25 feb Goss – I Feel Like Planet Earth
Foto: Kristine Sokolowski (Pressebillede)
Label: Virgin Records/Universal Music Group
Udgivelsesdato: Fredag den 25. februar 2022
Det nye album ’I Feel Like Planet Earth’ fra popkometen Goss er propfyldt med distinkt produktion og vokal, som virkelig adskiller sangeren fra andre indenfor popgenren.
4/5 Stjerner
I Feel Like Planet Earth er Goss’ andet album og følger op på debutalbummet Group Therapy. De to albums er opstået i forlængelse af hinanden og deler derfor også mange elementer og kendetegn, hvor seneste skud på stammen tager en mere fortællende og konceptuel tilgang til albumformatet. På I Feel Like Planet Earth stiller Goss nemlig sig selv i Moder Jords sko og sammenligner hendes tilstand med sin egen belastningsdepression. Dette gør han på et album fyldt med livlig og energisk produktion, der drager fokus væk fra de mere dystre eller nedtrykte temaer på albummet. Dette kommer tydeligt til udtryk på blandt andet ”Blue,” som udføres sammen med den dygtige Mercedess, og har et fængende omkvæd med høj energi, som distraherer lytteren fra det mere triste tekstindhold.
Goss har en, til tider, anstrengt vokal som er utroligt unik og er med til at adskille Goss fra andre popartister idet den ikke er så poleret som jeg i hvert fald længe har forbundet med popsangere. Det gør at der kommer mere vægt bag det han synger, og at jeg bliver mere tilbøjelig til at lytte efter og identificere det meget billedlige sprog han benytter. Det samme gør sig gældende for de ”malplacerede” percussion elementer der forvilder sig ind for at flå dig ud af de pæne popproduktioner, som på albumåbneren ”Ocean,” hvor akustisk og roligt fingerspil pludselig afbrydes af heftigt producerede trommemaskiner i overgange mellem vers og omkvæd. Det gør produktionerne levende og spændende at lytte til, idet der opstår en tydelig mur imellem de skrøbelige, akustiske elementer, og de elektronisk producerede trommebreaks og synthflader. Alt dette flettes sammen for at du konstant bliver gjort opmærksom på og skal forholde dig til de prædikende tekster sangeren leverer.
Goss er ikke bange for at blotte sine tanker på albummet når han sætter sine egne døjelser med en belastningsdepression lig med Jordens tilstand, hvor naturkatastrofer, global opvarmning og covid-19 virker som modreaktioner på den belastning vi pådrager planeten. Som en del af konceptet på albummet er alle sangene skrevet fra et udgangspunkt om at kunne synge dem fra jordens synspunkt, eller direkte til planeten. Dette medfører nogle numre hvor den dystre fornemmelse der gennemsyrer albummet tager over og ikke pakkes væk bag opmuntrende lejrbålsguitar eller ørehængende hooks, og det er her jeg synes Goss skinner klarest. Numre som “Copenhagen Bluebird” gør det virkelig tydeligt af vi har med en nærmest opgivende personlighed at gøre der, ifølge Goss’ egne ord, ikke er en helt så stor fan af menneskeheden. Han starter for eksempel ud med at sammenligne sig selv med dinosaurer og æbletræer og fortælle hvordan han føler at han er lavet til en anden slags verden, end den vi lever i nu. Sidste nummer på pladen “Sorrow” sætter virkelig også en stor fed streg under det hele, hvor teksten bæres frem af en meget sparsom produktion, og Goss beskriver hvordan han vitterligt har prøvet alt for at komme af med sin sorg. Albummet er dog også krydret lidt med mere sommerlige og tilsyneladende upbeat numre hvor ”Adrenaline” står som et klart højdepunkt for mig. Man kan nærmest mærke suset fra sommervinden og se solnedgangen for sig når omkvædet rammer, og det er helt overordnet set et rigtig velskrevet nummer. Igen starter nummeret meget akustisk med Goss’ vokal der løber side om side med bas og guitar, som op til omkvædet bliver afbrudt af et trommebreak og ind kommer synthesizeren og de elektroniske produktioner i et højt tempo med varm lyd.
Albummet er altså meget alsidigt uden nogen sinde at afvige fra konceptet og tilbyder alt fra melankolske sjælere til varme energiudladninger hvilket medfører et godt tempo i albummet. De hurtige og “festlige” numre doseres i fine mængder og ind imellem ligger de numre der tager pladen ned i tempo igen, så man hverken brænder ud eller kører træt. Mange af numrene på pladen har jeg også allerede sat æseløre ved, og glædet mig til at tilføje til mine playlister. Selvom albummet rammer lige hvor det skal, har jeg dog svært ved at se mig selv huske tilbage om ti år og tænke “det var et af de albums der virkelig satte præg på 2020’erne for mig,” hvilket afholder mig fra at give det en topscore. Ikke desto mindre beviser Goss dog igen at han er en af de artister vi har herhjemme som virkelig kan levere noget helt særligt, uden at gå på kompromis med sig selv.
