10 hurtige til… Klangstof

Foto: PR

Den Hollandske trio er netop aktuelle med EP’en Ocean View, hvor gruppen åbner op for en ny side af deres musikalske univers. Nu kan du opleve bandet på dansk jord, når de den 9. april spiller koncert i København. Vi har i den anledning taget en snak med bandet, og stillet dem 10 hurtige spørgsmål om deres musik, inspirationer og visioner for fremtiden.

Hvis du endnu ikke har hørt om den hollandske trio Klangstof, med oprindelse i Amsterdam, så er det ved at være på tide. De tre indierock-herrer spiller nemlig for første gang deres musik live for det danske folk, når de lørdag den 9. april spiller koncert på RUST i København. Gruppen har allerede demonstreret deres store internationale potentiale, ikke mindst som det første hollandske band nogensinde, der har gæstet den amerikanske festival Coachella.

Bandet havde netop udgivet deres andet studiealbum The Noise You Make Is Silent i 2020, da det hele smuldrede mellem hænderne på dem; pandemien ramte og deres turné måtte aflyses. De har derfor ventet længe på at kunne tage revanche og det har de nu gjort med udgivelsen af EP’en Ocean View der udkom den 4. marts, bestående af fire sange, der opstod i kølevandet på den store aflysning. På Ocean View viser gruppen en helt ny side frem af deres eksperimenterende univers. Det er nemlig en udgivelse, der bærer præg af at tøjlerne har været sluppet på en anden måde, end de har været før. Det har resulteret i en udgivelse, hvor bandet har givet sig mere hen til musikken og åbnet sig mere op både følelsesmæssigt og lydmæssigt.

Alt dette kan du altså nu opleve, når Klangstof gæster RUST den 9. april. I forbindelse med EP-udgivelsen og deres første koncert på dansk jord nogensinde, har vi fundet anledning til at stille bandet 10 hurtige spørgsmål. Læs vores samtale med gruppen her:

1. Vores musik er…

– Vores ét og alt.

2. Vi startede med at lave musik, fordi…

Fordi, vi var nødt til det. Vi følte allesammen en trang til at skabe noget, der kunne hjælpe os igennem vores hårde tider. Vi havde alle forskellige grunde til, hvorfor vi havde brug for det, hvilket vi også synes gør musikken interessant.

3. Vi finder inspiration i…

I de gode gamle dage var det Radiohead, der først forbandt os alle. Nu finder vi mere og mere inspiration (eller måske mere frustration) fra de ting, der sker omkring os. Det kan være en gåtur i skoven, nyhederne eller vores egne personlige liv. Nogle gange er det noget så kedeligt, som det at høre en fed synth-lyd, der kan få os i gang.

4. Den bedste koncert vi nogensinde har været til var… fordi…

The Flaming Lips imponerede mig helt vildt. Vi tog på turné med dem igennem USA i 2017, og det at se deres show hver dag var både intenst og smukt. De havde bare det hele; enhjørninger, balloner, konfettikanoner allerede efter første nummer, mens hver eneste fan var klædt ud. Det var som at være til en kolossal live-rollespils event hver eneste aften. Jeg følte mig nærmest flov over at gå på scenen hver eneste aften, uden selv at være klædt ud. Men det står helt sikkert frem som én af de bedste øjeblikke i vores liv at være en lille del af dette.

5.  Det sejeste sted, vi kunne forestille os at spille ville være… fordi…

-Vi har ikke rigtig spillet på de STORE festivaler i Europa endnu. Vi ville elske at spille på Roskilde eller Glastonbury. Bare et eller andet sted med masser af mudder, øl og lortevejr. De steder får os i stemning på den bedste måde.

6. Hvis vi ikke lavede musik, ville vi sikkert…

-Vi ville arbejde på en gård sammen. Måske med en klassisk hollandsk ostebutik lige ved siden af os.

7. Vores yndlingsartist lige nu er…

For mig personligt har det været Damien Jurado. Når foråret nu kommer, så elsker jeg at lytte til det og gå forbi Amstel-floden her i Amsterdam.

8. Det vigtigste for os, når vi laver musik er…

-At lytte. En at de ting, vi for alvor blev bedre til under lockdown og mens vi skrev albummet og EP’en var at lytte til hinanden en smule mere. Måske begyndte vi endelig at gøre det, efter der ikke var nogen form for stress eller deadline involveret. Det løftede vores musik til et helt nyt niveau efter min mening, og det reddede os også fra de akavede situationer, hvor en af os absolut hadede en af de sange, vi arbejdede på.

9. Når folk lytter til vores musik burde de…

-Måske tage en af de der gåture langs floden. Jeg vil ikke anbefale at spille Klangstof til en privatfest; folk hader det. Jeg har prøvet…

10. Vores kommende koncert på RUST kommer til at blive…

Det er vores første koncert nogensinde i Danmark efter vi har været i gang i syv år, så vi synes det er helt vildt spændende. Publikum er altid forskellig fra land til land, så forvent at vi er 7 procent mere nervøse. Udover det, så regner vi med at smide en helt masse ny musik i hovedet på de mennesker, der møder op. Vi har nemlig ventet på endelig at komme ud og spille de nye sange for folk i næsten to år. VI ER SPÆNDTE!

Vi glæder os helt vildt til at opleve gruppen på RUST i April. I mellemtiden kan du lytte til Ocean View lige her.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com