10 feb 10 hurtige til… ARY
Foto: Ida Bjørvik (Pressebillede)
I dag er ARYs debutalbum landet! ‘For Evig’ er på mange måder et helt personligt album for kunstneren da det handler om sorgen der fulgte efter hun mistede sin tvillingebror. Desuden har hun så endda selv skrevet og próduceret albummet samt udgivet det på eget pladeselskab. Vi har i denne forbindelse stillet den utroligt seje kunstner 10 hurtige spørgsmål som du kan læse lige her.
For to år siden gik ARY i gang med at skrive sit debutalbum, og under processen gik hendes tvillingebror så desværre bort. Eftersom det var det eneste hun kunne tænke på i den periode kom albummet derfor til at omhandle ham, de minder de havde sammen og den sorg hun gik igennem. ARY beskriver også selv den drastiske drejning skrivningsprocessen tog:
– Jeg tænker på det hver dag, så det føles forkert at skrive om noget andet. Sangene handler på hver sin måde om forskellige faser af sorg. Det værste ved sorg er at acceptere, at den kommer til at vare evigt.
Albummet er skrevet og produceret af ARY der tog en tre år lang pause fra at udgive musik for at spore sig helt ind på sin egen lyd, efter at have taget verden med storm. I 2015 fik verden for første gang lov til at høre ARYs popmusik båret frem af hendes spektakulære stemme, og hun fik hurtigt meget ros især i hjemlandet Norge hvor hun blev fremhævet som det næste pophåb. I perioden der fulgte spillede hun på store scener både derhjemme og i udlandet, blandt andet Glastonbury- og Roskilde Festival. Nu er hun igen hyperaktuel med sit debutalbum, og vi har i den forbindelse stillet hende 10 spørgsmål for at lære hende og hendes album lidt bedre at kende:
1. Min musik er…
– Min musik er trist, mørk, nøgen, pulserende og energisk
2. Jeg begyndte at lave musik fordi…
– Jeg begyndte at lave musik fordi jeg fandt ud af at jeg elsker at producere.
3. Jeg finder inspiration i…
– Jeg finder inspiration i alt mellem himmel og jord. Særligt drømme eller refleksioner omkring mit eget liv. Jeg skriver i min dagbog næsten dagligt, og bruger det som et værktøj til at samle på mine tanker og følelser.
4. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At det er kompromisløst. Jeg synes sjældent at musik som er forhandlet frem af komitéer er særligt spændende
5. Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig,, at spille med mit nye album er…
– Orange scene Roskilde <3
6. Sangen jeg har arbejdet mest med på For Evig er…
– “My Awe Sustains”. Den har jeg over 40 forskellige versioner af. Den blev først lavet i et studie med en engelsk producer, før jeg tog den med videre til København og fik hjælp af Simon og Simon fra Chinah til at lave de sejeste trommer. Derfra gjorde jeg resten færdig i mit hjemmestudio i Oslo.
7. Om For Evig ville folk blive overrasket over at vide…
– At jeg skrev og producerede den sidste sang til albummet “Clouds Before Rain” færdig på en dag. Den skulle bare med. Selv om jeg godt kunne tænke mig at synthen blev lidt fyldigere. ‘Whatever’ – som min mormor plejer at sige.
8. En sang på albummet, som fortjener et ekstra lyt, er… Fordi…
– “For Evig” fordi det var det første spor jeg lagde efter jeg mistede min tvilling. Jeg kunne ikke klare at synge uden at græde, så den blev en instrumental. Jeg synes selv den lyder lidt forskelligt hver gang jeg hører den.
9. Historien bag albummets titel er…
– …fornemmelsen af at noget er ‘For Evig’. Albummet er for mig en serie af minder og refleksioner omkring min tvillings død. Noget er om ham, og noget om os. Andre temaer inkluderer destruktive familiedynamikker, sorg og ensomhed. Det handler om at falde til ro i en ny virkelighed, og hvad man kunne have gjort anderledes. For mig er det mest vanskelige med sorgen at acceptere at den skal vare for evigt. Selv om jeg synes det er en smuk tanke at sorgen varer evigt fordi kærligheden varer evigt. Eller i hvert fald så længe jeg lever, hvilket føles som en evighed.
10. Når man lytter til mit album, skal man..
– gøre hvad man føler for. Jeg skal slippe det hele fri det så snart det kommer ud, og fra og med da skal det tilhøre verden. Jeg har skabt det fordi jeg selv trængte til at udtrykke mine følelser, og på den måde har det allerede opfyldt sin funktion. Det er jo ganske absurd, at udgive en debutplade om sorg. Jeg tror ikke der findes så mange labels som ville tænke at det var en god idé.