14 feb Cindy Chiche: Tre kærlighedssange jeg hører på repeat
Foto: The Cosmic Supply (Pressebillede)
Glædelig valentinsdag! Her på redaktionen har vi kærlighed på hjernen som vi gerne vil dele med jer alle sammen. Og i den anledning af kærlighedsfejringen har vi hørt den singleaktuelle Cindy Chiche ad, hvilke tre kærlighedssange der kan give hende de rødeste kinder.
Valentinsdag er over os og vi ville derfor fejre kærligheden i alle dens former. Det inkluderer også dem der stadig leder, og måske i processen skal sortere lidt i bejlerne. Det kender Cindy Chiche i hvert fald til, og det er også det hendes nyeste single “Download & Delete” handler om, hvor titlen hentyder til dating-appen Tinder, som hun ofte tager sig selv i at downloade, selvom hun godt ved hvad der venter på den anden side. Sangen er skeptisk og selvironisk da hun godt selv kan se det komiske i mønstret, men det er ikke mindst en opsang til alle de fyre på mediet, der mener at de kan tillade sig at skrive hvad som helst uden at forvente konsekvenser. Det er der nok også mange der kan genkende på en dag som i dag, hvor man måske er ekstra opsøgende efter kærlighed, eller får lidt flere desperate henvendelser end normalt.
Vi har spurgt Cindy Chiche hvilke tre kærlighedssange hun hører på repeat i dag for at få sommerfuglene frem i maven, og hun har givet tre rigtig lækre bud:
Hailee Steinfeld – “Love Myself”
– Kærlighed til sig selv er så vigtigt, og hvor er det bare svært at huske af og til. Men heldigvis kan de rette sange virkelig give én et self boost. Og det er lige netop det “Love myself” kan gøre for mig, og sikkert også for mange andre. Det er en ægte empowering-sang til de gode dage, men samtidig kan den også samle en op på de dårlige.
Lyt til “Love Myself” her
ELBA – “Rings Out”
– Jeg er en sucker for love, for ægte kærlighed. Den slags kærlighed hvor man ikke er et sekund i tvivl om, at det skal være os to. “Rings out” af skønne ELBA er det perfekte eksempel på, hvordan man har det, når man er smask forelsket og vil bruge resten af sit liv med sin udkårne.
Lyt til “Rings Out” her
Dua Lipa – “Levitating”
– Ååhh Dua Lipa, jeg har været SÅ vild med hende og hendes musik i lang tid nu! Hele hendes album ‘Future Nostalgia’ er jo en gave! Og så har vi lige “Levitating”, som er min yndlingssang. For mig handler den sang om to mennesker, som ved de kan klare alt, så længe de har hinanden. Og så får man jo kun lyst til at synge og danse, når den sang kommer på.
Lyt til “Levitating” her
Du skal selvfølgelig heller ikke snydes for at høre “Download & Delete” så den har vi også lige vedhæftet: