18 feb Verdens Sidste Idé – Strå

Foto: Ditte Chemnitz (Pressebillede)
Label: Eget label; Verdens Sidste Idé
Udgivelsesdato: Fredag den 18. februar 2022

Med deres andet fuldlængde album ‘Strå’ markerer Verdens Sidste Idé sig igen som et band, der er enormt rodfæstet i det, de gør bedst. De har fundet en stil, der kun lyder som dem, og med den fastlåst i sigtekornet holder de lytteren i hånden hele vejen igennem de velskrevne sange.

4/5 Stjerner

Da jeg for et års tid siden snakkede med frontmand og sangskriver i Verdens Sidste Idé, Asbjørn Hvelplund, fortalte han mig, at han var spændt på, hvordan publikum ville tage imod det kommende materiale. Ifølge Asbjørn ville der nemlig komme nye boller på suppen i den (dengang) kommende EP Jordiske Chancer – og i særdeleshed i den efterfølger, der allerede dengang var i støbeskeen. Nu er er efterfølgeren landet, og derfor var jeg spændt på, hvad der ventede, da jeg modtog lyttelinket til Strå.

Ved første ørekast føles det helt klart som om, at Verdens Sidste Idé stadig er på den kurs, de satte med Jordiske Chancer. For mig er albummets første sang, “Diego”, faktisk på mange måder symbolet på den udgave af Verdens Sidste Idé, der blev skabt af netop Jordiske Chancer. Trompeten er grundingrediens for melodierne og fremstår ikonisk for det aarhusianske orkester. Hvelplund sørger for nøje tilsmagte ord og sætninger på toner og rytmer, der hele tiden virker som om, de er en lille smule ved siden af – uden det bliver forstyrrende. Og det hele bliver så serveret med en afdæmpet, jysk charme, som hele tiden dominerer og forstærker de jordnære betragtninger.

Det jordnære fortsætter på den vellykkede “Marianne”, som også fremstår som en elegant præsentation af orkestrets nyeste medlem Marianne Lewandowski, hvis vokal hele albummet igennem skiftevis leger lydflade-tagfat med Scott Welsch’ ikoniske trompet og danser kinddans med Asbjørn Hvelplunds vokal. Lewandowski er for øvrigt med til at løfte barren på Strå – ligesom hun var det sidst, jeg oplevede Verdens Sidste Idé på scenen.

For mig rammer albummet sit højdepunkt med sangen “Mona Lisa”, der efter et par stille numre med tunge tekster, bløder stemningen op og bringer feel good-stemningen tilbage i hovedtelefonerne. “Mona Lisa” handler om det der smil, man ikke kan skjule, når man er forelsket, og det er nøjagtig den følelse, man får i kroppen af både instrumentering, tempo og tekstunivers. // Hvad har jeg til dig, hvis du kommer med mig. Luk øjnene i og tæl til 10. Jeg tror måske, at jeg pleaser dig, og skjuler det hele bag et helt uskyldigt smil. // er sangens første ord. Det er lige ud af posen og næsten kvalmende banalt – lige nøjagtig de elementer, som Asbjørn Hvelplund er exceptionelt god til levere, så det gennemborer hjertet på den bedst tænkelige måde.

De helt store overraskelser, som jeg egentlig havde forventet, har jeg stadig til gode at høre fra Verdens Sidste Idé. Alligevel er Strå ikke bare mere af det samme. Der er både deciderede rocksange, som ville passe ind på et album fra Arctic Monkeys, men der er også folkelige singer-songwriter-numre, som går hånd i hånd med noget fra Poul Krebs. Det er fremragende alsidigt med en rød tråd af underspillet, jysk kærlighed.