Manoj Ramdas giver intens smagsprøve på sit nye projekt Visitors Club

Foto: Mikkel Sylvester Larsen (Pressebillede)

Visitors Club er aktuel med singlen “Where the World is Mine”, hvor danske rocksangerinde Emma Acs får lov at sætte sit musikalske præg.

Bag det nye danske projekt Visitors Club, gemmer sig guitarist Manoj Ramdas, som har været en fast del af den danske musikbranche i 20 år. Han har blandt andet medvirket på indspilninger for Trentemøller, Sort Sol og the Raveonettes, hvor han på de to sidstnævnte også har været fast liveguitarist og ikke mindst turneret verden rundt med The Raveonettes. Nu er han aktuel med det nye projekt Visitors Club, hvor idéen er at invitere forskellige sangerinder ind som features på flere EP’er, og på den måde udforske, hvad disse sammenspil kan gøre ved guitaristens cinematiske noir univers.

På den nye single “Where the World is Mine” får Ramdas selskab af danske rocksangerinde Emma Acs. Nummeret er en tung, mørk og intens lytteroplevelse, hvor kombinationen af det langsomme nummers tungt faldende synthbas og drumpad samt Emma Acs intense og dybtfølte stemme skaber en anspændt og voldsom lyd, hvor lytteren rives med ind i universet med det samme. En mørk og halvuhyggelig rejse fra start til slut. Emma Acs vil desuden være at finde som gennemgående figur på Visitors Clubs EP, som kommer til april. Lyt til “Where the World is Mine” her.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com