19 jan Cosmo Pyke skærer ind til benet i ny livesession
Foto: Søren Lynggaard (Pressebillede)
Den engelske multiinstrumentalist og sangskriver Cosmo Pyke bliver præsenteret i et intimt liveformat på den danske Youtube-kanal Brodie Sessions.
Cosmo Pyke er ikke nødvendigvis et navn der skaber meget genklang i det danske musiklandskab, men det skal ikke underspille den dygtige sangskrivers talent og succes i hjemlandet samt USA og Australien. Med sine rødder i London skaber Cosmo Pyke musik der hiver inspiration fra en bred vifte af genrer som jazz, blues, pop og hip-hop, med en tilsyneladende let og legende tilgang til sangskrivningen, Nu er han taget til Danmark med sin guitar under armen og spiller et par sange fra sin splinternye EP A Piper For Janet som allerede er blevet taget godt imod. På Brodie Sessions kan du opleve Cosmo Pyke alene foran et begrænset publikum, hvor sangene er blevet kogt ned til sin essens på guitar og vokal.
Brodie Sessions er en dansk Youtube-kanal der blev lanceret i slutningen af 2019 hvor de sammen med Efterklang lavede en live-session. De har siden arbejdet med en række andre kunstnere og bands som Ganger og Coco. O som ligeledes har optaget livesessions i huset tæt på København beboet af hunden Brodie og initiativtageren til konceptet Birgit Lyngbye Pedersen. Videoerne bliver filmet i formatet 16-mm med det formål at skabet et fællesskab omkring musik, kunst og arkitektur.
Du kan gå ind og se den flotte video af Cosmo Pyke lige her