10 feb 10 hurtige til… CHILI
Foto: Otto Godthjælpsen (Pressebillede)
CHILI er klar til at udgive sin debut-EP ‘Leaving Nothing Unsaid’ som udkommer i morgen den 11. februar. Artisten leverer et energisk lydbilledet på tværs af genrer og repræsenterer en generation af følsomme og skrøbelige men samtidig enormt selvbevidste unge mennesker. I forbindelse med udgivelsen har vi stillet CHILI nogle spørgsmål så vi kan lære mere om hvor musikken kommer fra.
Med en anden plads fra X-factor og en række singler i bagagen er CHILI nu klar til at debutere med EP’en Leaving Nothing Unsaid, som tilbage i november blev teaset med singlen “Deep Waters.” CHILI skaber melankolsk popmusik i et intimt rum hvilket tydeligt kommer til udtryk af EP’ens titel og indhold som altså lægger alle følelser og tanker den unge sangskriver bærer på frem i lyset. Derfor er der ingen barrierer imellem CHILI og hendes fans, der kan blive repræsenteret af sangskriverens følsomhed og komme helt tæt på hendes personlige tanker. Vi har i forbindelse med udgivelsen også taget fat i CHILI og stillet hende 10 korte spørgsmål, som hun så har formuleret nogle finde svar på. De kan læses her:
1. Min musik er …
– Den bedste måde jeg kan beskrive min musik på er, at det er et dyk ned i min og min omgangskreds’ fællesdagbog. Fordi jeg selv kun har oplevet et enkelt minor heartbreak, da jeg var 16 år, og ellers lever et rimelig udramatisk liv, så skriver jeg mange af mine sange ud fra andres oplevelser, og prøver at sætte mig ind i deres perspektiv. Dog blander jeg det oftest med mine egne følelser og tanker omkring emnet, og så ender sangene næsten altid med at blive en fusion af flere menneskers oplevelser af den samme historie.
2. Jeg begyndte at lave musik fordi…
– Jeg har altid haft og har stadig utrolig meget på hjertet, og mit absolut go-to og yndlings output for mine følelser, er at skrive sange om dem. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville leve af at lave noget kreativt, og selvom jeg har mange hobbyer, som jeg på et tidspunkt sagtens kunne se mig selv leve af, så har jeg altid kunne mærke, at mit ambitionsniveau har været et helt andet sted, når det kom til musik. Det var meget tydeligt for mig, at det skulle være min levevej.
3. Jeg finder inspiration i…
– Alt og alle omkring mig. Det kan være min venindes irriterende eks, en ny Netflix serie jeg er begyndt på, et nyt album fra en artist, jeg synes er fed.. Det er meget forskelligt, hvad der lige rører mig. Men hvis jeg skulle nævne noget musik, som jeg er helt vild med for tiden, så er det helt klart soundtracket, skrevet og produceret af Labrinth, til HBO serien ‘Euphoria’. Jeg er meget inspireret af den eksperimenterende og edgy del af musikken, og det er helt sikkert noget jeg ville elske at inkorporere i min egen musik fremover.
4. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At jeg kan mærke mig selv i det. Den mest essentielle del af musik er, at det skal føles autentisk for mig, og derfor er det altid meget vigtigt for mig, at jeg er så meget indenover sangskrivningen og produktionen af musikken som overhovedet muligt. Det skal altid føles som om jeg fortæller min egen historie, også selv hvis den er opdigtet eller inspireret af en andens.
5. Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig,, at spille med min nye EP er…
– Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg elske at spille min nye EP nærmest hvor som helst, så længe folk er kommet for at høre mig, og synes min musik er fed. Men vi kan ikke helt komme udenom, at jeg er en kæmpe drømmer med stort D, så det vildeste ville jo være sådan noget som Royal Arena og Roskilde Festival. Jeg drømmer også om at bevæge mig udenfor landets grænser at some point, men selvom mine ambitioner er skyhøje, forsøger jeg også altid at tage et skridt ad gangen, og sætte pris på alle de succeser, store som små, der måtte komme på vejen.
6. Sangen jeg har arbejdet mest med på Leaving Nothing Unsaid er…
– Den sang fra EP’en jeg har arbejdet mest med må være ‘Deep Waters’, som også blev udgivet som single i slutingen af 2021. De andre sange har ikke krævet en lige så stor makeover i studiet, da de først blev til, men ‘Deep Waters’ er en af de sange, der findes adskillige versioner af i skuffen. Det har 100% noget at gøre med, at jeg er meget perfektionistisk som person, og især omkring min musik. Derudover føler jeg også ‘Leaving Nothing Unsaid’ markerer et nyt kapitel i min musik, og da ‘Deep Waters’ var den første sang fra EP’en, som blev udgivet, ville jeg have at alt skulle føles helt rigtigt.
7. Om Leaving Nothing Unsaid ville folk blive overrasket over at vide…
– Da det er en meget diskret detalje, vil folk nok blive overrasket over at vide, at min tvillingebror har lagt lidt kor til ‘Cold’. Da han også laver musik (under kunstnernavnet SANFABI), hev jeg ham med til en finpudsningssession, hvor vi endte med at være sådan “vi har brug for en mandestemme”. Det gav lige det sidste spice på sangen.
8. En sang på EP’en, som fortjener et ekstra lyt, er… Fordi…
– Det er svært at udpege én sang, da de alle sammen har noget forskelligt at byde på, men min yndlings må nok være ‘Cold’, især på grund af teksten. Det er en af de sange, der bare kom til mig, og det var også den, der var nemmest at skrive. ‘Running out of Time’ synes jeg også fortjener et ekstra lyt, da den falder lige i den moderne popmusiks tidsånd.
9. Historien bag EP’ens titel er…
– Jeg synes altid det er vildt svært at finde titler til mine sange, så da jeg skulle finde titlen til EP’en tænkte jeg bare “oh no..”. Men efter masser af brainstorming med mit hold fandt vi endelig frem til en titel, som jeg føler indkapsler sangene helt perfekt. Da jeg som musiker er i konstant bevægelse, og hele tiden udvikler mig, ville jeg med titlen gerne sige “værsgo, her får I alt hvad jeg har lige nu”. Jeg åbner det kapitel dagbogen, der handler om hjertesorger, og her kan I læse alle mine tanker og følelser forbundet med det.
10. Når man lytter til min EP skal man…
– Når man lytter til EP’en håber jeg, at man på sin egen måde kan resonere med sangene. Selvom alle sangene har hjertesorger som fællesnævner, har hver sang alligevel sit eget perspektiv på mislykket kærlighed, og på trods af, at jeg ikke selv har oplevet at miste den helt store kærlighed, kan jeg på mange måder spejle mig i hver enkel sang. De beskriver alle sammen nogle universelle følelser som alle på et eller andet tidspunkt i sit liv har følt eller kommer til at føle, så jeg håber, at man som lytter finder sin egen måde at connecte med ‘Leaving Nothing Unsaid’ på.