17 jan Ugens Upcoming – KALASET
Foto: PR
KALASET er lige nu aktuelle med deres første single “Riv I Mit Hår” som indkapsler bandets essens og sætter kursen for hvad vi kan forvente i fremtiden. Her har du muligheden for at få et indblik i hvem KALASET er, og hvor de kommer fra.
KALASET er en gruppe som stammer fra Middelfart, men nu bor i kollektiv sammen lidt uden for Skanderborg, hvor de har rykket øvelokalet med sig. Dette øvelokale fylder de med nostalgisk og 80’er inspireret synth, indieprægede rockrytmer og et dansksproget tekstunivers som tager udgangspunkt i rastløsheden ved at være ung. KALASET har med debutsinglen “Riv I Mit Hår,” og en succesfuld koncert på UHØRT Festival sidste år, virkelig fået luft under vingerne, og her får du nu muligheden for at lære dem lidt bedre at kende.
1. Hvem er KALASET?
– KALASET er et forsøg på at rumme de helt ærlige følelser, og et ønske om at kunne ramme noget genkendeligt i alle mennesker. Vi forsøger ikke på at skabe et image vi ikke er, og skrive om noget vi ikke forstår, men forsøger bare at udtrykke den umiddelbare følelse i både vores sange og på scenen. KALASET er både råt og glamourøst og vi er 110 procent mere os selv når vi er i KALASET. Vi er unge, vi er sårbare og vi er ivrige, og det kommer også til udtryk i KALASET, både på scenen og i musikken.
2. Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
– Vi er indiepoprockere der godt kan li’ rummet mellem det lettilgængelige og det måske lidt mere udfordrende. Vi stræber efter at lave et produkt der er til at føle på, hvad end den følelse så er. Vores tekster graver på forskellige dybder, men ikke desto mindre forsøger vi at indkapsle en følelse sådan som den nu er. Sangene styrer for det meste selv hvor i spektrummet de vil være, og kan ende i både det eksplosive og i det sårbare. Vi er ikke blege for nogle af delene.
3. Hvordan startede I?
– Nogle af os er barndomsvenner, andre er kommet til senere, men fælles for os er at vi begyndte at spille sammen i gymnasiet i Middelfart. Vi startede i skolens øvelokale, senere i en garage og til sidst i vores første øvelokale. Det startede egentlig for sjov og bare som et tidsrum væk fra skolen, men vi kunne alle sammen mærke at der var noget mere i det. Nu bor vi sammen i kollektiv i Skanderborg, med eget øvelokale i huset, så der er en del opgraderinger.
4. Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Det er typisk vores forsanger Morten, der kommer med en ny sang, som vi så arbejder på. Om det kun er en idé eller en færdigskrevet sang varierer, men fælles for dem alle er, at Morten skriver teksterne, og resten kommer på i skabelsen af sangen. Sangen har for det meste en stemning fra start og vi forsøger at forstærke den stemning. Men det er dog ofte at sange ender et væsentligt andet sted end hvor de startede. Alt i alt er det et samarbejde at få alle brikkerne på plads, som leder til både skænderier og glædesskrig.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Selvom vi elsker at spille musik sammen, er vi også fem mennesker med hver vores smag og præferencer. Men hvis man skulle pege på nogle kunstere, der har haft stor indflydelse på at finde frem til KALASETs lydunivers, peger vi på kunstnere som The Cure, Arcade Fire, The National og The Strokes, men også Superheroes og TV-2. Hver især har bidraget med nogle elementer, som vi har ladet os inspirere af, og som vi stadig trækker tråde til.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– “Forskel” af Sauna Senere
7. Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Lige nu arbejder vi op til vores første turne, som starter til februar. Derudover udgav vi vores første single i november. Modtagelsen af den har været helt fantastisk, og 2022 byder på endnu mere musik – vi glæder os til at vise endnu mere frem af KALASET.
8. Hvad er drømmen?
– Vi drømmer om at tage den så langt som overhovedet muligt. Vi drømmer om at stå på de helt store scener, om at høre folk synge med på sangene og at nogen faktisk finder noget i vores musik, som de oprigtigt kan bruge til noget. Vi tager et skridt ad gangen, men vi har altid de drømme i baghovedet.
9. Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– “Riv I Mit Hår” er vores første single, og sætter i den grad præg på KALASETs univers, musikalsk såvel tekstmæssigt. Den handler om den ensomhed der kan ramme alle, og om den frustration ved at livet nogle gange kan føles som om den står på stand by. Vi ønsker at ramme noget i folk med vores sange, og derfor stræber vi også efter at skabe et ærligt og reflekterende univers, som kan mærkes.
10. Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
– “Pokal” – det vil sige den æblevin fra Rema 1000 blandet 50/50 med den billigste iste. Det så “Middelfart” som noget kan være.
Lyt til “Riv I Mit Hår”