28 jan Brimheim – can’t hate myself into a different shape
Foto: Hey Jack (Pressebillede)
Label: W.A.S Entertainment
Udgivelsesdato: Fredag den 28. januar 2022
Brimheim skider på popkonventionerne og lukker lytteren ind i sit indre på sit debutalbum ‘can’t hate myself into a different shape’.
4,5 ud af 5 stjerner
Den dansk-færøske musiker Brimheim brager som en lysende stjerne på den danske musikscene. Hendes fartøj er proppet med følsomhed, ærlighed og stærk stemmestyring. Brimheim har sin base i København, hvorimod hendes navn sender afstikker til hendes rødder i Færørene, hvor navnet betyder ‘home of the breaking waves’.
Brimheim har produceret sit debutalbum Can’t Hate Myself into a Different Shap på blot et par måneder, imens hun har haft travlt med koncerter, forsider på GAFFA og diverse interviews. Det kan dog ikke mærkes på kvaliteten af pladen. Når det første nummer på albummet begynder at spinne “heaven help me i’ve gone crazy”, bliver lytteren mødt af Brimheims smukke vokal, som langsomt og stabilt trækker lytteren ind til sig. Man bliver placeret på en båd, som stille og roligt sejler igennem hendes univers. I løbet af nummeret bevæger man sig dybere ind i hendes indre, hvor hendes univers åbner sig, som det atmosfæriske rum det er. Lytteren får lov til at kigge direkte ind i den sårbarhed, som Brimheim modigt viser frem. Hendes plade gennemgår flere følsomme temaer som queerkærlighed, tristhed, selvskade og utilstrækkelighed – uden at svøbe sig i selvmedlidenhed. På nummeret “can’t hate myself into a different shape” føles hendes smerten lige så skarp, som selvskadens knive der omtales i sangen. Selvhadet føles nærværende og genkendende, man indhylles nemt i hendes smerte. Alle hendes sange omhandler dog ikke smerte. Singlen “Hey Amanda” er en kærlighedsdryppende banger. Her bliver et barndomsvenskab dybfølt beskrevet og sender lytteren direkte ind i en spiral af egne tanker og minder.
Brimheim er ikke bange for lege med musikken, og det er tydeligt, at hun er en erfaren kunstner. I sangen “poison fizzing on a tongue” bliver lytteren kastet ind på klubben imellem stål, tung bas og højt til loftet. Hendes smukke vokal hopper mellem lydvæggene, inden sangen udvikler sig til en hyldest til det mørke technoomfavnende Berlin. Hun tør samtidig sætte tempoet helt ned. Sangen “straight into traffic” føles som den perfekte sang til at sidde i vindueskarmen, hvor det hvide gardin bevæger sig med vinden, som et blafrende overgivelsesflag. En kapitulation til følelsernes vold Der har været snak de seneste år om algoritmer og tricks, som kan bane vejen for en sang i den digitale musikalder. Det tør Brimheim adskille sig fra, da hendes sange blandt andet varierer i længde. De to sidste numre på pladen er et fantastisk eksempel på, at når man træder udenfor stregerne, kan magi ske. Sangen “like a wedding” er kort med sine 47 sekunder, hvor godt halvdelen bruges på en intro. Nummeret emmer af hyperpop referencer og lyder næsten som begyndelsen på en Glitchi melodi. Derefter kommer det noget længere nummer “hurting me for fun” med sine fem minutter, hvor Brimheim flyver lytteren over i et andet univers. Den starter med en halvakustisk guitar og atmosfærisk opbygning, som minder om Bon Ivers senere værker. Den skiller sig dog ikke for meget ud, da den har flere elektroniske elementer hen imod slutningen.
Hvert nummer på albummet fungerer som perler på en snor, der skaber en glimtende lyskæde. Brimheim har sendt en funklende stjerne op på den danske musikhimmel. Pladen tager lytteren helt ind i hendes univers uden at blive ensformigt og kedeligt. Der er mange forskellige elementer på pladen, som gør, at albummet føles som den smukkeste blomsterhave, hvor lytteren glider mellem forskellige dufte og følelser.
Brimheim tager på en større tour i februar og marts 2022, så der er mulighed for at opleve hendes energi live!
