11 feb Big Thief – Dragon New Warm Mountain I Believe In You

Foto: PR
Label 4AD:
Udgivelsesdato: Fredag den 11. februar 2022

Big Thief befinder sig i spændingsfeltet mellem at mestre klassiske rockdyder og skue i nye retninger på deres spraglede dobbeltalbum ‘Dragon New Warm Mountain I Believe In You, der netop er landet.

4/5 Stjerner

Et af det seneste årtis mest succesfulde indie-bands, Big Thief, er klar med deres femte studiealbum, Dragon New Warm Mountain I Believe In You. Brooklyn-bandet byder på hele 80 minutters musik fordelt over 20 sange, der er indspillet over fire forskellige sessions med fire forskellige lydteknikere. Og det har – på godt og ondt – resulteret i et enormt broget album, der nok både vil blive modtaget som galt og genialt.

Big Thief har siden debuten Masterpiece fra 2016 virkelig opbygget noget momentum, så et lunefuldt projekt som Dragon virker umiddelbart risikofyldt at kaste sig ud i – men for bandet var der ingen tvivl. Det var uundgåeligt. Med Dragon har Big Thief nemlig ønsket at skabe et værk, der rummede alle de ”utallige sider af Adrienne Lenkers sangskrivning og bandets lyd,” som har været udeladt af bandets fire tidligere mere kondenserede album. Sådan beskriver trommeslager James Krivchenia tankerne bag Dragon. Der er således noget symbolsk over, at albummet åbnes af et nummer, der hedder ”Change”, hvor Big Thief godt nok ikke opfinder den dybe tallerken, men snarere mestrer alle de discipliner, der kendetegner et rockband i klassisk forstand. Her er virkelig tale om et fast sammentømret og velspillende band, der med selvfølgelighed kan indspille et nummer live uden at lave dubs eller tage noget om. Det er et intenst og utrolig dynamisk sammenspil, hvor bandets medlemmer nærmest falder over hinanden for at give hinanden plads. Adrienne Lenker beviser også lige nok en gang, at hun er en af vor tids største rocksangskrivere, når hun på ”Change” behandler det eviggyldige emne om tiden, der går, og tingene, der ændrer sig. Sangen lægger op til et væld af forskellige læsninger, og kan mere eller mindre eksplicit både handle om parforhold, natur og det at blive ældre:

// Death, like a door/To a place we’ve never been before/Death, like space/The deep sea, a suitcase//,  lyder andet vers hjemsøgende.

Eller hvad med det sidste omkvæd, hvor Lenker som det naturligste i verden formår at skrive både enkelt og universelt:

// Would you stare forever at the sun/Never watch the moon rising?/Would you walk forever in the light/To never learn the secret of the quiet night?//.

Og så bliver den soniske pose ellers rystet. ”Time Escaping”, albummets andet nummer, er et slag i ansigtet af overraskelse. Den bastante rytmik og de legesyge tangenter og guitarer får det nærmest til at lyde som et Talking Heads-nummer – nok et af de sidste bands, jeg troede, jeg skulle sammenligne Big Thief med. Især lige efter at have hørt ”Change”. Skiftet mellem de to indledende numre illustrerer meget godt, hvilke to universer, Big Thief blander sammen på Dragon. Der er sange som ”Change”, hvor sangskrivningen, det helt organiske sammenspil og den spontane æstetik er i højsædet – og så er der sange som ”Time Escaping”, hvor det handler lige så meget om at udforske en ny lyd, som det handler om at understøtte og formidle en tekst.

Denne kategori af numre, hvor Big Thief nærmest udvikler en helt ny lyd, står gennem hele pladen skulder ved skulder med de mere traditionelle country- og singer/songwriter-æstetiske numre, og selvom det giver en masse abrupte skift, er det også påskønnelsesværdigt, at Big Thief blander kortene og giver et bud på en frisk og mere uforudsigelig lytteoplevelse. Prøv for eksempel lige at sætte et minut af ”Blurred View” på – og så ”Blue Lightning” lige bagefter. Det er altså et virkelig skizofrent værk, vi har med at gøre, men det er samtidig ganske forfriskende.

Countrylyden fra eksempelvis ”Blue Lightning” er bestemt også en del af Big Thiefs DNA, men det er immervæk mere sindsoprivende – på album nummer fem – at høre Big Thief træde ind i nye universer, som de netop gør på den mørke, tågede ”Blurred View”.

Mange af de country-agtige numre bliver simpelthen også for trivielle til, at pladen holder til at tage knap halvanden time, og det får magien til at fordufte en smule. Knap så vellykkede er for eksempel numrene ”Spud Infinity” og ”Red Moon”. Det er uden tvivl udmærkede sange – de forløses bare ikke til fulde af musikerne omkring Lenker, der forstyrrer mere, end de understøtter.

Når vi fra Lenkers fremragende soloplade songs fra 2020 ved, hvor godt hun kan gøre det på egen hånd, skal der virkelig være en mening i at have bandet med, og den er vanskelig at finde på eksempelvis ”Spud Infinity” og ”Red Moon”, der bliver lidt for gakkede, heftige og overdrevne. Det er også svært at gennemskue, hvorfor ”Dried Roses” ikke er et solonummer. På smukkeste vis får Adrienne Lenker lov til at starte ud alene, inden en enerverende violin begynder at stryge meningsløst rundt oven i vokalen. Buck Meeks andenstemme bliver også alt for påtrængende – som hvis man sad for sig selv og spillede stilfærdigt klaver, og der så kom en og hamrede løs på de lyse tangenter. Fluks efter ”Dried Roses” får vi dog gudskelov den lille perle ”No Reason”, hvor akkordprogression og melodi følger hinanden så tilfredsstillende, at det er decideret lindrende. Bandet er her også særdeles vedkommende. Rolige trommer, sparsom bas og florlette guitar arpeggioer. Den uforklarligt velfungerende fløjtesolo. Koret i omkvædet, der er som et solstrejf på en gråvejrsdag. Det er fremragende. ”No Reason” er et musikalsk kys i panden.

Mod slutningen af pladen er et af højdepunkterne ”Promise Is A Pendulum”, hvor Lenker med delikate akkorder, flydende fingerspil og ultradynamisk vokal demonstrerer, hvor vidunderlig hun er solo. Og lige så raffineret, som Lenker er i stemmen og guitarspillet, er hun i teksterne. Det er lige dele empatiske og subtile billeder, hun maler:

// I could never build the shadow between your cheek and your eye/I could never make a freckle or the warm breath you sigh/And the canopy of lashes with the softness of ashes //,  lyder det i tredje vers.

Lukkeren ”Blue Lightning” fortjener også at blive fremhævet – ikke mindst på grund af den glimrende albumafslutningslinje // I wanna live forever ’till I die // (som en pendant til teksten på åbningsnummeret ”Change”), men i særdeleshed på grund af Buck Meeks originale og vilde guitarspil, der kulminerer i en skøn anarkistisk guitarsolo. Han er en fremragende guitarist i sin egen ret. Helt autonom.

Helt autonomt er Dragon også som værk – det er nærmest demonstrativt usammenhængende. Der er ikke skelet det mindste til konventionerne for et moderne indie-rockalbums komposition, og det trækker, med både positive og negative følgevirkninger taget i betragtning, sine dybe spor i lytteoplevelsen. Agendaen er prisværdig, men det skorter af og til på udførelsen.

Der er ikke en eneste svag sang på pladen, men produktion og orkestrering er enormt svingende i elegance og berettigelse. Med det i mente lader det til, at bandets idé om et Big Thief-dobbeltalbum indimellem har overskygget, at der stadig skal være kvalitet i de enkelte numre. Der kunne sagtens have været skåret fem-syv stykker fra.Når det så er sagt, så oser dragen altså af ypperligt sammenspil, stor sangskrivning og pragtfulde overraskelser – også overraskelser, vi nok ikke have fået, hvis Big Thief havde brugt samme skabeloner som tidligere og lavet et mere skarptskåret album. På Dragon har de jo smidt skabelonerne helt væk. Og hatten af for det.

– Skrevet af Kristoffer Nørager Møller