21 feb såforsatan lader de røde lamper blinke videre
Foto: Edi Cliff (Pressebillede)
I en sang der handler om at ignorere alle advarsler og hoppe i med begge ben svæver såforsatans lette vokal over et varmt RnB-track skabt til cykelturen. “Røde Lamper” er rapperens seneste single, hvor de tunge beats skiftes ud med følsomme melodier.
Nogle gange sker det, at man helt håbløst forelsker sig i nogen, og så kan det være nemt at lade logikken sætte en stopper for handling. Dette gør såforsatan op med på sin nye single “Røde Lamper” hvor alle advarselssignalerne bliver ignoreret og rapperen opfordrer til at springe hovedkulds ud i det. Skrevet med tømmermænd imens han gik igennem et større breakup kom sangen til, i et lydunivers der adskiller sig fra rapperens tidligere arbejde, med sit lyse toneleje og bløde RnB-toner. Om sangen siger såforsatan:
– ”Røde Lamper” er en sang om at være forelsket. Om håbløst at sætte hænderne på kogepladen, selvom man har brændt nallerne hundrede gange – og om at overbevise sin modpart til at gøre det samme. Jeg håber, at nogen kan bruge den til at tanke selvtillid, når de skal gøre ting de ikke tror på. Om at samle modet til at handle, selvom din indre kritiker siger det aldrig kommer til at ske.
Sangen debuterede i fredags, men var faktisk allerede blevet brugt på anden sæson af serien “Grænser,” som altså løftede sløret for singlen. Nu er den ude på streamingtjenesterne, og du kan finde den på Spotify lige her.