22 feb Koncertanbefalinger // Uge 8
Foto: Tilflugt // Ann Nilsson / Fusia // Simon Jepsen (Pressebillede)
Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på energiudladninger med alt fra farverig popfest til en treenighed af søsterkærlighed. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder:
Statisk
Hvor: Walthers Musikcafé, Skanderborg
Hvornår: Torsdag den 24. februar
Den dynamiske duo Statisk påbegynder deres danmarksturne, som tager flere stop over hele landet, med en koncert på Walthers Musikcafé i Skanderborg. Her kan der med sikkerhed forventes høj energi fra gruppen, som medbringer et dygtigt liveband til at supplere deres synergi af poetisk lyrik og produktion. Statisk har haft medvind med en tur igennem KarriereKanonen samt udgivelsen af deres EP, som udkom sidste år, hvor singlen “Sprængstof” opnåede A-rotation på P3. På trods af navnet har de haft fart på, og det bliver også svært at forholde sig statisk til deres koncert på torsdag!
WIDE
Hvor: Villa Kultur, København
Hvornår: Torsdag den 24. februar
Den smittende WIDE, der tidligere var i fokus som Ugens Upcoming her på sitet, spiller på torsdag til ‘benspænd’ på Villa Kultur. Med det samme kan man forelske sig i hendes drømmende univers af elektropop og fængende omkvæd. Kåret som månedens kanon tilbage i oktober af KarriereKanonen, har WIDE altså et kvalitetsstempel med i bagagen, så det er også med rette, at hun kan sammenlignes med forbilleder som Nao og Doja Cat. På Villa Kultur nyfortolker hun sin liveoptræden i forbindelse med bespænd-konceptet, som altså fremmer upcoming artister, men samtidig giver dem en udfordring de skal forholde sig til, så det bliver spændende at se hvordan WIDE løser opgaven.
Bands of Tomorrows Uimodståelige på Dexter
Hvor: Dexter, Odense
Hvornår: Lørdag den 26. februar
Så er det på lørdag vi præsenterer Fusia og Tilflugt til Bands of Tomorrows Uimodståelige på Dexter, hvor der er lagt i kakkelovnen til både farverig fest med discokugler og neonlys samt inderlig og intens indierock. Fusia starter aftenen ud med et brag, når de, med deres blanding af det akustiske og kunstige, skaber dansende rytmer i et retro lydbillede, hvilket nok skal sætte gang i danseskoene. Derefter indtager Tilflugt scenen for at tage dig med ind i deres inderlige fantasiverdener med insisterende guitar, groovy basgange og en rebelsk vokal. På scenen skabes der en magi og energi som kun kan forløses ved at skråle i kor og danse den ud af kroppen, så tag et smut forbi Dexter på lørdag og klæd dig på til fest!
Velvet Volume
Hvor: Hotel Cecil, København
Hvornår: Lørdag den 26. februar
De tre søstre Noa, Naomi og Nataja, der tilsammen står bag Velvet Volume, har nu med tre albums opbygget sig et stort bagkatalog der rummer alt fra rå energi til svævende sårbarhed, som alt sammen er gennemsyret af rockmusik. På Hotel Cecil kommer du til at opleve et band, der har leveret live-optrædener på alt lige fra Kronprinsparrets Priser til forskellige festivaler, og som bærer præg af alle aspekter af det søskendeforhold, som de tre kvinder deler. Både kærlighed, synergi og temperament.
Yves Tumor
Hvor: Store VEGA, København
Hvornår: Mandag den 28. februar
På mandag kan du endelig opleve den eksperimenterende og mystiske Yves Tumor, som spiller op til fest i Store VEGA, hvilket egentlig skulle have været afholdt for næsten to år siden! Bag projektet står producer og multiinstrumentalist Sean Bowie, som siden 2015 har udgivet musik under aliasset. Yves Tumor tager dig ind i et eksperimenterende lydunivers, der blander indflydelser fra electronica, noise og klassisk pop sammen i sit eklektiske musikalske univers. Mystikken og surrealismen optræder ikke kun i musikken men også på scenen, hvor du kan opleve kunstneren i bodypaint og gemt væk bag en maske, til hvad der unægteligt kan beskrives som en unik oplevelse.