TERESE er endelig klar med 80’er-pop single “Sjælens Lommer”

Foto: Betina Garcia (pressebillede)

Den spirende kunstner TERESE udgiver nærværende 80’er-pop single “Sjælens Lommer” med fokus på selvkærlighed og tilstedeværelse.

Kunstneren TERESE er blandt andet kendt fra KarriereKanonen 2020, hvor hun var blandt de sidste fem finalister. Herefter har hun taget sin lyd i en ny retning, hvor der er lagt mere vægt på de elektroniske elementer og mindre på de organiske. Som en del af denne rejse har TERESE fredag den 14. januar udgivet singlen “Sjælens Lommer”, der opfølger hendes tidligere single “De Lyser Blå” fra efteråret 2021, som var en af de hyppigt spillede sange på P4. TERESEs sange er let fordøjelige og indeholder fangende melodier. Hendes nye single “Sjælens Lommer” er en 80’er-pop single med et klart budskab om selvkærlighed og tilfredshed med tilstedeværelsen, samt en pointe om at man skal være tilstede i nuet og huske på at alt er godt. TERESE beskriver singlen således:

”Sjælens Lommer” handler om at opdage og nyde alle små øjeblikke. Om at opdage, hvordan verden omkring én kan være utrolig smuk, hvis man tør stoppe op og bare være lige præcis der, hvor man er lige nu. For mig hænger det f.eks. sammen med en genopdagelse af, hvor fantastisk naturen med sit væld af liv og utallige variationer kan være. Jeg tror naturen opfylder noget helt basalt i os mennesker, og hvis du vover virkelig at åbne sanserne, så vil den fylde din sjæls lommer og efterlade dig pjaskvåd af lykke.

Du kan høre TERESE spille koncert på Ideal Bar i VEGA torsdag den 24. marts. Her kan du høre hendes nye single “Sjælens Lommer” samt andet af hendes musik. Forinden dette kan du læse artiklen “TERESE – UHØRT Festival 2020” her, der giver et indblik i oplevelsen af en koncert med TERESE.

Liv April Theede Lauridsen
livapriltheede@bandsoftomorrow.com