24 jan Lea Kampmann med drømmende liveudgave af singlen ‘When I’m sleeping alone”
Foto: Alda Mohr Eyðunardottir & Vár Bænadikta Samuelsen (Pressebillede)
Den danskfærøske sangerinde Lea Kampmann udgav for nylig singlen “When I’m sleeping alone”, der er en frontløber for det kommende debutalbum. Nu kan singlen opleves i en drømmende fin liveudgave.
Danskfærøske Lea Kampmann udgav i 2018 sin debut-EP, og nu har hun endelig udsendt endnu en forsmag på, hvad vi kan forvente af det kommende debutalbum If I ever made you cry, I’m sorry, der er annonceret til udgivelse den 25. februar.
Singlen “When I’m sleeping alone” er en drømmende fin elektronisk produktion, der handler om at blive bedre til at være tilpas i og nyde sit eget selskab, og nu har Lea Kampmann netop fremført sangen i det færøske tv-program í Luftini.
Liveudgaven understøtter den fine atmosfæriske sang og giver plads til Kampmanns luftige og eventyrlige vokal, der legende bevæger sig mellem melankoli og håb.
Mens vi forventningsfuldt venter på debutalbummet, kan du se og lytte til liveversionen af “When I’m sleeping alone” her.