25 feb Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 8
Foto: Julie Ellinor // Anna Kabana (Pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til dansksproget RnB, alternativ pop eller americana, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.
Bette – min
På sit nye album min, som udkom i dag, udfordrer Bette sig selv og sine tanker. Albummet summer af RnB men med indflydelser fra genrer i vidt forskellige retninger, da Bette ikke har ville lade sig fastsætte af genrer eller en bestemt metode. Dette bindes sammen af hendes svævende sangstemme. Albummet er skrevet som en slags pause fra alting, hvor Bette tager et skridt tilbage og undersøger de ting i hendes hoved, hun ikke helt ved hvor kommer fra. Samtidig går hun over de mere bevidste inspirationskilder, som de samtaler hun har med sine nærmeste og de oplevelser de deler. Albummets udgivelse markeres med en længere turné senere på året som tager den spirende kunstner landet rundt. Du kan allerede høre sangene fra min den 5. marts på Hotel Cecil.
eee gee – Winning
Det er gået stærkt for den danske singer/songwriter Emma Grankvist, eller eee gee, som med sine fem singleudgivelser i løbet af sidste år og starten af 2022 hurtigt gjorde sig bemærket. Blandt andet skal hun spille på årets Spot-festival og VEGAs udvalgte, hvor sidstnævne finder sted i denne weekend. Nu er hun ude med albummet Winning; en ironisk fortælling som tager fat i, hvordan det føles at se folk omkring sig slå sig ned og selv føle sig rodløs. Pakket ind i poptoner og en selvsikker levering spiller eee gee cool, men finder samtidig sig selv udenfor og må kigge på. Sangene på albummet er skrevet med et nordisk udgangspunkt proppet ind i americana hvilket skaber kontrasten mellem den melankolske popmusik hjemmefra og en varm lyd båret frem af guitaren.
GENTS – souvenier
Duoen GENTS har med deres nyeste album nærmest skabt en sonisk dokumentar omkring den sidste tid i et forhold, hvor forsanger Niels Fejrskov Juhl har nedskrevet sange om hans og ekskærestens sidste forsøg på at redde deres forhold, igennem parterapi og naturrejser. Albummet agerer derfor som et minde fra forholdet for Niels Fejrskov Juhl, hvilket også beskriver titlen. Dette går forsangeren selv i dybden med:
– Teksterne på albummet beskriver det lange forløb op til breakuppet – en tid præget af håb og sammenhold gennem nyfunden åbenhed og ærlighed, men også af tvivl og gamle mønstre. Vi valgte at se vores udfordringer i øjnene og gå ind i problemerne med omsorg og respekt for hinanden. Det har været mit livs vildeste bonding experience og noget af det stærkeste, jeg har været en del af. Det kunne ikke redde vores forhold, men det reddede vores breakup.
Vi har altså med et nyt take på break up-albummet at gøre; et pre-break up-album om man vil, og dette afspejles på et album, hvor duoen har haft et behov for at kaste image overbord og eksperimentere med deres lyd.
Julie Ellinor – Cause and Effect (EP)
Julie Ellinor cementerer sit talent som sangskriver og forløser den skabertrang, hun har haft siden barns ben på sin ny-udgivne EP Cause and Effect som tager udgangspunkt i komplicerede relationer og tunge følelser, hun bemærker hos sig selv såvel som dem omkring sig. Hendes forundring over andres handlinger som beskriver EP’ens titel, kommenterer hun også selv:
– Jeg er vildt interesseret i, hvad der går forud for folks handlinger. Der er altid en grund til, at vi handler, som vi gør
Albummet pakkes ind i vellydende alt. pop med rødder i den musik, der kørte på pladespilleren i Julie Ellinors barndomshjem, hvor indflydelser som Fleetwood Mac og Kate Bush gennemsyrer hendes lydunivers. Der er også lagt store kræfter bag albummet som er produceret af Christian Alex Petersen som har arbejdet sammen med store danske navne som Mew, Baby In Vain og mange flere.
Karin Ann – side effects of being human
Den slovakiske sangskriver og det fremadstormende LGBTQ+ ikon Karin Ann har i løbet af det seneste stykke tid virkelig ført sig frem som en kunstner man skal holde øje med, før hun stikker af imod toppen. Som den første slovak nogensinde med en reklame på Times Squares’ famøse billboards og med prisvindende folk bag sig er Karin Ann nu klar med sit debutalbum! Albummet tager udgangspunkt i hverdagsrelaterede emner som er universelle bivirkninger for at vokse op, og går igennem alt fra relationer til mentalt helbred. Sangskriveren vil dog ikke løfte sløret mere for inspirationskilderne på forhånd så vi som lyttere lettere kan tage sangene til os og relatere dem til vores egne liv. Så hop ind og giv albummet et lyt!
Lyt også til disse nye EP- og albumudgivelser:
Aksglæde – All In (del 1) (EP)
Buzzard Buzzard Buzzard – Backhand Deals
Goss – I Feel Like Planet Earth
Hunt – Ep One (EP)
Ida Wenøe & Samantha Whates – Turn (EP)
Kristofer Greczula – Live and Let Live
Lea Kampmann – If I ever made you cry, I’m sorry
LineMarianne – Traveller
Lovis – Uanset (EP)
Rigmor – Glade blinde børn
Whistler – ApocalypzZzz (EP)