22 feb 10 hurtige til… Uimodståelige Fusia
Foto: Simon Jepsen (Pressebillede)
På lørdag går det løs til dette års første Bands of Tomorrow Uimodståelige koncert på Dexter. Her kan du opleve de uimodståelige Fusia, som uden tvivl kan fange din opmærksom og få dig til at danse! I den forbindelse har vi stillet dem 10 hurtige spørgsmål, for at komme endnu tættere på.
Den første gruppe til at spille til vores Uimodståelige koncert på Dexter nu på lørdag, er trioen Fusia. En gruppe der virkelig er på vej opad, er blevet anbefalet af KarriereKanonen og har været Ugens Uimodståelige hos os sidste november. Deres kendetegn er deres bevidste valg af organiske og akustiske elementer blandet sammen med de mere kunstige og elektroniske elementer, hvilket giver dem en fed 80’er vibe, der ikke er til at stå for. Lige nu er trioen aktuel med EP’en Ebony, som helt sikkert vil være på setlisten til denne koncert! Hvis du endnu ikke har hørt deres EP, er der ikke længere tid at spilde. Den har uden tvivl vores klareste anbefaling, så det er bare med at hoppe ind på Spotify og høre den lige nu.
Vi på Bands of Tomorrow er helt sikre på, at det bliver en koncert, hvor det vil være umuligt at stå stille. Det skriger lige ind i vores ånd, og vi kan slet ikke vente! Derfor er det heldigt, at vi har fået lov til at stille Fusia 10 hurtige spørgsmål, som har hjulpet på vores utålmodighed. Læs deres svar herunder og bliv endnu klogere på trioens tanker og musik.
1. Vores musik er…
– Som at danse igennem en blomstermark på en varm sommeraften mens neonlys og discokugler langsomt erstatter det naturlige landskab. Navnet Fusia kommer fra blomsten fuksia, som på den ene side ser kunstig ud, men samtidig er naturlig. På samme måde blander bandet det organiske og akustiske med det kunstige og elektroniske. Resultatet bliver en retro 80’er inspireret lyd i en moderne pop-produktion. Det spritnye alternative pop band består af Kristoffer Rander (vokal), Mads Appel (bas) og Simon Jepsen (synth).
2. Vi begyndte at lave musik fordi…
– Kristoffer startede med at spille musik for alvor, fordi han gerne ville modbevise de drenge, som mobbede ham i folkeskolen. Mads fik en bas i hånden til en musiktime i folkeskolen, fordi ingen andre gad at spille på den. Efter det blev han meget hurtigt forelsket i at spille bas og musik, og han har gjort det siden. Simon var 4 år da han første gang spillede på et klaver. Det lød ikke godt, men til gengæld var det den spæde start på hans musikalske rejse.
3. Vi finder inspiration i…
– I forhold til tekstunivers finder vi for tiden bl.a. meget inspiration i politiske emner som drukkultur, perfektionsidealet og datinglivet som queer person. Vi lytter jo alle til meget forskelligt musik, så derfor er det meget naturligt for os at hente inspiration fra en masse forskellige genrer, alt efter hvilket humør vi er i. Det kan f.eks. være bands som The Cure, Depeche Mode og Glass Animals.
4. Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var…
– Efter vi spillede vores koncert på SPOT Festival, så vi Saveus. Vi var simpelthen blæst bagover. Det var virkelig magisk og et imponerende sceneshow, hvor alt sad lige i skabet. Som band kan man godt komme til at analysere alting for at tage inspiration til sit eget sceneshow, når man ser en koncert, men til den koncert glemte vi det helt, fordi vi bare var helt opslugte af momentet.
5. Det vildeste sted, vi kan forestille os at spille, er…
– At blive sendt med en SpaceX raket ud i universet og være det første band til at spille en rum-koncert.
6. Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…
– Simon ville klart være barista. Han hygger altid om sin elskede espressomaskine, og er ved at blive en ægte latte artist. Mads ville være kok. Han synes det er fedt at være kreativ i køkkenet og laver Køges bedste bolognese. Kristoffer ville nok være kunstmaler. Han har malet alle billederne i den lejlighed hvor ham og Simon bor, og så står han også for alt det grafiske arbejde i bandet.
7. Vi drømmer om…
– At Coldplay headliner vores årlige Fusia Festival, at blive adopteret af Elton John og at fuchsia-blomsten officielt ændrer navn til Fusia.
8. Det vigtigste for os, når vi spiller live, er at…
– For at være helt ærlige, så er det at alt vores teknik fungerer under koncerten, for hvis der går noget galt, kan det virkelig være en stressfaktor. Selvfølgelig er det også vigtigt for os at connecte med publikum, så folk har en fest og ikke tænker på deres hverdagsproblemer.
9. Når folk lytter til vores musik skal de…
– Glemme 2021, samt den eksamen de har i morgen og at de lige er blevet testet positiv for klamydia, for det er pænt træls… har vi hørt fra nogen.
10. Til vores koncert på Dexter kan man forvente…
– Neonlys, blomster, aerobics, moderat mandestrip og pink lys i store mængder.
Som det kan læses, er der masser at glæde sig til, når det gælder live optrædenen fra trioen Fusia – og ikke mindst vores Uimodståelige koncert på Dexter denne lørdag!