26 jan Her er de fire første livenavne til GAFFA-prisen
Foto: PR
GAFFA løfter sløret for de første fire livenavne, der får æren af at spille til årets GAFFA-prisen i Musikhuset Aarhus.
Prisuddelingen til dette års GAFFA-Prisen finder sted i musikhuset Aarhus og igen i år er det Thomas Skov, der som vært skal stå i spidsen for det hele. Som bekendt er live-musikken en stor del af prisuddelingen og traditionen tro har GAFFA sørget for livemusik med navne, der favner bredt på alle parametre. Nu løfter de sløret for de fire første artister, der får æren af at stå på Musikhusets store scene til pris-uddelingen, nemlig Brimheim, FABRÄK, Carl Knast og PRISMA.
Den dansk/færøske sangerinde Brimheim har i den seneste tid slået sit navn fast på den danske musikscene med sin evne til at skrive sårbare, men samtidig utrolig stærke tekster. På livescenen har Brimheim desuden vist stort potentiale med rosende anmeldelser om et brændende nærvær, der har en tryllebundende effekt på publikum. Den energiske duo FABRÄK er næste navn på listen og på samme måde som Brimheim har duoen udmærket sig på livescenen, som ikke mindst kunne opleves på 2021’s SPOT Festival. I kølevandet på 2021’s nedlukning er duoen buldret frem med numre som “Voldsom” og “Daarligt”. Carl Knast kom for alvor på kortet i 2020 med nummeret “Stank”, og har siden medvirket i vilde samarbejder med blandt andre Benjamin Hav, Orgi-E, ArtigeArdit, Tobias Rahim og Andreas Odbjerg for bare at nævne et par stykker. Carl Knasts mange facetter skal derfor også opleves som en del af lineuppet til prisuddelingen. Sidst men ikke mindst har vi duoen PRISMA, der hurtigt er blevet kendt for deres energiske og ekstremt velspillede live-optrædener. Udover at være et godt live-navn er duoen selv blevet nomineret i hele fem kategorier til årets GAFFA-prisen inklusiv “Årets nye navn”. PRISMA har været i heftig rotation på P3 og P6 beat med numrene ”I Never Wanted to Meet You” og ”Villains of the Night”. GAFFA-prisen afholdes d. 3. marts i Musikhuset Aarhus’ store sal.