Sea Change_Simen Løvgren

Nordiske Hits // Uge 5

Foto: Sea Change //  Simen Løvgren (Pressebillede)

Så er der endnu en gang nye toner fra den nordiske front, og vi har i dag opdateret vores Nordiske Hits-spilleliste med 25 nye tilføjelser. Tjek listen ud her og husk at følge den på Spotify, så du altid kan holde dig opdateret på, hvad der rører sig i Norden.

Emma Steinbakken – “Hopelessly Hopeless”

Den norske sangerinde Emma Steinbakken er lige nu aktiv med sin nyeste single “Hopelessly Hopeless”. Sangerinde har efterhånden indprintet sit navn på den norske musikscene med sine ærlige tekster om sit eget liv indhyllet i velskrevne popmelodier. Hendes nyeste single er ingen undtagelse. “Hopelessly Hopeless” er nemlig en hudløst ærlig pop-ballade, hvor sangerinden beskriver smerten ved det opbrudte parforhold. Nummeret kredser rundt om de smertelige “What if?”-spørgsmål, som følger med det tungsindige opbrud, med omkvædets linje: “What if I never get over the fact that we’re over. And what if we never get closure. Not even when we’re getting older”.

Sea Change – “I Put My Hand Into a Fist”

Sea Change giver en lille forsmag på sit nye album Mutual Dreaming med singlen “I Put My Hands Into a Fist”. På sit drømmende nye nummer, arbejder sangerinden med tematikker om isolation, ensomhed, det at være fanget i et indelukket tankemylder og at bryde fri fra andres forventninger. Nummeret er en monoton, men samtidig fængende og intens rejse, med en pumpende stortromme og bølgende flydeakkorder, der løfter lytteren op i en svævende fornemmelse. Sangerindens subtile sang er nærmest hviskende og bliver kastet ind i fragmenter af sætninger, der omkredser én i en intens lytteroplevelse. I den tilhørende musikvideo bærer sangerinden rundt på en stor dukke-version af hende selv, som symboliserer ensomheden ved at bære rundt på en stor persona hver dag, der kun forløses på nattelivets dansegulv.

carrie white – “Pool”

Hvis du vil have endnu en intens lytteroplevelse, som kan få dit hjerte til at slå ud af din brystkasse, så skal du lytte til Københavnertrioen carrie whites nye single “Pool”. Linjen “Makes your heart pump out of your chest” er nemlig hooklinjen, og er netop den fornemmelse, man får på nummerets rungende elektroniske bas, der falder tungt på omkvædets ét-slag. På samme måde som i “I Put My Hand Into a Fist”, er “Pool” ikke melodibaseret, men derimod svævende, mørk og intens hele vejen igennem. Forsanger Carmen Tynells forvrængede vokal leverer simple melodilinjer over elektroniske flydeakkorder, der føles konstant intensiverende på en måde, hvor lytteren konstant forventer en kulmination. Et kort ophold kommer i nummerets interessante kontraststykke, der sender tankerne hen på en science-fiction lyd fra det ydre rum, som langsomt bygges op igen til nummerets intense afslutning.

Ellers tilføjet:

Agnes Rangel – “Blindsided”
Bedroom Eyes – “Store Blå”
Boy with apple – “Strawberry boy”
Brimheim – “hey amanda”
D. HENRY – “Good Is On The Doorstep”
DØSSI – “last time together”
Ericka Jane – “Forget Beign Sober”
Jomi Massage – “Knust Kompas”
Julia Logan – “Everly Foreverly”
LOVIS – “Knivsæg”
Mads Koch – “The lake”
Milevidt – “Røde Skyer”
Murmur – “Me & You”
MØ – “New Moon”
Mørkt Stof – “Sukker”
OS TO – “Det Blir Sommer Igen”
Patina – “Langsomt Sind”
Philip Wiese – “Boy”
Saveus – “Dark Vibrations”
STYRTLØB – “Det’ En Ommer”
Veruna – “Angel”
WIDE – “Visions On My Mind”

Find playlisten her:

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com