FORPREMIERE: VAKT drager os ind med ny musikvideo

Foto: Phie Beckett Stenbæk (Pressebillede)

Bandet VAKT har længe ventet med at give lyd fra sig men er nu klar med en ny EP på vej. I morgen udkommer første single “Dragehjerte” derfra, og vi har fået lov til at præsentere den flotte musikvideo, skabt i bedste DIY-stil.

Sidst vi hørte fra VAKT var i 2019, men de har siden brugt tiden fornuftigt på at skrive sange til deres EP Frisind som udkommer til foråret. Her på Bands of Tomorrow har vi været så heldige at få lov til at præsentere første single derfra med musikvideoen til “Dragehjerte.” Sangen er opstået ud fra en myte om kinesiske drager der ved at aflevere perler til mennesker i nød, kan hjælpe dem med at opnå lykke. Denne myte afspejler i sangen et forhold der går itu og en lykkefølelse der kan virke uopnåelig.

Forsanger Solvig Tora Ringhof siger om sangskrivningsprocessen:

Jeg faldt over den her myte på google om kinesiske drager, og hvordan de bærer på en perle, som symboliserer månen. Når månen græder, falder en tåre ned i havet, som så bliver spist af en østers. På den måde bliver tåren til en perle. De kinesiske drager kan give perlen til mennesker i nød, som ved at modtage perlen opnår lykke.

“Dragehjerte” er som sagt det første nummer forud for udgivelsen af bandets kommende EP, og rummer en lyd som skal vise det nye VAKT frem. Singlen har en poppet kvalitet med Robyn-inspireret bas samt hårdtslående elektroniske trommer og et spændende tekstunivers som går igennem hele EP’en om kærlighed, og brud på denne. EP’en symboliserer for bandet en ny drivkraft og et spirende venskab der bringer dem tættere sammen.

Musikvideoen til sangen er lavet af Solvig Tora Ringhof og hendes søster Frieda Joanna Krøgholt på en tur til Fanø og Falster i løbet af sommeren og er kommet til ved hjælp af de ting de havde til rådighed: en IPhone, et gammelt filmkamera, stranden og himlen. Det er første gang de to søstre arbejder sammen og Frieda Joanna Krøgholt beskriver også søsterforholdet i den kreative skabelsesproces:

Som tætte søstre i et kreativt arbejdsrum bliver man nødt til at træde varsomt. Samtidig sker det, at der opstår en magisk connection mellem os, som jeg ikke kan finde med andre end Solvig.

Vi er meget stolte af at kunne præsentere jer for denne flotte musikvideo som du kan se for første gang lige her:

Tags:
,
Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com