22 feb Alex Vargas – Store VEGA
Foto: Henriette Ebbesen (Pressebillede)
Venue: Store VEGA
Dato: Mandag den 21. februar 2022
Alex Vargas i Store VEGA var en oplevelse uden lige. Musikken kom langt ud over scenekanten, publikum var helt opslugt og Alex Vargas formåede virkelig at være nærværende og til stede under hele koncerten. Stemningen kunne ikke blive bedre og bød på både grin og gråd.
5/5 Stjerner
Den danske stjerne Alex Vargas, der er kendt for flere hits såsom “Shackled Up” og “Higher Love” er draget på Danmarksturné efter en lang pause. Han er en kunstner der er i konstant bevægelse, har en helt unik stemme og har netop været aktuel i programmet Toppen af Poppen. Derudover har Vargas også meddelt, at han til koncerten ville spille et par nye sange fra hans kommende album, hvilket har gjorde mig endnu mere spændt på aftenens koncert.
Mandag aften var det tid til Alex Vargas koncert på Store VEGA. Dørene åbnede klokken 19:00 og allerede fra start var der en god stemning blandt publikum, der bestod af både unge og middelaldrene mennesker. Salen blev hurtig mere og mere tåget, og samtidig steg volumen på den vittige snakken der fyldte rummet, ind til at alle pladser var fyldt – både siddepladser og ståpladser. Opvarmningsartisten Agnes Hartwich gik på cirka 20.20 og skabte en rigtig god stemning blandt publikum. Hun var uden tvivl en meget relevant opvarmningsartist, da hun har personligt kendskab til Vargas, og blandt andet spillede sangen “Black Shiney Car”, som er lavet i samarbejde med aftenens hovedartist.
Da klokken blev 21:00 kom Alex Vargas gående alene ud på scenen, hvor han kort efter stod badet i et rødt spotlight med sin guitar om nakken og begyndte stille og inderligt at synge sangen “Cohere, Pt. 2”. Uden pause gled sangen over i “Cohere, Pt. 3”, og i samme moment kom bandet ind på scenen. Herefter ændrede hele nummeret karakter. Sangen blev mere intens, Vargas begyndte at danse og svinge med håret, et vildt lysshow i rød og hvid begyndte og jeg kunne mærke bassen helt ind i kroppen på trods af, at jeg stod på balkonen. Det var tydeligt at se, at alle havde en fest. Ikke kun publikum men også bandet på scenen. Herefter blev der spillet tre sange i streg, som var en god blanding af uptempo sange og mere inderligere sange, og Alex Vargas råber ‘København’ mellem versene, og takker publikum for at være til stede. Da de første toner til hittet “Shackled Up” blev spillet var der ingen tvivl. Folk hujede, sang med og fra balkonen kunne jeg se, at alle hovederne på gulvet dansede i takt undet nummerets uh-stykker og omkvæd.
Alex Vargas var under hele koncerten rigtig god til at få publikum med. Han snakkede til os flere gange med jævne mellemrum, hvor han både fortalte følelsesladet historier bag enkelte af sangene, som fik alle til at blive ekstra stille og opmærksomme gennem sangene og han jokede, som fik hele salen til at klukke af grin og komme med tilråb. Hertil brugte han også nogle af lejlighederne til at præsentere to helt nye sange “You Gazer” og “Mama, I’ve Been Dying”, som vil blive en del af hans kommende album. Specielt sidstnævnte, der bliver første sang på det nye album, var både intens og positivt anderledes fra de andre. Denne sang gav også anledningen til at Vargas kunne smide guitaren og forlade den plads han stod på, hvorefter han stillede sig i midten af scenen med mikrofonen og dansede energisk imens han sang.
Højdepunktet for koncerten var, i følge mig, da Vargas under nummeret “Incosure” trådte ned fra scenen og gik helt ind i midten af publikummet, hvorefter han gav sig til at snakke henover et instrumentalt mellemstykke. Her kom han virkelig tæt på alle i publikum, og selvom man stod på balkonen, så var han tæt nok på til, at man følte at kan kiggede på én og talte til én. Her talte han om hvor dejligt det er, at man nu igen kan holde live koncerter og stå tæt på hinanden, hvilket han virkelig understregede ved at stå der, midt i publikum. Det stod klart at både Alex Vargas og alle som var mødt op til koncerten, havde savnet live koncerter og den nærvær der følger med.
Derefter stod det på flere skønne numre, og alle var endnu mere opstemte efter at have været så tæt på Alex Vargas. Folk klappede, hujede og trampede i jorden under stort set alle sangene. De to hits “Give Up The Ghost” og “Higher Love” var de afsluttende numre, og der blev ikke sparet på energien! Under sangen “Give Up The Ghost” havde flere lukkede øjne, enkelte fans græd og Vargas gik endnu engang ned til publikum, hvor han holdte guitaren i vejret. Derudover fik publikum lov til at synge dele af omkvædet på “Higher Love”, som fik et kæmpe smil frem på Vargas læber, og vi blev overrasket med et ekstra omkvæd på samme sang, da man lige troede at nummeret var slut. Det er dermed sandt at sige, at koncerten sluttede af med et kæmpe brag!
Alt i alt havde koncerten den fulde pakke. Der var i alt 15 sange der bestod af en god blanding af stille og uptempo numre, bandet spillede perfekt og publikum var til stede under hele koncerten. Både bandet og Alex Vargas var nærværende hele vejen igennem, hvilket virkelig smittede af, og det var tydelig at se, at de havde publikum i deres hule hånd. Derudover var musikken på et niveau, hvor det var højt uden at gøre ondt i ørerne, hvilket er et stort plus i min bog, da det giver en bedre helhedsoplevelse. Så alt i alt, en rigtig god koncert hvor der intet manglede, og som jeg vil huske i mange år fra nu!