The Weeknd – Dawn FM

Foto: Brian Ziff (Pressebillede)
Label Republic Records:
Udgivelsesdato: Fredag den 7. januar 2022

The Weeknd har skabt sit eget sene radioshow og inviterer lytteren ind til et poppet og elektronisk album med alvorlige tematikker omkring kærlighed, stoffer og efterlivet. 

4/5 Stjerner

Nutidens muligvis største popstjerne Abel Tesfaye, bedre kendt som The Weeknd, skød året i gang fredag den 7. januar med sit femte studiealbum Dawn FM. Med hans rå og mørke lyrik har The Weeknd været aktuel i over et årti med dybdegående emner omkring sex, stoffer og kærlighed. Efterhånden er det elektroniske blevet en del af The Weeknds klassiske R&B lyd og der er kommet lys for enden af sin selvdestruktive tunnel. Med tydelige gennemgående tematikker på The Weeknds tidligere albums og mixtapes, er det nye ingen undtagelse. Det er et radioshow, det er daggry og Tesfaye har inviteret spændende gæster med på albummet for at gå igennem eksistentielle spørgsmål.    

På albummets første nummer “Dawn FM” skaber The Weeknd en storslået stemning og en transition fra sit tidligere album After Hours til det nye. Selveste Jim Carrey optræder som radiovært midtvejs og introducerer lytteren til kanalen “103.5 Dawn FM”, samtidig med at han motiverer lytteren til at komme ud af mørket og gøre sig klar til en “painless transition” ud i lyset. Der kommer såmænd en lille jingle fra Tesfaye selv inden albummet for alvor skydes i gang med sangen “Gasoline”. Overgangen til det andet nummer er flydende og føles helt rigtigt med en sammenhængende beat komposition. Ligesom radio temaet er denne glatte overgang bemærkelsesværdig flere steder på albummet som mellem numrene “How Do I Make You Love Me?” til “Take My Breath” og “Is There Someone Else?” til “Starry Eyes” for eksempel. Som det kan fornemmes på titlerne, bevæger The Weeknd sig stadig rundt i emnerne om kærlighed, stoffer og sex, men det er ikke så selvdestruktivt som før. Han er stadig nihilist, men har fået vendt det om på en måde, hvor han bliver til en fri fugl i stedet for at holdes nede af følelserne. Det kan for eksempel høres på nummeret “Sacrifice”.

Hvor The Weeknd ikke har haft nogen gæster på sit forrige album, har han nu nøje udvalgt Jim Carrey, Tyler, The Creator, Lil Wayne og Quincy Jones til at gæste og hjælpe til. Jim Carrey spiller en fantastisk rolle, hvor han flere steder på albummet, som sagt, optræder som radiovært, men især på sidste sang “Phantom Regret by Jim” kulminerer det hele med store eksistentielle spørgsmål. Tyler, The Creator, som er kendt for sin alsidige musik, falmer desværre på tracket “Here We Go… Again” med et kedeligt vers, hvorimod Lil Wayne stråler på nummeret “I Heard You’re Married”, hvor hans hæse auto-tune vokal blandes smukt med The Weeknds høje toner. Den legendariske Quincy Jones høres på “A Tale By Quincy”, hvor hele nummeret er dedikeret til hans vokal, der uformelt snakker om den svære opfostring af hans egne børn, da han selv har haft en “fucked” barndom, noget som The Weeknd sagtens kan drage paralleller til. 

På albummet er der en udbredt synth/pop lyd blandet med 70’er og 80’er pop, som The Weeknd har mestret. Det er egnet til ethvert dansegulv med sange som “Take My Breath”, hvor The Weeknd bruger sin falset til at skinne igennem. Dog er der sange som “Best Friend” og “Don’t Break My Heart”, der bliver for basale og intetsigende i forhold til teksten og beatet. Selvom The Weeknd har verdens største hit sang, forventes det ikke at han laver seksten nye på dette album. Heldigvis har han gjort plads til det kunstneriske, som høres på interludes, monologer og specielle slutninger på numrene. På den skæve sang “Every Angel Is Terrifying” giver han et nyt blik på engle og gør grin med efterlivet ved at sammenligne det med en gammeldags telefonreklame, hvor man kan købe efterlivet for under fem dollars. Her er der flere skjulte meninger bag tallene plus ordene og generelt er The Weeknd en ekstrem begavet lyriker, der igennem albummet refererer til tidligere sange og sindstilstande. Abel Tesfaye er specifik, når det angår sociale medier og bruger det hovedsageligt til at promovere og skabe en speciel æstetik omkring sin musik.
Hele albummet er gennemført og mindeværdigt med hans velkendte, mørke og elektroniske atmosfære, som får diverse dansevenlige 70’er/80’er pop elementer ind over. Fra After Hours til nu, ses han på coveret som en gammel og slidt mand, der netop har overlevet denne traumatiske fase og kommet igennem til den anden side, hvor det er okay at være uperfekt. Gæsterne og co-producenterne har givet sit med til at skabe et storslået og kunstnerisk album, men nogle få sange holder mig tilbage for at give fuldt hus.

– Skrevet af Emil Gjedsig Høgh

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com