Soleima starter nyt kapitel; nu på dansk

Foto: PR

Soleimas nyeste single “Livet begynder” er sangerindens første udspil på det danske sprog. Et nummer, der derfor også kredser sig om tematikker om forandringer og nye begyndelser.

Succesfulde Soleima har hidtil kun udgivet sange på engelsk. Man husker måske bedst store hits som ”Breathe”, ”Cheers For the Tears” og ”Low Life”, som har været i stor rundgang på radiostationerne og desuden optjent kolossale antal streams på diverse tjenester. Det har derfor virket naturligt, at sangerinden med succes havde fundet frem til sin helt egen sangskrivermodel, og det lå derfor ikke nødvendigvis i kortene, at sangerinden skulle forsøge sig på det danske sprog. Ikke mindst fordi hun tilbage i 2020 var signet med et amerikansk pladeselskab og lige havde færdiggjort sin support turné i USA. Så ramte corona – events og koncerter blev aflyst og sangerinden skulle i gang med sangskrivning igen, og i denne sangskriverproces var det pludselig kun danske sange, der dukkede op i Soleimas hoved. Det har givet anledning til et nyt kapitel hos hende og nu har vi så fået “Livet begynder”, som bud på hendes nye musikalske start.

“Livet begynder” tager udgangspunkt i tematikker om forandringer i kærligheden, om at det manglende fodfæste i forandringen kan have tendens til at gå ud over de mennesker, man har tættest på. Som hun selv beskriver det:

Men på et tidspunkt så vender det, og man kan se over på den anden side, hvor nye retninger tager form, og det er de sekunder, sangen handler om. Der, hvor man opdager at man har noget sammen, der har transformeret og som kunne holde til forandringen.

Soleima demonstrerer, at hun sagtens kan fungere på det danske sprog med hendes stærke, nærværende og genkendelige vokal. “Livet begynder” er en dybtfølt sjæler med et fængende omkvæd og et fortællende vers, der i øvrigt kaster med referencer til Medinas “Synd For Dig”. Lyt til “Livet Begynder” her.

Tags:
,
Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com