Til fans af The Weeknd: Tre bud på dit nye musikalske crush

Foto: Brian Ziff (Pressebillede)

I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af The Weeknd.

Det er umiddelbart ikke fordi, vi mangler musik fra The Weeknd. Det har nemlig været svært at overhøre den canadiske R&B sanger på det seneste. Hit-kanonen startede året ud med at overraske sine fans med det spritnye album Dawn FM. Et album, hvis sange har toppet diverse hitlister verden over, og som med syv tommers søm fastslår The Weeknd som værende en af nutidens største hit-skabere. The Weeknd er blevet kendt for sin elektroniske R&B lyd, der ofte drager inspiration fra 80’ernes popmusik med catchy synth og stryger-temaer, tilføjet rå og mørk lyrik om sex, stoffer, kærlighed og eksistentielle spørgsmål. Vi har tidligere gennemgået popsangerens nyeste album Dawn FM med stor entusiasme, og du kan læse anmeldelsen her.

Sidder du dog alligevel og tørster efter musik, der har bare en snært af The Weeknds lyd, så har vi fundet tre eventuelle bud på dit nye musikalske crush her.

Lord Siva – “SOS”

Lord Sivas nye samarbejde med Thomas Helmig på nummeret “SOS” er et bud på et nummer, der kan slukke din The Weeknd-tørst. Det nostalgiske popnummer fylder nemlig øregangene med lyden af 80’ernes natteliv, der får tankerne hen på The Weeknds “How Do I Make You Love Me”, “I Feel It Coming” og “In Your Eyes”. Nummeret trækker på en ældre musikarv med lyden af synthesizere, flydeguitarakkorder og et let og up-tempo groove. Dertil tilsat et simpelt, men samtidig fængende omkvæd, der er svært ikke at synge med på. Nummeret har en feel-good stemning over sig, som sammensmeltes med sangens tema om ulykkelig kærlighed. Det kan derfor både bruges til de knuste hjerter, men samtidig starte en fest på dansegulvet. På “SOS” har vi at gøre med et nummer, der både leverer lyden af fortiden, men samtidig har en nutidighed, der demonstrerer Lord Sivas relevans som dansk R&B-hitmager.

FKA Twigs – “Tears in the club (feat. The Weeknd)”

Hvis du ikke kan få nok af The Weeknd som soloartist, kan du tilføje et nummer til din playliste, hvor R&B-sangeren får lov at gæste. Det gør han nemlig på “Tears in the Club” af britiske FKA Twigs. Nummeret er en del af de 17 nye sange fra FKA Twigs nye album CAPRISONGS, som udkom d. 14. januar. På “Tears in the Club” præsenteres vi for mange af de samme elementer, som vi også finder på The Weeknds nye album, ikke mindst i det tekstlige. De to artister krænger nemlig hjertesorger og angst ud i sangens mørke tekst, blandt andet med linjen: “Your love’s got me fucked up”, der gentagende gange synges i det svævende omkvæd. Sangens titel skal da også forstås som smerte, der får en til at græde selv i nattelivets klubber. Nummeret har en sørgelig og tung lyd over sig, men er samtidig groovy og bestemt mulig at bevæge sig rundt på dansegulvet til.

Kali Uchis – “Dead to me”

På det næste bud dykker vi lidt længere tilbage i tiden, nemlig med amerikanske Kali Uchis‘ “Dead To Me” fra 2018. Allerede fra sangen sættes i gang med den genkendelige synth-figur sendes tankerne mod The Weeknds hitalbum After Hours fra 2020. På samme måde som i “Tears in the Club” har vi her ikke at gøre med en tekst, der giver dig lyst til at trække på smilebåndene. Den amerikanske sangerinde udtrykker nemlig på en rå og ufiltreret måde en foragt for modtageren, som hun gentagende gange beskriver som værende “død for hende”. Der er højt tempo i nummeret, og selvom teksten er vred, udstråler nummeret en munter og opløftende energi, som er resultat af rytmegruppens energiske sammenspil og den muntre og catchy synth-figur, der indgår som vigtigt led i sangens hook.

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com