20 jan Lucky Lo hylder alle former for kærlighed med nyt dansenummer
Foto: Benjamin Tarp (Pressebillede)
Lucky Lo finder vej ind i folks hjerter med den nye single “Ever!” der er en hymne til queer-kærlighed, hvor end den må gemme sig.
Debutalbummet er lige på trapperne og forud for udgivelsen slipper Lucky Lo den nye single “Ever!” fri som suppleres med en farverig animationsvideo. “Ever!” er kommet til efter forsangeren Lo Ersare var faldet dybt ned i Youtube-hullet og så en lang række Freddie Mercury videoer som fik hende ind på at undersøge den bølge af diskrimination der skyllede ind over LGBTQ+-miljøet i 1980’erne og også AIDS-epidemien der brød frem. Her fandt hun en homoseksuel mand der udtalte til en journalist at ingen form for homofobi kan stoppe de homoseksuelle fra at elske hinanden. Dette budskab inspirerede hende til at skrive en sang, til alle dem der føler, at de skjuler noget af sig selv, som de kan danse til og føle sig accepteret af. Sangens mål om at bære nogle af de byrder, man kan gå rundt med stemmer fuldstændigt overens med albummet Supercarry hvis overordnede tema drejer sig om at holde af menneskene omkring sig.
Sangen “Ever!” har et smittende groove og blander alt det gode fra disco, alt-pop og new-wave som går lige i danseskoene og sætter et smil på læberne. Musikvideoen er fyldt til randen med farver og bandmedlemmerne fremstår som dansende tegneserieudgaver af sig selv, så det er da svært at blive andet end i godt humør.
Lige her kan du gå ind på spotify og høre hymnen til queer-kærlighed!