01 feb Lionel Richie erstattes af Nile Rodgers på Smukfest
Foto: PR
Lionel Richie må desværre aflyse sin europaturné på grund af du-ved-hvad – IGEN – og det bliver desværre ikke til flødepop eller soulfest i bøgeskoven denne gang. Heldigvis kan du i stedet opleve hitmageren Nile Rodgers der tager lidt af hvert med fra sit kæmpe bagkatalog.
Lionel Richie kommer desværre ikke til Danmark i denne omgang, eller resten af Europa for den sags skyld. Derfor har bookerene på Smukfest måtte arbejde hurtigt for at erstatte dette kæmpe navn, og det må siges, at det har de gjort rimelig godt. De har nemlig skaffet Nile Rodgers, der, udover at have arbejdet med Daft Punk, David Bowie, Madonna, Pharell Williams, Diana Ross og en laaang række andre kunstnere, nok mest bemærkelsesværdigt har arbejdet med discolegenderne CHIC, som han da lige tager med til Skanderborg.
Nile Rodgers har virkelig sat sit navn fast i musikhistoriebøgerne og har bidraget til så meget, at det kan være svært at fatte omfanget af hans succes, men til sommer kan du måske få fornemmelsen af dette når han og CHIC skruer op for festen på Smukfest. Det ville i hvert fald ikke være noget nyt, hvis de gik hen og lagde hele festivalen ned. Det gjorde de nemlig også på Glastonbury tilbage i 2017, hvor BBC efterfølgende nominerede dem til årets liveperformance. Koncerten kan du se et lille udpluk af lige her, og måske få lidt af festivalstemningen ind i kroppen allerede nu!