanen.
Musikken blev lynhurtigt indfanget hos publikummet, som begyndte at bevæge sig vildere og vildere, som koncerten skred frem. Numre fra både Yung’s nyere og ældre katalog blev fremført, hvilket gav stor begejstring hos de fremmødte.
