27 jan 5 sange, der har fået MØ hertil i dag
Foto: Sony Music Danmark (PR)
Før de store hits og mange streams har selv de største stjerner og hitmagere startet et sted. Vi har fulgt dem alle på deres musikalske rejse fra den første singleudgivelse til det store gennembrud.
I denne artikelserie har vi samlet fem numre fra MØs bagkatalog, der har været med til at få hende hertil i dag.
Som international popstjerne er Karen Marie Ørsted, bedre kendt som MØ, det danske musiklivs helt store stolthed. MØ dukkede første gang op på vores radar tilbage i 2013, da hun stormede frem med nummeret ”Pilgrim” – hvad der skulle vise sig at blive et vaskeægte pophit og startskuddet på en imponerende international musikkarriere. På redaktionen var vi blandt de første til at forudse, hvilken fantastisk rejse som talentfulde MØ skulle til at begive sig ud på. Med to anmelderroste albums og en EP i rygsækken, en række singleudgivelser og flere spændende samarbejdspartnere er MØ klar til at smide sit næste album på gaden, som hun efterhånden har teaset så meget for, at vi slet ikke kan vente på at få tilfredsstillet vores øregange med lyden af MØ!
I anledning af hendes kommende album Motordrome, der udkommer den 28. januar, har vi samlet et overblik over popkometen MØ og hendes rejse gennem det musikalske landskab.
”Don’t Wanna Dance” (2014)
Dansehittet ”Don’t Wanna Dance” blev pludselig anthem for alle fester i 2014, da MØ løftede sløret for sit debutalbum No Mythologies to Follow, hvor nummeret indgik på. Albummet – og ikke mindst ”Don’t Wanna Dance” – fik alle popelskende danskere til at tune ind på den talentfulde fynbo, og selvom ingen kunne have forudset hendes massive succes, der brød ud året efter, var der altså ingen tvivl om, at MØ var et navn, der var værd at holde ekstra godt øje med.
Lyt til ”Don’t Wanna Dance” på Spotify lige her.
”Lean On” (2015)
I 2015 brød MØ for alvor igennem på den internationale musikscene, da hun slog sine musikalske forcer sammen med hitproducertrioen Major Lazer og DJ Snake. Sammen udgav de singlen ”Lean On”, som har over 1,5 milliarder streams på Spotify, og lynhurtigt blev cementeret som et af 10’ernes allerstørste hits. Den internationale bevågenhed på MØ blev mildest talt vækket, og singlen har kridtet vejen godt og grundigt op for MØs fremadrettede kæmpesucces.
Vi er sikre på, at ”Lean On” allerede har haft sin faste plads på din playliste, ellers kan du altså tage et genlyt lige her.
”Final Song” (2016)
Allerede i 2016 følger MØ op på hypen med endnu en dance-popbasker, nemlig den ørehængende ”Final Song”. Vi vil våge at påstå, at MØ for tredje år i træk formår at skabe årets ultimative hit, der rumsterer til alle dansefester og på alle Danmarks klubber og festivalspladser. Da MØ udkommer med ”Final Song” får hun atter understreget, at hun altså ikke er til at stoppe, og popkometen fortsætter endnu.
Du kan lytte til ”Final Song” her.
”Nights With You” (2017)
Den opmuntrende single ”Nights With You” udkom i foråret 2017 og handler om kærligheden til venskaber, når MØ hylder at bruge aftenerne med sine venner og lade kæresten blive derhjemme. Singlen er ikke ligeså tempofuld, som mange af hendes megahits, men den er mindst ligeså catchy som de foregående – og så har den bare det fineste budskab, der virkelig brager stærkt igennem.
Du kan lytte til ”Nights With You” på Spotify lige her.
”Sun In Our Eyes” (2018)
Igen udgav MØ sommerens hit i selskab med stjerneproduceren Diplo, der altså er 1/3 af producertrioen Major Lazor! Denne gang var det ”Sun In Our Eyes” tilbage i 2018, som også var anden single på hendes andet album Forever Neverland. Med et catchy klaver-hook og MØs velkendte sangstemme sætter hun stemningen for solrige og festlige sommeraftener med en sang, der stadig har kæmpe gennemslagskraft i dag.
Mens vi venter på det nye album lander, kan du lytte til ”Sun In Our Eyes” lige her.