20 jan Bragende samarbejde mellem to stærke pop-kanoner
Foto: PR
Norske Sigrid og britiske Griff indgår vildt samarbejde på ny single med tilhørende musikvideo.
For de to stærke pop-kvinder, Sigrid og Griff, blev pandemiens nedlukning startskuddet til et online venskab, der nu er blomstret til et musikalsk samarbejde. De er nemlig gået sammen på den nye power-hymne ‘Head On Fire’, med tilhørende musikvideo. Et nummer der, udover at fastslå de to artisters overlegne evne til at skrive popmusik, man næsten ikke kan sidde stille til, også demonstrerer et velfungerende samarbejde mellem to stærke artister. Sangens titel ‘Head On Fire’ forstås som det at brænde for et andet menneske, og i musikvideoen ses de to kvinder på ægte symbolsk vis sætte ild til hele salen, mens de smilende og energisk danser rundt mellem flammer og røg. Samarbejdet har været særligt interessant for Griff, der har haft Sigrid som musikalsk forbillede. Hun udtaler selv:
–Jeg har set meget op til Sigrid, specielt som den unge pige, der brød igennem med sin kraftfulde, men troværdige popmusik (…) Vi hang ud sammen ud og lavede “Head On Fire”, denne vildt sjove, feel-good sang, og nu er jeg bare spændt på, at verden endelig skal høre os sammen på samme sang.
Griff har haft stor medvind i 2021, ikke mindst med hit-singlen “Black Hole”, der har kørt i rundgang på P3. Bestemt en artist, man bør holde godt øje med. Den 3. marts vil hun være at opleve på dansk jord når hun gæster Hotel Cecil. I mellemtiden kan man lytte til “Head On Fire” her.