18 feb Beach House – Once Twice Melody

Foto: David Belisle (Pressebillede)
Label: Bella Union
Udgivelsesdato: Fredag den 18. februar 2022

Intet band kan fremmane melankoli og tristesse for dernæst at få lytteren til at flyve på en sky af arpeggio-båret eufori, som Beach House kan. Det lykkes duoen også med på deres ottende studiealbum, der desværre bliver lidt overfyldt.

4/5 Stjerner

Sidste del af Beach House’ fire-parts Once Twice Melody er landet, og den amerikanske dreampop-duos ottende album ligger nu klar i sin helhed. Et monster af en plade med hele 18 numre over 85 minutter. Over den brede kam lyder bandet, som vi kender dem. Et tæppe af arpeggioer og synth-flader. Flydende lydlandskaber, pulserende beats, og melankoli en masse. Selv en drejning mod en mere akustisk instrumentering – nogen brug af akustiske strygere, guitar og trommer i pladens anden del – gør ikke det store for at adskille One Twice Melody fra bandets tidligere værker. Samme, gamle opskrift på en Beach House-plade er fulgt. 
Bevares, opskriften er god. At trykke på playknappen til pladens åbnings- og titelnummer og lade lyden af, hvad jeg forestiller mig en frostklar stjernehimmel lyder som, omslutte en, føles trygt og bekendt. Derefter bygger nummeret op omkring Victoria Legrands afrundede, dybe vokal og forførende, glidende strygere. Utrolig fedt track, der er et af bandets bedste nogensinde. Det høje niveau fortsætter over “Superstar” og “Pink Funeral” og især “Thorugh Me” på albummets første del, der også er albummets stærkeste. 
Men som det så ofte er med Beach House, er det sjældent musik, der gør forfærdelig meget opmærksom på sig selv. Albummet indgyder en behagelig og beroligende stemning, men med den bekostning, at detaljerigdommen og de gode melodier forsvinder i lydgrøden for alle andre end kun de mest aktive lyttere. For den moderne lytter, mig selv inkluderet, kan det være svært ikke at blive rastløs i løbet af pladens maratonagtige 85 minutter. Dertil har jeg en indbygget skepticisme overfor overfyldte albummer. Ikke mindst fordi, at nogle numre virker ligegyldige og som fyld på en plade, der allerede er fyldt til randen. Især i albummets sidste del, hvor balladerne er lagt ind og føles en anelse tunge. For mig er et album af Beach House en sindstilstand, man putter på, mere end det er en række enkeltstående numre. Få bands har så karakteristisk en lyd som Beach House. Et fantastisk band, der ligger lige i det gyldne spot mellem pop og shoegaze og med en utrolig evne til at kunne fremmane en stemning af tristesse og melankoli – for få sekunder efter at få lytteren til at flyve på en sky af arpeggio-båret eufori. Det lykkes duoen også med her. Albummet er godt, men vi behøver ikke 18 sange. Min anbefaling ville være at lytte til albummets første del samt “Only You Know” og “New Romance”. 
Til nye lyttere af Beach House, vil jeg dertil anbefale deres 2015-album Depression Cherry, der stadig står som deres bedste.