18 feb Bremer/McCoy – Gimle
Foto: Søren Lyngaard (Pressebillede)
Venue: Gimle, Roskilde
Dato: Torsdag den 17. februar 2022
De to musikere fra duoen Bremer/McCoy fyldte Gimle ud med deres inderlige og eftertænksomme lyd. En koncert der i sin enkelhed skabte et tiltrængt pusterum hvor man var fuldstændig fri til at se indad. Båret frem af to dygtige musikeres uselviske sammenspil og stærke venskab til hinanden var det en oplevelse der nærmest satte sig i kroppen frem for hukommelsen.
4/5 Stjerner
Jazzduoen Bremer/McCoy har længe været aktive med deres intime og smukke lydunivers skabt af sammenspillet imellem bas og klaver og er lige nu på turné med albummet Natten, som udkom i efteråret 2021. Deres lyd skaber en unik plads til eftertænksomhed og tager dig væk fra hverdagens strabadser i små øjeblikke og jeg så derfor frem til en dejlig koncert på Gimle. Da jeg kom ind i koncertsalen var scenen allerede sat med lækre jazztoner over anlægget, dæmpet belysning og ikke mindst de to elementer der skulle udgøre koncerten: en kontrabas og et klaversetup. Det eneste der nu manglede var de to herrer der skulle fortrylle os det næste stykke tid. De kom ydmygt op på scenen, tog imod publikums klapsalve med buk og smil og gik uden at sige et ord ind i deres intro som åbnede sig op til det atmosfæriske nummer “Mit Hjerte.” Det slog mig med det samme hvor stor en lyd de to musikere kunne skabe på trods af at de kun var to, og fra aller første anslag på klaveret var jeg betaget af drengenes talent. De gik fra det ene nummer til det andet tilsyneladende uden at give tegn til hinanden og deres lange venskab kom tydeligt til udtryk i deres måde at finde hinanden i musikken. Havde jeg ikke været så heldig at få tilegnet mig en sætliste igennem en af de frivillige på Gimle, havde jeg fuldstændigt misset disse glidende overgange.
Efter at have spillet seks numre, med meget korte introduktioner til hvert af enten Morten McCoy eller Jonathan Bremer, var det Mortens tur til at gribe mikrofonen. Det var blevet tid til en helt nyskrevet komposition som de ikke engang havde haft tid til at give et navn endnu, og det gav et friskt pust til koncerten da man lige kort kunne mærke publikum summe over at være eksklusive lyttere på noget helt nyt. Dette blev da også boostet af at det var et virkelig lækkert nummer, og på trods af nummerets korte levetid fandt duoen let og elegant hinanden efter at have sat et sample i gang på et af de apparater der stod oven på klaveret. Apparaterne gav en fed mystik til showet, til dels grundet deres bidrag til atmosfæren i lydbilledet, men også i form af at man aldrig helt kunne regne ud hvad der foregik. Man kunne sidde og være helt sikker på, at der var ét klaver og én bas, men pludselig begyndte de at rode med nogle knapper og så åbnede lyden sig op på en helt ny måde. Disse mystiske genstande kom dog i vejen for de to venner som på et tidspunkt blev slået lidt ud af kurs fra deres indre metronom grundet effekternes lidt skæve rytme og der kom et tidspunkt hvor den magi der er imellem McCoy og Bremer, blev afbrudt for en stund.
Dette blev der dog gjort bod på efter Morten McCoy igen tog til mikrofonen og beskrev deres set-up, som vokser og vokser fra hver turné, som deres barn, men det var blevet tid til at vende tilbage til rødderne og spille noget af det første de havde lavet sammen. Det var her, jeg syntes, at de to virkelig skinnede klarest da magien imellem dem kom tilbage i stor stil, som jeg synes er så karakteristisk for deres sange. Det er så tydeligt, at de hver især besidder et gigantisk talent indenfor deres instrument, men de sætter sig selv til side i deres søgen efter at skabe inderlig og eftertænksom musik som man bare kan lade sig opsluge af totalt. Det var en koncert hvor alt andet i rummet blev ligegyldigt og det mest af alt handlede om hvordan man selv har det og den cirka halvanden time de spillede fløj forbi. Dette kommenterede Morten McCoy også på inden det sidste nummer “Natten” da han, med et smil på læben, sagde noget i retningen af:
– Det vi gerne vil opnå med vores musik er at tid og rum forsvinder, og når jeg kigger ned kan jeg se, at vi allerede er nået til sidste nummer, så noget må vi da gøre rigtigt.
Udover deres helt tydelige venskab, utroligt smukke lydunivers og enorme individuelle talenter var der også masser af plads til improvisation og fri leg hvilket kom til udtryk når Morten McCoy afveg fra de melodier de brugte starten af hvert nummer til at lade os kende, for derefter uhindret at vende tilbage til dem. Jonathan Bremer fik også masser af plads til at lege på bassen med sine utroligt velspillede bassoloer hvoraf han på nummeret “Aurora” især tydeliggjorde sit øre for melodi på hvad der kun kan beskrives som et af højdepunkterne på aftenen.
Alt i alt var det en dejlig koncert i Gimles lokale, som egentlig blev ligegyldigt under koncertens varighed, da man blev draget ind i et helt andet sonisk rum. Der var plads til eftertænksomhed og det var rart bare at leve i deres univers og glemme tiden fuldstændigt. Det kan altså ikke anbefales nok herfra, at prøve at finde en koncert og tager ind for at lade sig fortrylle af Bremer/McCoys utroligt velspillede og smukke koncerter.
