Mekdes_Petra Kleis

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 3

Foto: Petra Kleis (pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til R&B, dansksproget hiphop eller norsk indiepop, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.

Mekdes – Greedy

Den kvindelige R&B hit-maskine Mekdes har efterhånden banket sit navn ind på den danske musikscene med hits som: “In favor of you”, “Lonely” og “Hanging Upside Down”. Det var derfor heller ikke uden grund, at sangerinden fra Kolding fik tildelt den fornemme talentpris ved 2021’s p3 guld. Og i dag er hun aktiv med sit debut-album Greedy med 10 nye sprøde numre til at starte din weekend ud. Mekdes beskriver numrene som en personlig fortælling fra eget liv, der løbende folder sig ud som en dagbog. Greedy præsenterer os hele vejen igennem for den samme groovy og sjælfulde R&B-vibe, som vi er blevet bekendte med hos sangerinden. Dette gælder både på dybfølte numre som “Hold Me”, der handler om at skuffe sig selv, når man gerne ville være det større menneske, såmænd som det energiske titelnummer, en “tag mig som jeg er” sang, man kun kan danse til.

Timur – Førhen

Med sit nye album, Førhen, åbner dansksprogede rapper Timur op for sit lyriske univers. Med sine konsekvente og lettere sarkastiske lyrik, hiver rapperen dig igennem både poetiske beskrivelser af parforholdet med numre som “Med Derud” og “Førhen” og mere samfundsorienterede tematikker som i “2020” og “Slanger”, hvor sidstnævnte tager fat i emnet om hvordan afhængigheden af sociale medier påvirker mennesker. Albummet byder på tunge hip-hop produktioner med hårdtslående trommer, og elektroniske beats, der repræsenterer lyden af klubberne i nattelivet.

Sangt – Blomstrer, Visner (EP)

Sangt, der med sit borgerlige navn også kendes som Jonas Engell, er nu aktuel med debut-EP’en Blomstrer, Visner. EP’en blev til i sangskriverens soveværelse og sangene bærer præg af samme nærhed. Blomstrer, Visner er en samling af dansksprogede tekster om tilblivelse og opløsning, indhyllet i eksperimenterende pop med både organisk og elektronisk lyd. EP’en er et nostalgisk tilbageblik på et tabt forhold og det at finde sig selv på ny igen. Dette kulminerer ikke mindst i EP’ens titelnummer, en fortælling om ung kærlighed og det at genopstå igen efter samme.

Kate Havnevik – Lightship (feat. Guy Sigsworth)

Det næste album, vi tager fat på, kommer fra norske Kate Havnevik. Den eksperimenterende sangerinde og sangskriver er i dag ude med sit fjerde studiealbum Lightship, produceret i samarbejde med sin musikalske samarbejdspartner Guy Sigsworth. Sangerinden, der blandt andet tidligere har lavet sange til Greys Anatomy, inviterer med sit nye album lytteren med ind i en drømmende nordisk lyd med progressiv sangskrivning og en ekstraordinær instrumentering. Albummet åbnes af det storslåede nummer “come back”, hvor cellist Ian Burdge bidrager med gribende cellospil, der kulminerer i stor orkesterlyd af strygere og kor. Denne storladne åbning giver lytteren en forsmag på den drømmende rejse, Kate Havnevik tager lytteren med igennem i Lightship.

Loose Ends – Yearning for Something else (EP)

Den aarhusianske punk-kvintet Loose Ends har netop sluppet deres højenergiske debut-EP Yearning for Something else. EP’en er en buldrende lytteroplevelse, der både trækker inspiration fra shoegaze, punkrock og black metal. EP’ens andet nummer “Drainage” står frem som en opsummering af bandets gennemgående tematikker på den nye udgivelse, nemlig melankoli, uforudsigelighed, støj og en eksplosion af energi.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com